MegaDaves sidste nedtælling
Megadeth siger farvel med hjertet først og riffet lidt bagefter … Mustaine har intet at bevise.
I Don’t Care
Hey God!?!
Let There Be Shred
Puppet Parade
Another Bad Day
Made to Kill
Obey the Call
I Am War
The Last Note
Ride the Lightning (cover)
Historien kender vi alle. Om manden, der røg ud af Metallica på røv og albuer, før debutalbummet overhovedet var indspillet, og som siden dannelsen af sit eget band på 1985's ‘Killing is My Business … And Business is Good!’ har gjort sit til at bekræfte, at Megadeth er blandt de største og vigtigste på metalscenen. Hvor trætte vi givetvis måtte være af de evindelige koblinger med det der andet band, så har Dave Mustaine gang på gang mindet os om, hvor meget den del af hans historie betyder for ham på godt og på ondt … og ingen tvivl om, at det er noget af den drivkraft, der har ført Megadeth frem til her, hvor vi er i 2026. ‘We’ll Be Back’ lød det til sidst på den habile forgænger, og nu har det syttende og angiveligt sidste album så set dagens lys, selvbetitlet som for at lukke cirklen – men er der nu også mere at bevise?
Der er som vanligt lidt udskiftninger i folden, hvor den fortræffelige James LoMenzo, der forlod bandet på den ligeledes fortræffelige full-on thrasher ‘Endgame’, når at sætte et afrundende aftryk på Megadeth-karrieren, mens leadguitarist Teemu Mäntysaari tog over for Kiko Loureiro tilbage i 2023. Det er således kun Mustaine og trommeslager Dirk Verbeuren, der fortsat er tilbage fra forgængeren, men det ændrer nu ikke synderligt på eftersmagen – det er selvfølgelig stadig Mustaine, der sikrer, at Megadeth lyder usvigeligt som Megadeth.
‘Tipping Point’ åbner ballet på hårdtslående vis, med en hidsig Mustaine-solo fra start, inden Mäntysaari får demonstreret sine mere lirede licks. En ferm guitarist af Chris Broderick-skolen, hvor det i højere grad handler om fart end teknik. På en plade som denne, hvor thrashen en del af vejen er nedtonet til fordel for et mere ligefremt, melodisk udtryk, er Mäntysaari et solidt fit til at holde energien intakt, især i højoktan-bangere som ‘Let There Be Shred’ og ‘Made To Kill’. Ej at forglemme den mere punkede ‘I Don’t Care’, der dog, som min kollega ganske korrekt bemærker, udmærker sig ved en tekst, der er så banal, at man på godt og ondt kan halvdelen af teksten med det samme – og er MegaDave nu også så ligeglad?
Resten af vejen går der dog desværre meget trædemølle i sangskrivningen. Riffs lyder uinspirerede, omkvædene gentager sangtitlerne gang på gang, og sangskrivningen gør bare sjældent væsen af sig. Sange som ‘Hey God!?!’ og ‘Obey the Call’ er mildest talt komplet overflødige, og udover den bevægende lukker ‘The Last Note’, hvor han bl.a. besynger sin lange afsked fra metalscenen henover lidt spansk guitar, er sidste halvdel af pladen en trist afsked med en af metallens store giganter, sammenlignet med alt det kvalitetsmateriale, de har givet os gennem årene.
Bonusnummeret kommer vi selvfølgelig heller ikke udenom. Mustaines sidste Metallica-homage, ‘Ride the Lightning' kopieret 1:1, hvor hans vokal lyder særligt anstrengt for at gøre Jaymz kunsten efter, mens det står endnu mere tydeligt, hvor meget produktionen halter. Verbeuren, der ellers er en af de dygtigste metaltrommeslagere i disse år, lyder plump, som spillede han på papkasser, og den fladt komprimerede lyd gør bestemt ikke Metallica-coveret, eller resten af pladen for den sags skyld, nogen tjenester.
Som stor Megadeth-fan slår det skår i glæden, at karrieren skal rundes af med en af de mest uinspirerede plader i hele deres karriere. Omvendt, så mener jeg oprigtigt ikke, at MegaDave har noget at bevise. Måske overfor sig selv, og så skal vi selvfølgelig ikke tage den glæde fra ham, når nu der er slået så stort brød op til den store finale med en dokumentar oven i hatten og en flerårig turné forude. Så må tiden vise, om hans drøm om en Megadeth/Metallica-tour går i opfyldelse – hvis blot jeg får mulighed for at opleve dem spille længere end 80 minutter, så de får tid til at grave lidt dybere ned i bagkatalogets mange skatkamre, vil jeg være en glad mand.
Også selvom det havde været bedre, hvis de havde stoppet ved forgængeren i stedet for denne lunkne svanesang, men Mustaine skylder os vitterligt intet. Vi har danset som marionetter til hans thrash-eskapader de sidste 40 år, og det skal vi nu nok blive ved med.