Teknisk snilde og melodisk tæft
Melodierne er i overflod på briternes femte album, men energien og det tekniske overskud er bibeholdt, og samlet set er udgivelsen et fint comeback efter fem års albumtørke.
Sylosis har måske nok sine rødder mest plantet i thrash-genren, men der har altid været andet klassisk fræs i bandet med mastermind Josh Middleton i front på guitar og vokal. Derfor ses musikken også at flirte med metalcorens skift mellem brutalitet, melodi og til dels breakdowns. Men der er også noget over den rå stemmeføring, det let hule, primale råb, som gør, at dødsmetalfans også kan være med, ligesom et riff i ny og næ fint kunne være glimrende dødsmetal, selvom udtrykket ikke er nedstemt som det så ofte ellers gælder for dén genre.
Selvom Sylosis har skåret knap ti minutter af bandets vanlige spilletid på et album, så er det ikke fordi, der ellers er søgt efter simplificering af udtrykket. Det er stadig en mundfuld, som kræver sine lyt, før de mange riffs endelig sætter sig og styrken i dem fornemmes i helheden på dette femte album. Der er kommet en art melodi ind i nogle af Middletons råb, og det giver en fornemmelse af højt til loftet og stemning. Hør f.eks. 'Invidia', hvor guitarerne så samtidig giver et nyt bud på hård og høj twin-guitar-føring, mens trommerne mestendels thrasher derudaf i et energisk uptempo, der pacer sangen frem.
Lyden er fyldig og imponerende tydelig så de tekniske detaljer, som bandet stadig eksekverer, står frem og kan nydes. Som nævnt er der et større melodisk snit, selvom det stadig er musik med fart over feltet. Tungt og stemningsfuldt bliver det dog også; 'Idle Hands' er et skarpt eksempel, hvor keyboards endda har fået lovet at bidrage til at skærpe den storladne stemning. Et nummer, der også har spøjse guitardetaljer, hvor det på et tidspunkt lyder mere som guitarskala-øvelser end noget, som egentlig bidrager særligt til sangen.
Bulder og brag, melodi, saft og kraft
Det tekniske er som nævnt stadig et vigtigt element for Sylosis, som kan gøre bandet svært at fange i de første par lyt. Der er dog oftest mening med galskaben, og det er sjældent, at det stikker lidt af ud af en tangent som i førnævnte nummer. Der er næppe riffs, som vil være ikoniske for eftertiden, altså et 'Walk'-riff eller 'Master of Puppets'-riff, men uanset om briternes energiske stil, nu med ekstra melodi, fanges fra start eller først efter nogle lyt, så føles det langtidsholdbart og særdeles headbanger-venligt, når der brages igennem. Og når det er mere stille, er det tungt, men nu også pompøst. Bandet har for vane at være skarpe i en live-situation, og dette nye album har ting, der bestemt vil gøre koncertoplevelsen endnu større.
Det er som om, at Sylosis lidt har udviklet sig som en slags pendant til Machine Heads 'The Blackening', hvor briterne her står lidt mindre på thrashen, da der også er dødsmetalliske elementer og en lidt mere brutal tilgang, som lige har hapset de bedste trademarks fra det bedste indenfor metal- og deathcoren.