Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Det unødvendige medlem

Updated
pelicannighttimecd

Pelicans sjette album er et stærkt eksempel på, at man ikke nødvendigvis behøver følge den slagne vej i metal.

Kunstner
Titel
Nighttime Stories
Dato
07-06-2019
Trackliste
1. WST
2. Midnight and Mescaline
3. Abyssal Plain
4. Cold Hope
5. It Stared at Me
6. Nighttime Stories
7. Arteries of Blacktop
8. Full Moon, Black Water
Forfatter
Karakter
4

Det kan nogle gange undre, at det er så svært at lave instrumental metal, fordi en genre som klassisk, der har så mange lighedspunkter med metal, altid fungerer uden vokal. Derfor er det også modigt, at Pelican insisiterer på at klare sig uden en sanger, som de nu gør i sjette omgang med den aktuelle udgivelse ‘Nighttime Stories’. 
 
Chicago-bandet har truffet det modige valg at undgå den oplagte fælde med melodiske guitarer, der gør det ud for stemme, og derfor kræver det virkeligt skarpe riffs at holde fast i lytterens opmærksomhed igennem et helt album. I nogle sange lykkedes den mission med formidabel succes – et nummer som ‘Abyssal Pain’ er både intenst og insisterende med instrumenterne, og det samme gælder titelsangen, hvor de med skæve toner skaber en led stemning. 

Lige så stærkt står Pelican, når de vægter store klangfalder og tilbagelænede elementer. ‘Full Moon, Black Water’, ‘It Stared at Me’, og introen ‘WST’  kan med dyster stemning og en snert af mystisk fint bevare energiniveauet trods det langsomme tempo, ligesom førstnævnte i selskab med ‘Arteries of Blacktop’ også har pladens vildeste passager, når der riffes igennem. 
 
Den største udfordring for pladen er, at det mere er en stemning frem for enkelte stykker, som sætter sig. Man skal lytte, fordi følelserne er interessante – ikke de enkelte riffs. Men overordnet lykkes det for Pelican at skrive et album, hvor man ikke sidder tilbage og stiller det ellers oplagte spørgsmål, om det ville være bedre, hvis de havde haft det ekstra medlem, de insisterer på at undvære.