Carry on Wayward Dawn
Baseret på bandets live-shows er det ingen overraskelse, at Wayward Dawns tredje skive er ganske fin, ej heller at den ikke rigtigt spytter nyt i baljen med dødstricks.
Indimellem bliver det diskuteret om en pladeanmeldelse har mistet sin relevans, for hvor det måske tidligere var noget man brugte til at læne sig op ad inden et eventuelt køb, så kan man i dag blot gå på diverse streaming-tjenester og danne sig et eget indtryk. Komplet og uforurenet af andres mening. Og i lige Wayward Dawns tilfælde kan man ligefrem fprøge om de egentlig har brug for anmeldelser, hvis man først har set den københavnske pladebiks, Mephistos, korte or rammende beskrivelse af dette tredje album fra skanderborggenserne: "Dødsmetal! Hverken mere eller mindre"
Skribenten her finder i hvert fald betegnelsen rammende. Ikke bare "dødsmetal", men med et udråbstegn til lige at råbe op og signalere, at der er noget at komme efter, hvis man er til genren. Og det er tro mod genren i en sådan grad at man ikke får mere, hverken i forhold til fornyelse til stilen eller input fra andre genre. Men heller ikke mindre for den sags skyld; igen er du til dødsmetal, så er det her altså den ægte vare. Og den holder ganske glimrende.
Lækkert skramlet, lækkert fyldigt
Alligevel fortsætter ordstrømmen her. For vil man vide mere, så er der da også mere, der kan fortælles. Dødsmetallen kommer herligt beskidt, men i en fyldig lyd takket være samarbejdet med Jacob Bredahl i Dead Rat Studio og en mastering af Brad Boatright i Audiosiege. Herligheden lægges ud med sonisk angreb på under et minut, hvor man nærmest ikke bemærker, at breakdown'et til sidst slet ikke er en del af sangen, men start på sang nummer to.
Der er god energi på pladen og det rykker ganske godt, både i det tunge og det mere bidske. De to vokalister bidrager positivt til dynamikken i en musik, der som anket i forbindelse med anmeldelse af bandets Copenhell-show ikke kommer med nyt til genren, men spiller på de gode, sikre kort. Når man så alligevel sidder og savner lidt flere stærke sager end bare end energi eller et godt tungt groove som i de to første sange, så sker der alligevel lidt opgradering i riff og struktur på 'The Crushing Weight' og særligt 'The Bottomless Pit'. Egentlig et forholdsvist genretro nummer fra start, men så er der lige lidt ekstra krydderier i leads og nogle finurlige skift i riff-stil og intensitet.
Hvad skal der så ske?
Wayward Dawn er et band, der vil frem. De er produktive, og har vist at de har udlængsel og lyst til at komme omkring på andet end mindre danske spillesteder i ny og nå. Det giver en erfaring og fundamentet er stærkt i den musik, som bandet så bringer med sig til scenerne.
'All-Consuming Void' vil næppe i sig selv skabe det store gennembrud, men viljen og gå-på-modet akkumulerer en styrke, og den kan måske betyde, at en mere personlig stil vil vokse frem i tiden herfra, så bandet bliver mere end et sikkert kort på hånden for bookere, der skal finde dødsmetal til genrens fans. Og hvem ved, hvad der så kan ske. Det er bare om at klø på, carry on Wayward Dawn.