Ventetiden værd
Der skydes i mange retningere på ’A Stranger to You’, men det lykkes Loathe at samle størstedelen af ideerne på en bund af stærk sangskrivning.
Black Of Flats
Fortress Down
Gemini
Nothing Like the Knife
Harder to Pretend
اثينا
Revenant
The Way It Breaks
Meet the Maker
Fangs
The Ladder
Gifted Every Strength
No Stranger To You...
Ser man bort fra den instrumentale Covid-plade ’The Things They Believe’, har det taget det engelske band seks år at få skrevet en reel opfølger til den stærke ’I Let It In and It Took Everything’ (2020). Det er relativt lang tid, taget i betragtning at man som nutidig kunstner helst skal være relevant hele tiden og alle steder.
At Loathe stadig er et band, der bliver booket (senest på Copenhell i år), siger noget om styrken af ’I Let It In and It Took Everything’ – og den fortsatte interesse for kvartetten. Og for den lyd, bandet og pladen repræsenterer. Kombinationen af metalcore-elementer, shoegaze, industrielle undertoner og drømmende passager. Det er i sig selv en simplificeret gengivelse af Loathes musikalske ståsted.
Når det er sagt, så er Loathe grundlæggende meget mere. Det beviser bandet med ’A Stranger To You’.
Denne fjerde fuldlængdeudgivelse er den bedste iteration af Loathe. Et højdepunkt med flere rigtig stærke kompositioner. Dertil en varieret plade, hvor der sjældent gås efter et midtersøgende kompromis – ’A Stranger To You’ er ikke en nem plade at komme ind på. Det kræver tid – til gengæld er det i højere grad investeringen værd, set i forhold til en plade som Sleep Tokens ’Even In Arcadia’.
Sammenligningen mellem de to bands er ligefor. De deler lysten til at eksperimentere og inkludere specielt jazzede og R’N’B-elementer. For Loathe er det sidste dog primært i form af Kadeem Frances vokalføring. Derudover er det småt med sammenligningerne, dertil er Loathe signifikant bedre og langt mindre leflende for masserne.
I det hele taget bliver der ikke leflet for nogen. Det er nok de færreste metalcore-fans, der er supervilde med det buldrende industrial-beat, der definerer afslutningen på den ellers metalcore-smadrede ’Gemini’. Tilsvarende er den drømmende, smukke ’The Way It Breaks’ et noget voldsomt skifte i karakter efter ’Revenant’, der nok skal afskrække.
Derved også sagt, at der er masser af flotte eksempler på alsidigheden i Loathes musik, hvor den røde tråd, der binder det hele sammen, er en stærk fornemmelse for god sangskrivning. Sjældent fejler kvartetten på ’A Stranger To You’.
Skal man endelig kritisere bandet, er det for at være for ambitiøse med momentvise udfordringer med at fokusere i havet af gode ideer. Loathe vil meget. Rigtig meget – og det er ikke alt, om end meget, bandet lykkes fuldt ud med. Dertil skaber Frances vokalføring og den shoegazede produktion stadig enorme, unødvendige associationer til Chino Moreno og kunstnerens projekter.
Med de få aber dabei står ’A Stranger To You’ på nuværende tidspunkt som en af årets helt store udgivelser. Kunne man lide ’I Let It In and It Took Everything’, kan man roligt kaste sig over denne og den musikalske fornøjelse, pladen er.