Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Fra håndgranat til heksehyl

Updated
Panzerfaust_III_Cover

Canadiske Panzerfaust har lagt stilen en smule om, og resultatet er en iltfattig atmosfære, der kvæler alle forsøg på engagement.

Kunstner
Titel
The Suns of Perdition - Chapter III: The Astral Drain
Trackliste
1) Death-Drive Projections
2) The Fear (Interlude)
3) B22: The Hive and the Hole
4) The Pain (Interlude)
5) Bonfire of the Insanities
6) The Fury (Interlude)
7) The Far Bank at the River Styx
8) Enantiodromia (Interlude)
9) Tabula Rasa
Forfatter
Karakter
2

Det er altid lidt af et sats, når man udser sig et black metal-album til anmeldelse. Der er nemlig i visse kredse en tendens til at associere sig med nationalsocialistiske kræfter, der i nogle tilfælde udmønter sig i ublu neo-nazisme og andre former for fascistoide tilhørsforhold.

Rent personligt er der intet ønske om at støtte den form for asociale overbevisninger — som Red Warszawa så smukt formulerede det på den ikoniske ‘Norsk Black Metal: “jeg er ikke fascist, for jeg syn’s det er trist, at kun de sorte skal hades. Alle skal lide, side om side …” Og med dette forbehold for manglen på lyst til at skelne mellem kunst og kunstner, har jeg forsøgt at danne mig en mening om 'The Suns of Perdition - Chapter III: The Astral Drain'.

Forandring fryder...?
For lige at dvæle ved mit ordvalg som en pernitten Colvmbo, så er begrebet kunst en relativ og elastisk størrelse. Hvad der menes, er ikke altid, hvad der forstås, og beskueren/lytteren er præget af sine egne præferencer, uanset hvor åbensindet man end måtte tilgå værket. At kunne stille en musikers albums op i rækkefølge og se deres udvikling gennem årene er altid interessant, og i Panzerfausts tilfælde kan jeg konstatere, at heller ikke de er uberørte af de nye vinde, der blæser i black metallen. Hvert andet nummer er således et atmosfærisk interlude, der skal fungere som springbræt til det næste nummer.

Det er ikke fremmed for genren at drysse diverse atmosfæriske udladninger ud i musikken. Det har været en fast bestanddel gennem årene. På det seneste har det udmøntet sig i en masse ambience og overlap med subgenren dungeon synth, til min store begejstring. Satyricons seneste benytter sig af det i høj grad,  men også Enslaved har inkorporeret det endnu mere end hidtil — begge med betydeligt større succes.

Ekkoet af de messende masser på ‘The Pain’ er dog tilpas i pladens ånd, og sammen med lyden af den tilbagevendende regn på ‘The Fury’, er det muligvis det mest vellykkede forsøg på en rød tråd på hele pladen. Numrene er korte, og stemningsmæssigt og teknisk passer de godt ind med resten af albummet, men de virker som fartbump, og resultatet bliver en sløv affære.  

Overordnet spolerer det spændingsfeltet, hvor momentum er vigtigt for effekten af de enkelte virkemidler; ‘B22’ er et godt eksempel på dette. Hvad der føles som et langt mellemstykke med storhedsvanvid, siver i stedet langsomt ud og efterlader mig med følelsen af at være blevet snydt for et crescendo. Når de brager igennem, gør de det virkelig godt, men tit og ofte lover de mere, end de kan holde, hvilket er ærgeligt, når de nu gør sig umage for at fortælle en historie.

Formildende omstændigheder
For eksempel er ‘Bonfire of Insanities’ et velspillet, langsommeligt stykke sludget black med en grum og rusten vokal, der til sidst eksploderer mellem hænderne på os i et orgie af blastbeats og riffsalat. Desværre dræber opbygningen af pladen ethvert tilløb til en sammenhængende oplevelse. Den knyttede næve bliver et lunkent dask, og selvom habilt spillede ‘The Far Bank At The River Styx’ gør, hvad den kan, for at få pulsen op med alle de klassiske virkemidler, er det for lidt, for sent.

Faktisk er det først til allersidst, at jeg synes, Panzerfaust lever op til sit navn. Førstehåndsindtrykket af førstesinglen holder stadig ved. Jeg var ikke synderligt imponeret, men det er ubetinget det nummer, der kompenserer bedst for sine træge progressioner. Skidt pyt med at rytmen og tempoet på trommerne øjeblikkeligt mindede mig om Burzums ‘Ea, Lord of the Depths’, de var en glimrende og værdig afslutning på en plade, der aldrig helt kom ud af skyttegraven, til trods for et hæderligt forsøg på at prøve noget nyt.

Det kan være svært at afgøre helt nøjagtigt hvor canadierne står henne, for enten skal man lytte til ordsproget om “vis mig dine venner og jeg skal sige dig hvem du er” eller lade tvivlen komme dem til gode. Er de bare nogle bøvede edgelords med dårlig smag i mennesker, eller er de rent faktisk nogle højreorienterede båtnakker, der gemmer deres indskrænkede menneskesyn i musikken og kalder det kunst? Jeg ved det ikke, men det er en diskussion til en anden gang.