I fugleflugt til toppen
Wardrunas rolle som kompetente formidlere af norrøn digtekunst har for længst placeret dem på det musikalske verdenskort, og de har lagt musik til blandt andet tv-serien Vikings og det seneste skud på stammen i Assassin’s Creed-spilserien. Men har de stadig noget på hjerte?
2. Kvitravn
3. Skugge
4. Grá
5. Fylgjutal
6. Munin
7. Kvit hjort
8. Viseveiding
9. Ni
10. Vindavlarljod
11. Andvevarljod
Fra første færd føles albummet som en forlængelse af ’Runaljod’-trilogien, men på en måde der ikke så let lader sig definere. Det er umiskendeligt Wardruna, men hvor jeg tidligere har begrædt Gaahls afgang, savner jeg ikke længere hans tilstedeværelse. Dette kan blandet andet tilskrives sang nummer to på pladen, titelnummeret, der er opkaldt efter Einar Selviks kunstnernavn, "Kvitrafn". Den dystre tilstedeværelse, Gaahl bidrog med førhen, bliver her leveret af andre effektive og dystre virkemidler, der gennemsyrer hele nummeret. Den hvide ravn får selskab af endnu en ravn, som understøttes af en atmosfære, der bedst kan beskrives som trykket – og så de imposante horn i baggrunden. De tilføjer en dramatisk vinkel på et nummer, der virkelig føles som en hyldest til Einars gode, gamle dage som black metaller, og tiden fra Jotunspor kan anes flere steder i løbet af albummet.
Strikse regler, frie rammer
Der er ingen tvivl om, at Wardruna tager deres job meget seriøst. ’Skugge’ føles særlig højtidelig; den tryllebinder med indtagende vokal-harmonier, og kor-sektionen er nærmest et kapitel for sig. Det er et af de numre, hvor jeg som lytter bliver imponeret, ikke blot af det samlede produkt, men også af de enkelte elementer. For at fuldende oplevelsen er der naturligvis taget hensyn til sammensætningen af de enkelte kompositioner – ’Grá’ og efterfølgeren ’Fylgjutal’ maler med både den minimalistiske og dramatiske pensel med nogle bemærkelsesværdigt medrivende passager til følge.
Der findes mange, som dyrker vikinge-æstetikken med varierende grader af succes og indlevelse, men få gør det på niveau med Wardruna. I bedste dogme-stil har de fra start sat sig for udelukkende at benytte sig af historisk korrekte instrumenter, og den kreative proces er underlagt strikse regler for den skjaldekunst, de fremfører. Man kunne frygte, at de mange selvpålagte benspænd kunne virke hæmmende for kreativiteten, men nu hvor de er færdige med at stave sig igennem den ældre futhark, har de benyttet sig af lejligheden til at udvide deres repertoire. Resultatet er en gennemført og gennemtænkt udgivelse, med autenticiteten intakt.
Flere steder emmer ’Kvitravn’ af fjerlette associationer til de første to plader, men på intet tidspunkt bliver det til genbrug eller føles uinspireret. Tværtimod giver det mig en følelse af, at de atter har fundet formen. Jeg var ikke specielt begejstret for ’Ragnarok’ og synes, den manglede det format henholdvis ’Gap var Ginnunga’ og ’Yggdrasil’ besad. Deres forrige udgivelse, 'Skald', er akustisk på et helt andet niveau og kan således ikke sammenlignes med de øvrige. Men ’Kvitravn’ lever op til sine forgængere, og ’Munin’ føles næsten nostalgisk, til trods for at jeg endnu ikke har absorberet albummet til fulde endnu. Der er ingen smalle steder, og samtlige deltagende spiller med præcision og passion. Mere end én gang bliver der nikket i retning af Einar "Kvitrafn" Selviks musikalske ophav, og det bliver ubesværet indlemmet i en plade der, både skuer bagud og fremad.
Vikingeblues
’Kvit hjort’ er – set fra et mindre poetisk perspektiv – imponerende. Jeg har den dybeste respekt for den mængde hårdt arbejde, der er blevet lagt i at mestre instrumenterne. Skulle man være typen, der ikke forstår, hvorfor Wardruna har så stor succes med deres musik, kan man i det mindste anerkende, at det kræver sin nordmand at få hornene til at lyde af noget som helst. På ’Viseveiding’ er Lindy-Fay Hella blevet trukket længere frem på scenen, efter at hun har været lige lovlig meget i baggrunden for min smag. Det er ikke ensbetydende med, at hun har været fraværende, men hendes inderlige kulning og krystalklare vokal er uundværlig som modvægt til Einars bidrag. En fløjte i baggrunden giver en mere middelalderlig tone, end jeg er vant til fra deres side, men det er en organisk tilføjelse, der på ingen måde forstyrrer det samlede indtryk.
Efterhånden som pladen lakker mod enden, sætter mætheden ind, for der er meget at lytte til. ’Ni’ drukner således en smule i de mange indtryk og burde egentlig fungere som fartbump inden de to sidste numre men ender med at føles en kende anonym. Heldigvis leverer makkerparret ’Vindavlarljod’ og ’Andvevarljod’ en solid afslutning på et klippefast album. Førstnævnte er hypnotiserende, og selvom jeg flere gange i løbet af mit lytte-maraton har bidt mærke i Einars vokal-præstation, er jeg her fuldstændig opslugt af hans indlevelse og tilstedeværelse. Sidstnævnte nummer er pladens længdespringer med 10 minutters spilletid, og man når bestemt ikke at kede sig, for samtlige minutter er proppet til randen med oplevelser.
Topkaraktererne sidder ikke løst på mig. Det er min pligt at være kritisk – især overfor de bands jeg holder af. Jeg skal holde dem op på den standard, de selv sætter, og der er ingen tvivl i mit sind om, at ’Kvitravn’ lever op til mine forventninger, både privat og professionelt. Hele herligheden varer kun en time, men den føles meget længere, for hvert sekund er udnyttet til fulde. Det er et album, der kræver, man sætter sig ned og lytter til det og eventuelt drømmer om at opleve bandet live. For det er det eneste, der mangler på enhver Wardruna udgivelse: mere Wardruna.