Ny retrorock
Populær
Vintage Caravan gør med ’Arrival’ et foreløbig stop på bandets rejse frem mod endemålet. Bandet har nok også brug for en lille tænkepause til at finde ud af, hvorhen og hvordan den videre rejse i rockland skal forløbe.
2. Monolith 3:19
3. Babylon 5:30
4. Eclipsed 6:43
5. Shaken Beliefs 4:36
6. Crazy Horses 3:13
7. Sandwalker 4:36
8. Innerverse 6:50
9. Carousel 4:27
10. Winter Queen 8:45
'Arrival' er The Vintage Caravans andet album efter debuten på Nuclear Blast i 2012 med ’Voyage’ Ret beset er det faktisk det tredje album, da The Vintage Caravan selv udgav et album med bandets navn i 2009.
Med albumtitlen ’Arrival’ som efterfølger til ’Voyage’ signalerer bandet, at rejsen er slut, og man er ankommet til rejsens mål. Det skal formentlig ikke tages alt for bogstaveligt, for The Vintage Caravan er et ungt band, der sikkert her mange flere mål inden for musikken.
Men det vil nok være en god idé at stoppe lidt op og tænke over, hvorhen den videre rejse skal gå. For ’Arrival’ fremstår som et album, der stritter i lidt for mange retninger.
Retropræget produktion
Der er ikke tvivl om, at The Vintage Caravan’ er særdeles inspireret af rockmusikken, som den fremstod, længe før der overhovedet var tænkt på bandets medlemmer. Musikalsk befinder vi os stilmæssigt i tiden lige omkring overgangen fra de syrede tressere til de tungere halvfjerdsere. Bandets hang til at hente inspiration hos bands som Cream, Led Zeppelin og Black Sabbath er tyk og styg. Ja, selv den bestemte form The i bandets navn og skrifttypen i logoet signalerer, at vi skal tilbage til tresserne for at noget lignende. Endelig er der produktionen, hvor der f.eks. bevidst lige er lagt en anelse for meget ekko på vokalen, med til at skabe en fornemmelse af, at vi befinder os omkring årsskiftet 1969/70.
Bandet spiller også deres musik godt og mange af sangene – skønt noget skabelonagtige – er ganske fine. Alligevel er det lidt, som om det netop er bandets og især producerens bevidste forsøg på at ramme den gamle lyd, der får Vintage Caravan til at lyde som bandets forbilleder.
Hvis det i stedet havde været en anden producer med helt frit valg, havde ’Arrival’ formentlig lydt helt anderledes, ja, måske endda helt ovre i noget, der ville minde om ny rock snarere end den retrorocklyd, som gennemsyrer albummet.
Med sin trioform bestående af guitarist/sanger Óskar Logi, bassist Alex Örn og trommeslager Guðjón Reynisson minder bandet såvel i fremtoning som i stil faktisk ikke så lidt om Dizzy Mizz Lizzy. Begge bands har den velspillede, lidt tunge, lidt progressive, men samtidig også let tilgængelige tilgang i musikken.
Sangene
Men hvad med sangene? Hvad er det for noget musik vi har med at gøre?
Albummet lægger fra land med den lidt syrede ’Last Day of Light’, der efter en lang intro sætter i med Óskar Logis forvrængede og ekkoficerede vokal. Det er sådan set godt nok. Men skrabes retroproduktionen fra, kunne sangen ligeså godt var med et britisk nyrock-band. På ’Monolith’ er der hentet lidt inspiration fra Black Sabbaths tidligste år. ’Babylon’ er første videoudspil fra ’Arrival’. Her er der også klare spor af Black Sabbath i en sang med et fængende riff og et helt godt omkvæd, men et lidt kedeligt vers.
">
På ’Shaken Beliefs’ forsøger The Vintage Caravan at blande lidt progrock ind i rocken. Det fungerer, til dels, idet den bedagede lyd dog irriterer noget.
Sangene ’Crazy Horses’ og ’Sandwalker’ er begge let tilgængelige rockere, der sikkert vil fungere godt live, men hurtigt bliver lidt trættende på albummet.
Albummets sidste sang begynder godt med en heftig intro, inden bandet mærkværdigvis beslutter sig for at køre videre i et univers, der kortvarigt giver mindelser om The Doors. Og sådan går det frem og tilbage i tiden på denne sang såvel som på hele ’Arrival’.
Det er nemt at lade sig irritere over produktionen på ’Arrival’, da den tager fokus væk fra musikken. Og det er også irriterende, at man lader sig irritere, for der er meget godt at hente på albummet.