Brugervenlig black metal
I en tid hvor black metal ikke nødvendigvis er hverken trve, kvlt, sort eller bare metal, findes der stadig nogen, der husker dengang clean vocals var bandlyst og koret var en knap på et keyboard.
2. Spirit Of Lightning
3. Through Eternal Fields
4. Primal Chasm (Gift Of Fire)
5. Underworld Aurora
6. Masters Of Rain And Storm
7. Eostre
Bedstemor, hvorfor er din stemme så dyb?
Hjemme hos Wolves In The Throne Room får fascinationen af animisme og druidisme stadig modspil af en type black metal, der ellers forbindes med noget lidt mere satanisk, rent tematisk. ‘Mountain Magick’ indleder seancen med en knitrende og kriblende elektronisk intro, der glider organisk over i en heksekedel af hæse skrig og dundrende blast beats. Satyricon spøger i den dæmpede dobbeltpedal, de hvinende guitarharmonier minder om Dimmu Borgir fra før de solgte deres sjæl for alvor, og så videre med de gamle ronkedorer.
Resten af nummeret viste sig at være generisk nok til, at jeg først en halv time inde i gennemlytningen, opdagede jeg havde hørt det på repeat, men næste nummer, ‘Spirit of Lightning’ opvejer det så rigeligt. Centralt i musikken er en iørefaldende melodi fikspunktet for det adstadige tempo, som uden varsel eksploderer i et hektisk og ganske udmærket mellemstykke. Der er keyboardkor og stemning ud af begge ører, og det klæder dem som helhed at veksle i styrke og hastighed. Det er uden tvivl det mest folkede nummer, og jeg ville ønske de udforskede det mere, fremfor at fokusere så meget på det, vi har hørt før.
Sværd og trolddom
På ‘Primal Chasm (Gift of Fire)’ bliver der sat trumf på barskheden med dommedagshorn og store armbevægelser. Som black metal-fan sætter jeg pris på deres blik for detaljer og de helhjertede forsøg på at klemme så meget atmosfære ud af musikken, at den står mål med lyrikken. Som fantasy-nørd er teksterne en fornøjelse at læse med deres malende beskrivelser af hvide hjorte, evige enge og den allestedsnærværende okkultisme.
På den front er der ikke meget, der har forandret sig på de fire år, siden vi sidst hørte fra amerikanerne. De har dog indset, at synth og black hører sammen som ild og mere ild, og denne gang har de skruet op for de elektroniske virkemidler, hvilket passer med deres øvrige udfoldelser. Med stemningen siddende for bordenden, er man dog nødt til at væbne sig med ekstra tålmodighed. Det kan synes overdrevet på især ‘Underworld Aurora’, hvor en stor del af nummeret er afsat til pavsemvsik, og jeg vil ikke klandre nogen for at stå af.
Ulven kommer
Den kommer dog til sin ret i form af overgangen til næstsidste nummer, ‘Masters Of Rain And Storm’, der er en lang sag på næsten 11 minutter. Den obligatoriske, akustiske del kunne måske have fungeret bedre til sidst i nummeret for at retfærdiggøre pladens sidste skæring: ‘Eostre’. Det føles som et decideret fraklip fra hvilket som helst af et af de øvrige numre: En undervældende omgang ambience der munder ud i mere ambience og er som en lidt ligegyldig after credits-scene.
Det er en ærgerlig note at slutte på, for ‘Primordial Arcana’ er ikke en dårlig plade, set med neutrale øjne. Er man træt af prætentiøse hipstere eller skorpede first wavers, er Wolves in the Throne Room et godt sted at starte. Trioen formår at skabe noget på deres egne præmisser, men jeg tror, at man skal være kender for at for alvor at kunne skelne dem fra de utallige andre atmosfæriske black metal-bands.