Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Fredsslutning med verdens forfald

Updated
We Must Leave You
Aleks_Talve_235102
Aleks_Talve_375831

De finske noiserockere fra Throat har på deres fjerde udspil fundet mere ro i den ulmende post-punk, med ekstra flair for de gotiske virkemidler.

Kunstner
Titel
We Must Leave You
Dato
27-10-2023
Genre
Trackliste
1. Negative Lite
2. Heaven Hanged
3. The Transaction
4. Trespassing
5. Hearsay or Heresy
6. Tiny Golden Murder
7. Valedictory
Forfatter
Karakter
4

"Throat slår op med verden. Nok er nok. Lad os få endnu et lockdown. Intet behov for smålige kommentarer om, at verden brænder - lad den brænde."

Således introducerer finnerne selv baggrunden for 'We Must Leave You' på deres Bandcamp-side. På tidligere udspil har tonen været harsk og støjende, og det er da heller ikke svært stadig at spore i momenter, som man lytter sig igennem denne selvproklamerede break-up plade. Blot to år er der gået siden 'Smile Less', og fordums aggression har nu transformeret sig til accept af verdens tilstand.

Ikke fordi smilet er blevet bredere - bestemt ikke. En tung, 80er-elektro vibe åbner pladen på 'Negative Lite', der i sin simpelt repetitive form med Jukka Mattilas skælvende røst fungerer som den foruroligende intro, inden 'Heaven Hanged' tilføjer ekstra kolorit til lydbilledet. Antti Kinnunens marcherende trommer og Lauri Leppänens pulserende bas lægger bunden, mens Mattila fortæller os, at "...the monsters outside shake hands with the monsters inside", lige inden den midlertidige forløsning dukker op i pre-chorusset, før vi starter forfra påny. Omkvædet kommer aldrig, men til gengæld forløses det hele tre et halv minut inde, da Mattila demonstrerer en anden, højere facet til sit toneleje, og de melodiøse sensibiliteter bryder ud i et længere, afrundende crescendo.



Staccato-introen til 'The Transaction' bevæger sig hurtigt over i flerlags-melankoli á la sen-firsernes The Cure, og er en af pladens absolutte højdepunkter med mere punch og vægt på de gotiske kvaliteter, som udover Robert Smith tydeligvis også trækker på Killing Joke og Joy Division blandt de mest åbenlyse inspirationskilder. Det er i hvert fald ikke svært at se Ian Curtis for sig, vuggende og udmagret i den lækkert pulserende 'Trespassing', der, selvom den skorter på opbygning, bærer det hele i intensiteten, som er en af Throats stærkeste forcer her på 'We Must Leave You'.



Den hårde virkelighed måtte dog gerne få mere luft og dynamik, hvor de lidt for ofte dvæler i en tørt minimalistisk tristesse, som fx i åbneren eller 'Hearsay or Heresy'. Pladen spiller bedst, når dramaet får mere frirum, som i fx den glimrende single 'Tiny Golden Murder', hvor alle får lejlighed til at demonstrere sine forcer, med Mattilas mest overbevisende vokalpræstation, glissandoeffekt på guitaren og lækkert schwung i Kinnunens tromme-grooves.
Igen bliver 'Valedictory' dog en lidt spagt dyster afrunding på en plade, der ellers har masser af puls – og det er måske intentionen, som den eftertrykkelige tydeliggørelse af den gennemgående opbrudsatmosfære, men i praksis bliver det her lidt uforløst.

Gudskelov er det undtagelser fra reglen undervejs på en plade, der viser Throat fra en mere ambitiøs side, hvor de tør bære deres gotiske sensibiliteter uden på tøjet, og det meste af tiden bærer det med både intensiteten i behold og øre for den gode sangskrivning. At 'We Must Leave You' så er lige lovligt kort på blot 34 minutter, og de i enkelte tilfælde bliver mere sortsynede end de kan bære, spolerer ikke det overvejende indtryk af en forhenværende noise/hardcore-kvartet, der er modnet med ynde – vi ser i hvert fald frem til at følge deres opbrud med omverdenen i de kommende år, hvis vi da ellers får lov.