Strychnos går efter struben
Populær
Olmt, arrigt, brutalt. Melodisk, atmofærisk, storladent. Strychnos albumdebuterer noget så eftertrykkeligt efter femogtyve års eksistens.
Femogtyve års eksistens uden et eneste fuldlængdealbum. Det er næsten en bedrift i sig selv, at Strychnos har kunnet eksistere så længe uden at have mere end en ep, en single, en demo og en opsamling på samvittigheden. Men heldigvis er debutalbummet ("den længe ventede" giver ikke rigtig mening her) 'A Mother's Curse' en endnu større bedrift.
Om det er de mange års opsparede galde, der gør sig gældende, skal jeg ikke kunne sige, men Strychnos går i hvert fald efter struben allerede fra første skæring, den doomy 'Traumer', der er godt ond i sulet.
Strychnos' grundsubstans er death metal af typen fra de mere egensindige bands fra 90'erne, blandet med elementer af en rocket black metal, et sejt swingende groove, et strejf af doom og en rig åre af klassisk metal (som et langt mere dødt Dissection og alligevel ikke helt). Det er måske de små genreblandinger, det, at Strychnos føjer elementer fra andre genrer ind på så ubesværet vis, der er med til at give bandet deres egen identitet De rammer i hvert fald en signaturlyd på 'A Mother's Curse', og det er noget, som det ikke er alle bands i dag forundt. Strychnos lyder som et band, der kan deres metalhistorie så godt, at de kan kombinere velkendte elementer til noget, som er deres eget.
Det kan fx høres i 'Blessed Be the Bastard Reign', hvis gungrende groove og melodiske hooks går op i en højere enhed, og hvor det fængende og rock'n'rollede møder en atmosfære af sortmetallisk majestæt, der fortsættes i titelnummeret. Og overalt er der vaskeægte riffs i en Lasse Ballade-produktion, der heldigvis ikke lyder alt for moderne med guitarernes uldne tone; en kraftfuld, varm og knusende tung og rådden produktion. Hvor riffet af og til kan være en mangelvare i nyere metal, er der ingen smalle steder hos Strychnos. Og selvom albummet måske mangler et eller to af de helt store hits, er det generelle niveau så højt, at det ikke er noget problem.
I det hele taget lykkes 'A Mother's Curse' i høj grad med at kombinere det brutale og det monumentale, det groovy og det atmosfæriske og melodiske og forme det til en slagkraftig og fordærvelig og højst lytteværdig helhed, som i den ellers tunge, klassisk døde 'Blind Eye Epiphany', der lægger et par lækre atmosfæriske leads ind og tilføjer råddenskaben et storladent element. Suverænt.
Strychnos er efter sigende allerede på vej i studiet i begyndelsen af det nye år. Hvis de kan holde niveauet og endda bygge videre på det, er der noget at glæde sig til.