Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Om at skabe sig selv

Updated
Victory over the sun

Vivian Tylinska, også kendt som Victory Over the Sun, er med til at holde Portland weird, som byens uofficielle slagord lyder, og satan ske lov for det.

Titel
Dance You Monster To My Soft Song!
Trackliste
Thorn Woos The Wound
WHEEL
The Gold of Having Nothing
Madeline Becoming Judy
Black Heralds
Forfatter
Karakter
5

‘Dance You Monster to my Soft Song’ er den musikalske enmandshærs måske mest umiddelbare og tilgængelige album nogensinde, men det siger måske heller ikke så meget. Hendes forrige album blev til på en selvmodificeret guitar med 17 mikrotonale trin per oktav, og hendes musik har altid været stærkt højpandet, men aldrig fortænkt eller steril. Således heller ikke denne gang, hvor der, blandt andet, mikses en god portion jazz i den karske black metal. Der er også kommet mere tyngde på og en varmere lyd til, hvilket bestemt klæder oregonianerens musik.

Albumåbneren ‘Thorn Woos the Wound’ (av, for en grum titel!) er stilistisk åben på en virkelig lækker måde. Vi får et dyk ned i mørk, cinematisk jazz efter en kaskade af vældigt ondsindede guitar-frontalangreb, men det allergrummeste er et vokalbagholdsangreb knap seks minutter inde i det næsten 17 minutter lange nummer. Vivian Tylinskas komplet dæmoniske røst:

“Veil inviolate, fluttering above the trench / veil gaseous, in dancer's loving tongue”


Hvad er det for et ukrænket slør, der flagrer over skyttegraven? Og hvorfor kan danserens kærlige tunge gennembryde det? Som altid med Victory Over the Sun gives der ikke ved de tolkningsmæssige døre, men sikkert er det, at de kryptiske linjer om kærlighed og (verdens?)undergang, om rådnende kød, lokkende hofter og faldne stjerner tager udgangspunkt i nogle af menneskets mest basale og dermed rørende følelser. Og kompositorisk er det en tilsvarende forbavsende (vi får ud over det førnævnte også en afstikker til stramt spillet indierock), men samtidig sært indbydende omgang.

Tag form

På samme vis forbavser noiseperlen  ‘WHEEL’, med sin for VOTS atypiske tyngde, og med sin lyrik, der nærmest bærer mindelser om Rud Broby Johansens skelsættende digtsamling ‘Blod’ med sine skrigende versaler og grusomme sammenblanding af både floralt og knogleknusende billedsprog - ikke at jeg dog tror, Tylinski har læst Broby Johansen. Måske handler sangen om at finde sin form - det er måske nærliggende at tolke det i den retning, i lyset af at Vivian Tylinski er transkvinde.

‘The Gold of Having Nothing’, hvor VOTS har fået hjælp af gæstemusikere på violin, basklarinet, saxofon og trompet, som alle bidrager meget positivt til kompositionen, svinger ubesværet mellem elegant jazzende stykker og rå, uforfalsket black metal-brutalitet. Igen handler det om at finde sin form, tror jeg:

‘Turn, turn! Draw form / from the endless, lambent flaw / whose teeth scrape death knells into stone / from the empty page”

Det synes at handle om at finde sin rette form eller bukke under. Heldigvis synes håbet også at eksistere på ‘Dance You Monster to my Soft Song’, og det element kulminerer i en slags ekstase, der måske bedst kan beskrives, som hvis Blondies ‘Atomic’ var en synthperle af en østeuropæisk sejrshymne i midten af ‘Madeline Becoming Judy’. “Fill my lungs with amethysts” synger hun. Er det en smuk måde at dø på?

There are blows in life, so formidable ... I don't know!
Det lyder måske, som om pladen er en forvirrende omgang nonsens, der hele tiden stikker af fra sine egne ideer i jagten på det næste krumspring, men det er bestemt ikke tilfældet. Takket være Vivian Tylinskis sublime blik for at skabe sammenhæng og forløb i ideer, der på papiret kunne forekomme så væsensforskellige, at man ikke kunne gøre musik af dem, så har hun fået skabt en umådeligt underholdende og ekstremt anbefalelsesværdig plade midt i al abstraktionen, hvilket man også kan konstatere på den smukke albumlukker ‘Black Heralds’, som brillererer med nogle ekstremt nederdrægtige guitarlinjer, og som får sin lyrik fra den peruanske digter César Vallejos smukke og rystende digt ‘Los Heraldos Negros’. Hvis du kun skal høre én metalsang om apokalypsens fire ryttere, så lad det være denne (Beklager, ‘tallica). En fuldstændigt fremragende afslutning på en plade, der modigt følger sin egen oprørske, men i sidste ende fængende logik. ‘Dance You Monster to my Soft Song’ er en af den slags plader, hvor der er så meget personlighed, substans og musikalsk vovemod, at man kan tilbringe lang tid med at danse til disse barske, buldrende, bløde sange.