Flaprende på vinger af nervøs velour og imiteret læder
Tribulation gennemfører stilskiftet til metervaregoth fra 90'ernes overskudslager, uden at det står klart for lytteren, hvorfor de gør det.
2. Tainted Skies (3:50)
3. Saturn Coming Down (5:58)
4. Hungry Waters (5:22)
5. Drink the Love of God (2:59)
6. Murder in Red (4:49)
7. Time & the Vivid Ore (3:54)
8. Reaping Song (4:40)
9. Poison Pages (6:09)
Der er noget sært bedaget over Tribulations sjette album. Det lugter så langt væk af 90'ernes atmosfæriske og gotiske metal, at det til tider føles som en parodi.
For i stilskiftet til en gotik, der er mere rock end metal, er det, som om svenskerne føler sig kaldet til at genopføre 90'erne atmosfæriske excesser.
Det stilskifte har været længe undervejs (vores anmelder brokkede sig allerede over det på forgængeren 'When the Gloom Becomes Sound'), men er nu fuldt gennemført. Og det minder i betænkelig grad om de dunkle dage i 90'erne, da alle de stilskabende atmosfæriske doom/death/black-bands pludselig skulle vise, at de skam var blevet modne og var vokset fra den "umodne" metal til fordel for "seriøs" voksen musik som Depeche Mode, Nick Cave og elektronisk musik, som konsekvent var fem år for sent på den. Tænk på Paradise Lost omkring 'One Second' og 'Host', Moonspell anno 'Sin/Pecado', My Dying Bride på albummet med den lange titel, jeg har glemt, Anathema på nogle album, alle har glemt. Selv Kreator tøflede rundt i adstadig gotisk metal på 'Endorama', som jeg nægter at tro på, at nogen kan huske.
Her er alle ingredienserne til stede: Bassist og sanger Johannes Andersson har lagt sin vokal om til en dyb gothrock-vokal, der ikke lyder helt så rødvinsliderlig og flæseskjortebærende som Fernando Ribeiros (Moonspell) og Peter Steeles gjorde dengang, men stadig vil gøre sig godt i enhver gothklub.
'Murder in Red' forsøger sig med Depeche Mode-agtige synths, der lyder lidt, som når danske tv-serier i 90'erne forsøgte sig med at være mystiske. 'The Reaping Song' hedder lige præcis ikke 'The Weeping Song', men lyder præcis, som når metalbands gerne vil lyde som Nick Cave & The Bad Seeds, nemlig som en tarvelig discountudgave af mørkemandsrockbands som Madrugada. Og sangskrivningen er strømlinet, al metallisk kant er barberet væk, og Anderssons sporadisk tilbagevendende growl virker mest som en vanesag eller et forsøg på ikke at skræmme gamle lyttere helt væk.
Har man gået og savnet det stilskifte de sidste 25 år, så er 'Sub Rosa in Æternum' sikkert noget for en. Har man ikke, så er det svært at være voldsomt begejstret. Det hele bliver for pænt og harmonisk. Sangskrivningen på numre som 'Saturn Coming Down', 'Drink the Wine of God' og 'Hungry Waters' er for så vidt solid nok, men det er stadig fattigt på storhedsvanvid, karisma og det dramatiske schwung, goth helst skal have. Man har på fornemmelsen, at numrene skulle flyve majestætisk af sted på vampyrvinger gennem natten, men det er mere, som om de flaprer lidt omkring på vinger gjort at nervøs velour og imiteret læder.
Selv hvis man godtager stilskiftet, forbliver det – som hos 90'er-forbillederne – lidt ligegyldigt. I sidste ende er problemet ikke bare stilskiftet til en strømlinet, mindre kompleks musik, men i lige så høj grad, at Tribulations gothrock ikke er ret meget mere interessant end 90'ernes sekundabands. Før lød Tribulation som sig selv. Nu lyder de mest som andre bands. Og hvis man alligevel ikke kan gøre det bedre end fx The 69 Eyes (som åbenbart stadig findes, og som åbenbart stadig er store), hvorfor så gøre det?