Et lurvet liv til søs
Engang lovede sørøveri frihed, eventyr, glorværdighed og store skatte. I dag virker det mest af alt lurvet og monotont, en evig pirattrædemølle.
02 Wings Of Fire 3:57
03 Say Your Prayers 5:14
04 Diamonds & Pearls 4:44
05 Wild & Free 5:28
06 Crossing The Blades 6:00
07 One Night, One Day 4:59
08 The Shellback 6:11
09 Wild, Wild Nights 4:30
10 The Iron Times (1618 - 1648) 10:29
Som barn var jeg lidenskabeligt optaget af pirater. Jeg klædte mig ud som sørøver i tide og utide, så så mange sørøverfilm, jeg kunne komme i nærheden af, hørte 'Skatteøen' på kassettebånd (ikke Sebastians musical, men en sikkert forkortet børnebogsversion af R.L. Stevensons roman), til jeg nærmest kunne den udenad.
Jeg var også en ivrig seer af min ældre fætters vhs-bånd med 'Jack Holborn', en tysk produktion fra 1982 om en teenagedreng, der står til søs for at undgå børnehjem, og bliver indrulleret i en række intriger med skibets kaptajn, der viser sig at være pirat, og dennes tvillingebror, som er en dommer med et had til sin piratbror på grund af den skam, han kaster over familien via sit valg af erhverv. Så vidt jeg husker holdt jeg helt klart med piratkaptajnen i den intrige, men jeg har også en vag anelse om, at sympatien ligesom skifter, og man ender med at holde med den lovlydige tvillingebror, som vist til gengæld, fordi han er tvilling til piratkaptajnen, forveksles med denne og ender med at blive hængt som pirat. En forvirrende omgang, hvor den ene forveksles med den anden.
I det omfang jeg havde mulighed for det, læste jeg tegneserien 'Rødskæg', selvom den egentlig var lidt for uhyggelig for mig, når min far lånte den på biblioteket, og jeg gøs frydefuldt over skeletterne, våbnene og formentlig også den liderlighed, der ligesom lå på lur i den tegneserie (det er 'Rødskæg', som piraterne i 'Asterix' er en parodi på).
For nylig genlæste jeg ved et tilfælde nogle bind af 'Rødskæg', som er blevet genudgivet. Hvad der dengang forekom mig at være en spændende og anarkistisk verden fyldt med eventyr, frihed, guld, skattejagt og muntre piraters legen kispus med ordensmagten, virkede nu monotont og trivielt. Serien består af endeløse intriger og forvekslinger og langstrakte plotpunkter, og fremstod ærligt talt mildt kedelig. Det er en serie designet til at kunne fortsættes i det endeløse, hvor alt kan strækkes ud for at få sidetallet til at gå op.
Omtrent samtidig læste jeg Richard Hughes' (meget anbefalelsesværdige) roman 'A High Wind in Jamaica' fra 1929, hvor nogle engelske børn ved et uheld tages til fange af pirater. Bogen er et modsvar til victorianismens børnebøger med deres dygtige, dydige børn og megen eventyrlyst. Det liv, der skildres ombord på skibet, er ensformigt, lurvet, snavset og ikke ret sjovt længe ad gangen, selvom der er en vis sympati og munterhed børn og pirater imellem.
Al denne piratlekture har lært mig, at så meget er der formentlig ikke ved livet som pirat. Det store kup har det med at forsvinde i horisonten, man er under pres fra omverdenen, og skulle kuppet lykkes, kan man næsten aldrig slippe af med sin identitet som pirat, fordi det ligesom klæber til en, og fordi der altid er nogen, der genkender en som pirat og får en hængt. Det ved første øjekast glorværdige og spændende og måske anarkistiske ved piratlivet virker i stedet lidt nusset og selvgentagende, formularisk, en evig pirattrædemølle, der aldrig holder op (tænk blot på 'Pirates of the Caribbean'-franchisen, der engang var et frisk pust), bliver ved langt ud over rimelighedens grænser, også for piraterne selv.
Sådan er også den tyske piratmetalinstitution Running Wild også blevet, og det viser deres 17. album 'Blood on Blood' med al tydelighed. Men i det mindste er det da ikke Alestorm.