Stor sort fuckfinger de rette steder
Tre pakker cigaretter, en Vespa – og rigeligt med væske til turen.
Robin Hood
Trve Escort
Rien Ne Vas Plus
Jetlag
Goodfellas
Eye for an Eye
Blue Lights
Welcome to the Gray Zone
Egentlig skulle Whiskey Ritual bare have været et sideprojekt. Medlemmerne spiller i italienske bands som Caronte, Forgotten Tomb og det legendariske Death SS hvis navn sagtens ville kunne misforstås hvis man ikke vidste at forsangeren hed Steve Sylvester. Så hvorfor er der et naziassocierende S i navnet Whiskey Ritual denne gang – og skal man dykke ned i det? I hvert fald er det ikke meget anderledes en S´et i det katolske band Slayer. Med tiden blev Whiskey Ritual dog til hovedband for medlemmerne og italienerne udsendte tilbage i december deres 5. album ‘Kings’. En sort og punket omgang black´n´roll med ølånde, svedlugt og cola når det bliver nødvendigt.
En tunet Vespa
Fra første sekund af ‘Kings’ er du introduceret til bandets black metal-rødder, der lynhurtigt slår over i en punket black´n´roll i et hæsblæsende tempo. Ingen tid til tant og fjas, det er op på din tunede Vespa med en grøn cecil i kæften og en klirrende rygsæk på ryggen. Om osten kommer kan være lige meget, du kender stisysterne bedre end dem og du har en “Otto Brandenburg” i sigte. Otto som indimellem informerede konen om at han lige “gik efter smøger” og med højt hår kom tilbage to døgn senere efter at have tørlagt områdets bodegaer. Energien fortsætter på ‘Robin Hood’ og “Trve Escort’ der passende indeholder “råbe-med”-venlige omkvæd – et fast indslag gennem albummet skal det vise sig. På ‘Rien Ne Vas Plus’ og ‘Jetlag’ er vi midtvejs gennem pladen, og man begynder måske nok at have forstået opskriften. Det er ikke lange proggede passager, vi skal forvente os. Whiskey Rituals femte album er at tælle ind fra 1 og starte på 3 med fuld spade, singleguitar-melodier og råbe-omkvæd. Også sådan går det for sig på ‘Goodfellas’ og ‘Eye for an Eye’ hvor sidstnævnte med sin tyngde er pladens bedste nummer. Lidt luft, nedsat hastighed og plads klæder bandets lyd, og lidt kontrast har det nu med at skærpe sanserne. En opskrift der fungerer kan man godt undlade at modificere, og det er netop også hvad italienerne undlader på de to sidste numre ‘Blue Lights’ og ‘Welcome to the Gray Zone’, der ikke overraskende fortsætter ad samme stisystem og kommer i mål efter 37 minutters intensiv Carabinieri-jagt.
“Her må der: ryges, småfises og spises syrlige drops!”
Whiskey Rituals album ‘Kings’ er ikke stor kunst. Men det er heller ikke meningen. Det er lyden af en stor betændt fuckfinger. Det er black´n´roll – eller rock´n´roll med black og punk i ascendanten om du vil, og passer perfekt som et fandenivoldsk soundtrack til en lidt for lang druktur med perfekt udførte idiotiske beslutninger og for mange cigaretter. Du har helt sikkert en havenisse med hjem og det giver ikke mening, for du har været i byen; og der er sgu da ikke havenisser inde i byen. Men OK ...
‘Kings’ er simpelt, letsindigt og ladet med benzinvædet sortkrudt i en duft af øl, slidte læderjakker og bolcherne fra pissoiret. Velbekomme.