Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Godzilladød fra grungedybet

Updated
670819

Oxygen Destroyer går planken ud med deres fascination af Godzilla på deres svære toer, der er hæsblæsende døds- og thrashmetal fra Seattle.

Titel
Sinister Monstrosities Spawned By the Unfathomable Ignorance of Humankind
Dato
27-08-2021
Trackliste
1. Merciless Embodiment Of Everlasting Death
2. Possessing The Putrified Remnants Of The Unholy God Incarnate
3. Slaughtering The Guardian Monsters
4. Sons Of The Necrobeast
5. Enduring The Maternal Rage Of The Amphibious Monstrosity
6. The Plague Spreading Horror From 20,000 Fathoms
7. As Big As A Battleship
8. Their Reign Has Begun
Karakter
2

Oxygen Destroyers svære toer er en blanding af dødsmetal tilsat thrash og black metal, mens tematikken er centreret om Godzilla. Det kommer de jævnt ud af, og det er ikke ligefrem årets udgivelse, vi har foran os her.  Men point for at køre pointen ud i yderste potens. Tag bare pladens titel. Længere end de fleste ville gøre. Alt er centreret om det japanske tegneseriemonster, mens musikken desværre ikke har samme voldsomme styrke og ikke efterlader sig samme dybe spor af ødelæggelse. 

Når et band er så vilde med Godzilla, skulle man tro, de kom fra Japan. Det gør de ikke. Oxygen Destroyer er fra den nordvestlige stat Washington, hvor byen Seattle ligger. Den har metalmiljøet tidligere stiftet bekendtskab med. I halvfemserne var det grunge, der hærgede verden som en fiktiv blanding af en gorilla og en hval. Alt blev smadret og Seattle sejrede.

30 år senere opstår Oxygen Destroyer så selvsamme sted i 2014. De udsender i 2018 debutpladen 'Bestial Manifestations of Malevolence and Death'. De turnerer lidt i USA, og deres første koncerter i udlandet er ikke overraskende Japan, hvor myten om Godzilla er startet. For det her handler udelukkende om Godzilla. Bandets navn er det våben, som man bruger til at dræbe monsteret med i den oprindelige japanske film fra 1954. 

Siden er det blevet til utallige store og små film, tegneserier og alt derimellem om denne skabning, der lever dybt i havet. Ikke mindst Hollywood, der i 1998 for første gang satte sig for at genoplive monsteret på det store lærred. Den kendte actionfilmsinstruktør Roland Emmerich, der netop havde haft kæmpe succes med filmen 'Independence Day' fra 1996 med Will Smith, kastede sig over projektet, og filmen blev relativt populær, men ikke nok til at man fulgte den op. Hvilket egentlig var planen. Der skulle gå næsten 20 år, inden man igen forsøgte sig. I 2014 kom så næste forsøg fra Hollywood, og filmbyens CGI-hold var nu ved at være så gode, at det igen var sjovt at se et monster smadre storbyer. I hvert fald kom der en opfølger i 2019 og senest her i 2021 kæmper Godzilla nu mod King Kong. De to Hollywood-monstre mødes omsider på det store lærred og ødelægger en masse.

Sådan føles Oxygen Destroyers seneste plade 'Sinister Monstrosities Spawned By the Unfathomable Ignorance of Humankind'. Man kunne foranlediges til at tro, at den titel var et svirp med en hale til menneskeheden om vores behandling af den klode, vi bor på. Men nej, det er alle de prøvesprængninger af atombomber i Stillehavet, der har skabt det her monster, og det burde vi da have kunnet forudse, ikke?



På den måde kværner Oxygen Destroyer sig gennem otte skæringer, der på hver sin måde fortæller historier om Godzilla og hele det mytiske univers, der er skab om figuren. Der er små lydklip fra nogle af de film og serier, der er skabt gennem tiden, og det er således meget gennemført, men ligesom Hollywood-filmene aftager effekten og nyhedsværdien ganske drastisk efter at have hørt de første par sange. Eller set de første 30 minutter af en film, hvor New York, Paris eller San Fransisco igen ødelægges af en computergeneret dybhavsbandit. 

Oxygen Destroyer spiller en særlig variation af dødsmetal med både thrash og black metal ind over hist og pist, men selvom anmelderen hører pladen lige så mange gange, som der er film om Godzilla, så er der ikke et riff, der sådan sætter sig fast.  Det er dog 29 minutters hærgen i ørerne. Heldigvis trækker Oxygen Destroyer ikke historien ud i flere timer, som man gør på filmlærredet, så om noget, så kender de dog til begrænsningens kunst. Er man til dødsmetal, der er lige så hurtigt som Kreator eller Slayer, og som ikke er blege for at skrige, som var de malet i corpse paint, så er Oxygen Destroyer måske lige akkurat den atomdrevne hybrid, som du måske ikke vidste lå og lurede i dybet.