Powermetal-operette
Orden Ogans nye udspil er et episk værk på både godt og ondt.
2. In The Dawn Of The AI
3. Inferno
4. Let The Fire Rain
5. Interstellar
6. Alone In The Dark
7. Black Hole
8. Absolution For Our Final Days
9. Hollow
10. It Is Over
Orden Ogan er store i Tyskland. Det giver mening, for stilen er i den grad tysk powermetal i stil med Blind Guardian med høj fart og svulstige omkvæd, og coverbilledet er virkeligt grimt. Uden for Tyskland er det vel derimod kun en begrænset om end dedikeret skare, der overhovedet kender til bandet.
Med deres seneste album ’Gunmen’ fra 2017 opnåede Orden Ogan en fornem 8. plads på den tyske hitliste, og mon ikke det nye album ’Final Days’ kravler tilnærmelsesvis lige så langt op ad listen. Bandet fyrer den i hvert fald af på alle tangenter for at overbevise os om, at Orden Ogan er toppen af poppen inden for tysk powermetal.
Orden Ogan vil, med bandstifter og sanger Sebastian “Seeb” Levermann i front, gerne fortælle historier. På ’Gunmen’ var vi ude i noget det vilde vesten-halløj, og med ’Final Days’ er universet udvidet noget til et sci-fi i det ydre rum-halløj. Det er der kommet en kompetent metalisk operette ud af, som har knald på alle instrumenter og store omkvæd og kor. Og det skal indrømmes – Levermann kan i den grad banke nogle omkvæd sammen, der hæver niveauet op over meget af den powermetal, som man ofte bliver mødt med.
Bedst i starten
Albummet er bedst på de første numre men taber desværre noget momentum henad vejen. ’Heart Of The Android’ åbner ballet med noget, som lyder som en heavy metal-udgave af det engelske old school (ligeledes historiefortællende) band Magnum. Der er punch og kraft og store episke udfoldelser i en sang, der samtidig er poppet og powermetal.
">
‘In The Dawn Of The AI’ fører albummet videre i samme stil. Det er hurtigt, og det er melodiøst. Trætheden er endnu ikke begyndt at sætte ind.
">
På ’Inferno’ er tempoet sat lidt ned, og der er skruet op for det orkestrale. Stilen er stadig meget episk og tangerer til dels noget Nightwish-agtigt, hvis det var med Marko Hietala på vokal. Vi, lytterne, begynder samtidig at fornemme, at det her går galt til slut – ikke nødvendigvis med musikken men med menneskeheden i det hele taget.
">
Albummet taber momentum
Herefter fortsætter det over stok og sten, men trætheden banker på. Niveauet daler. Samtidig bliver produktionen efterhånden temmelig enerverende. Levermann har selv produceret, og han har efterhånden også fået plads som producent for andre bands inden for samme genre. Det er jo en smagssag, hvordan metal skal produceres, men den meget komprimerede lyd virker tunnelagtig og trættende. Der mangler noget ”luft” i produktionen. Der er lyttet med og uden hovedtelefoner. Enten er de modtagne filer ikke topklasse, eller også er der et problem hos producer eller lytter.
Gæster (naturligvis)
Der hentes et par gæster ind på de følgende sange. Gus G. (Firewind, ex. Ozzy Osbourne) får lov til at fyre en solo af på ’Interstellar’, og Ylva Eriksson (Brothers Of Metal) synger duet på albummets lidt ordinære ballade ’Alone In The Dark’.
Efter godt 50 minutter ender det hele med, at jorden går under i sangen ’It Is Over’. Inden der bliver helt tyst og tomt, får lytteren lige den sidste radiosekvens med, der varsler, at det hele er slut. Nogle er dog formentlig på vej til Mars. Nogen kunne mene, at det er en gåsehudsfremkaldende finale på et episk værk, men sure Devilution-anmeldere vil fortælle dem, at det er noget patetisk pladder.
Hvis man en dag skulle stå på Valby Bakke og beskue noget stort, tungt og grimt på vej mod jorden med katastrofal hastighed, ville de fleste nok ønske, at underlægningsmusikken var en tand mere monstrøs end Orden Ogans ’Final Days’. Lad os gå herfra med et ”Bigger Bang”.
Når det så er skrevet,så er ’Final Days’ ikke noget dårligt album. Det er melodisk powermetal med alle de forcer og farcer, som vi hver især enten elsker eller hader. Hvis man hører til den første gruppe, kan man godt tage fat på Orden Ogan før de sidste dage.