Gallllllllop
Populær
Ligesom Odins hest er for guddommelig til at være en vanskabning, er Flight of Sleipnir også for idérige og dygtige til at skulle overses.
2. January
3. Thaw
4. Bathe the Stone in Blood
5. Harvest
6. Servitude
Her står Flight of Sleipnir med deres syvende plade ‘Eventide’ og har nu næsten givet helt afkald på ren vokal og overgivet sig helt til black metal screaming, men beholder deres skandinavisk-folkinspirerede lyd. Deres første plader var noget halvdårligt produceret, men kreativt psykedelisk doom. Denne grundessens har de holdt fast i gennem karrieren, men de begyndte gradvist at flirte med black metal på de efterfølgende plader. På ‘Eventide’ træder de længere ind i den lydmæssige black metal-æstetik. Men der er på ingen måde ambitioner om en rendyrkelse af nogen genre, men at blot at samle deres mange idéer under en samlet post metal-hat.
Det er dog langt fra den okkulte og satanfremkaldende black metal. Det er mere ovre i den smukke og melodi-melankolske forgrening, som vi typisk kender fra Enslaved, det tidlige Ulver og, her til lands, især Orm. De trækker også på så tilpas mange andre genrer, at det vil være misvisende at kategorisere som black, da det primært er vokalen og den galoperende tremolo-picking der giver det indtryk. De lader langt mere sangene skrive og definere sig selv, end de lader en genre gøre det. Og derfor er det fra start til slut, fornøjeligt at lægge øre til.
Rocky Fjelde
De tre første numre følger den samme form af velkomponerede og episke urmelodier med overvejende fokus på dynamisk sangskrivning, fremfor riffs og klassisk sangopbygning. De er dog overhovedet ikke ensformige, de stikker alle ud på hver deres måde, da stemningerne og melodierne, gode som ondsindede alle er stærke og gode nok til at have deres eksistensberettigelse. Så det bliver ikke kedeligt, det er bare mere af det gode.
Man skal eddermame lytte godt efter, for at høre, at kvartetten er fra Colorado og ikke og ikke Skandinavien, da denne geografiske metal-lomme står skrevet over det hele. Udover at tage navn efter Odins ottebenede hest, bruger bandet den nordiske mytologi som billedsprog til samfundskritik, og så de har en så skandinavisk folket lyd, som kun bogorme i skandinaviske skovhytter plejer at kunne fremelske. At de så også får hele molevitten til at lyde så gennemført og autentisk skandinavisk tyder på, at de har godt et godt musikalsk øre og har sat sig ind i stoffet. Det skulle lige være outroen til ’January’, der efter næsten fem minutters vekseleren mellem smukke melodier og onde intervaller går over i et lækkert og afdæmpet stykke, der lyder mere som en musikalsk afbildning af Rocky Mountains end de norske fjelde.
Blackedelia
The Flight of Sleipnir får godt og grundigt demonstreret, at de behersker de stærke melodier, og begynder derfra at hive andre kort ud af ærmerne. ’Bathe the Stone in Blood’ har en psykedelisk intro, der lyder meget som Pink Floyds ’Echoes’. Henover bliver der spillet en øm guitarsolo, der dog ikke kan måle sig med David Gilmours indfølelse, men den tjener formålet. Denne psykedeliske 60’er-70’er fornemmelse går igennem resten af nummeret og man får nærmest lyst til at omdøbe bandet til ’Black Floyd’. Og det er slet ikke for at gøre grin med The Flight of Sleipnir. Man kan høre, at det er det, de vil, og det lykkes de godt med. Derudover er det også med til at danne en meningsfuld kontinuitet med deres tidligere albums.
Det postede fortsætter i ’Harvest’, der ved første indskydelse godt kunne misforstås som Opeth’s nummer fra Blackwater park under samme navn. Men i forlængelse af Flight of Sleipnirs post metalliske rock bliver forbindelsen langt mere Crippled Black Phoenix, da udtrykket er mere mytologisk og forkrøblet, end det er Åkerfeldtsk og mystisk.
Ved at blande 60’er- og 70’er-psychedelic og rock sammen med doom og black metal skaber de et virkelig godt og gennemført koncept samt originalt lydbillede. Det er med bravur, at The Flight of Sleipnir har skabt et episk og helstøbt album, der er alsidigt nok til ikke at blive kedeligt, men med nok grundessens til at fange albummets røde tråd.