Et lovende musikalsk bagtæppe
Populær
Texanske The Swords sjette album gør op med metalfortiden og skuer mod uendelige musikalske muligheder.
2. Deadly Nightshade
3. Twilight Sunrise
4. The Wild Sky
5. Intermezzo
6. Sea Of Green
7. Nocturne
8. Don't Get Too Comfortable
9. Used Future
10. Come And Gone
11. Book Of Thoth
12. Brown Mountain
13. Reprise
Væk er aggressionen fra debuten ’Age of Winters’. Væk er de drønende riffsalver fra det foreløbige hovedværk ’Warp Riders’. Ret ofte er forsanger John Cronises til tider udskældte vokal også udraderet. Ja, man skal faktisk også løfte en dyne eller to for at finde en god grund til stadig at kategorisere The Sword som et metalband. Forfærdeligt, ikke?
Nej, overhovedet ikke. Modsat åndsfællerne i Mastodon har The Sword nemlig ikke benyttet lejligheden til at begynde at lave radiorock. I stedet er ’Used Future’ et musikalsk landskab fyldt med smuthuller og gemmesteder, der venter på at blive udforsket. Stilmæssigt lægger The Sword sig godt til rette i den 70’er-inspirerede retrorock, hvor specielt inspirationen fra Pink Floyd er åbenlys. Bryan Richies synthesizere har fået en fremtrædende rolle i bl.a. de to instrumental-numre ’The Wild Sky’ og ’Nocturne’, hvor sidstnævnte nærmest har et feel af tidlig Genesis over sig. Pladen oser af progrock-inspirationer og er gennemsyret af en spacet, sci-fi-agtig overjordisk lyd i de passager, hvor synthesizerne får lov at bære musikken.
Som stolte texanere er The Sword heller ikke blege for at låne fra en god håndfuld af sydstaternes andre veltjente koryfæer. Pladens mest lettilgængelige nummer og crowdpleaser, ’Twilight Sunrise’, har et tydeligt ZZ Top-agtigt udtryk, og arven fra bands som Lynyrd Skynyrd og Creedence Clearwater Revival er nem at høre i pladens to lukkere, ’Book of Thoth’ og den western-twangede ’Brown Mountain’.
Generelt er de tunge groovy guitarer dog gemt lidt af vejen pladen igennem, der er skruet ned på distortion-pedalen, og The Sword virker nu som et band, hvor alle byder ind med deres bedste, mere end tidligere, hvor John Cronise på vokal og guitar har været den altdominerende leder.
Soundtracket til dine yndlingsfilm
’Used Future’ står generelt ud som et musikalsk baggrundsbillede, der gør sig bedst, når det får lov at blive nydt lidt diskret. Numrene er ikke så pågående, som vi tidligere har set fra The Sword. Til gengæld er det en plade, der sniger sig ind under huden på dig, bedst som du er i gang med noget helt andet. Og den vokser.
Jeg tog mig selv i flere gange at få associationer til Johnny Depp iført solskærm, der ”were somewhere around Barstow, when the drugs began to take hold”. Til en Matthew Modine-voiceover i en vietnamesisk jungle. Til seks mand i sorte jakkesæt på vej ud af en diner for at udføre deres livs kup.
Det faktum, at ikke mindre end seks af pladens tretten numre er instrumentale, samtidig med at vokalen er blevet et mindre fremtrædende element på de resterende sange, understøtter den følelse, man får af, at dette i lige så høj grad kunne være et filmisk score, som det kunne være en prog-plade fra en flok sydstatsfolk, der engang høvlede stoner metal til den store guldmedalje.
Hvis du bare vil have The Sword til at spille noget af det gamle, er dette sikkert ikke pladen for dig. Men man får på fornemmelsen, at John Cronise selv italesætter dette i den melankolske ’Come and Gone’ med sit mantra-agtige omkvæd ”the time has come and gone, move on”.