Roskilde ’18: En anstrengt opvågning
Man måtte tage sig endnu en lur efter en sløj start på fredagens program med Skeletonwitch.
Et af mine personlige højdepunkter på Roskilde Festival er fra 2011, hvor Electric Wizard kom ind fra højreflanken på et afbud og åbnede dagen forfærdelig tidligt med deres tunge, vederstyggelige doom. Der er ikke noget som gedigen doom – eller drone for den sags skyld – fra morgenstunden. Helt lige så let var det ikke at få øjne til Skeletonwitch, hvis melodiske og let thrashede og blackened heavy metal havde svært ved at finde ud af, hvilket ben det skulle stå på.
Kvintetten fra Athens, Ohio så ellers friske og veloplagte ud, men man sporede allerede tidligt en monotoni i koncertens udvikling. Helt basalt mangler bandet for mig at se nogle velskrevne numre, der adskiller sig fra hinanden og genekollegaerne i Toxic Holocaust og Goatwhore. Der er momenter og enkeltdele i de fleste skæringer, der pirrer ens nysgerrighed, men det er flettet ind i en jævn og generisk lyd og en masse usammenhængende stykker. Dette fik vi at høre allerede på ’Fen of Shadows’, der er at finde på amerikanernes kommende udgivelse, ‘Devouring Radiant Light’, som udkommer d. 20. juli. Sangen indeholder sporadisk et heavy-groovende riff, som ledte tankerne hen på Mustaschs stoner-heavy. Senere i samme skæring er der sågar en gedigen og velintegreret guitarsolo, men det samme kan ikke siges om adskillige af sangens andre skift og stykker. Der var ellers kastet mange ideer ind i de sange, som vi fik præsenteret på Pavilion, så anken er ikke, at sangene bliver for repetitive, men snarere at de fremstår for rodede i et alt for jævnt lydbillede. Bandet mangler både at kunne skrue bedre på knapperne og nogle kompositoriske redskaber, før de for alvor bliver interessante.
Helt skidt var det hele dog ikke. Bassisten Evan Linger havde en imponerende old school og vuggende tilgang til sit instrument, som gav den metalliske lyd et touch af 70’er-hard rock. Dette gav flere sange i deres live-repertoire et tiltrængt præg af noget organisk midt i sangenes temmelig generiske opbygning.
Anderledes var det med nyeste skud på stammen, forsanger Adam Clemans, hvis vokal og sceneoptræden virkede forceret og anmassende. Hidtil har Clemans kun været at finde på ep’en ’The Apothic Gloom’ fra 2016, der cementerede skiftet fra den tidligere frontmand og medstifter, Chance Garnette. Garnette havde en mere bidsk vokal og mørk stil, der klædte Skeletonwitch bedre.
Måske skal Clemans have lidt flere shows under bæltet og flere egne sange på sætlisten, før det bliver tilforladeligt. Det får man mulighed for at få se an d. 14. oktober, hvor de gæster Pumpehuset med Mantar.