Årsliste 2022 – Anders Molin

Manden med Weekendvesten red på en bølge af sejhed, da han hørte nyt fra Riot City og Lord Vigo, og så fik et sejt dansk band endelig indfriet potentialet.

For tredje år i træk har jeg undgået alle strømninger i tiden, nye genredrejninger og udvikling for at koncentrere mig om bands, der dyrker New Wave of British Heavy Metal i forsøget på at genskabe niche-genrens storhed. Jeg er stadig positiv, fordi der udkommer rigtigt meget af den fede ægte metal, som kan udkonkurrere de gamle travende bands.

Årets danske album:
1. Steel Inferno: 'Evil Reign' – det er så vigtigt, at vi har et dansk band, der har et sejt navn, spiller hurtigt og har skinger vokal, og på det tredje album går altid op i en højere enhed. Tak!

2. Jeg lytter af princip ikke til danske bands, jeg lytter til musik, og helst heavy metal, og der bliver udgivet meget lidt af sidstnævnte i dette land, hvor det virkelig interesserer mig. Derfor stopper den lokale liste her...

Dog har jeg også bemærket, at Dirt Forge slipper godt fra 'Interspheral', der er som et tungt og ondt godstog fremfør af Litra MY, men samtidig elegant som Sølvpilen.

Årets internationale album:
1. Lord Vigo: 'We Shall Overcome' – Jeg elsker Lord Vigo mere og mere for hvert album, og jeg håber af hele mit hjerte, at I andre aldrig fatter deres storhed, så jeg ikke skal dele med jer. Heavy metal med enorme armbevægelser og en ufattelig tro på, at man kan lave pompøs musik med små midler.



2. Riot City: 'Electric Elite' – Det her er det sejeste ægte heayv metal band, siden dengang hvor heavy metal var ægte farligt. Hvis du virkelig elsker heavy metal, lytter du til Riot City, mens du brænder på dit eksemplar af 'Book of Souls'.



3. Luzifer: 'Iron Shackles' – Det her er godt nok underligt. Heavy metal, men også noget helt andet, som jeg slet ikke fatter eller kan sætte genre på. Og på tysk uden at virke fjollet.

4. Sumerlands: 'Dreamkiller' – Det er måske lige så meget deres lyd, som deres sangskrivning, men Sumerlands' spiller så tilbagelænget hard rock, at man både kan tage sig en lur til det og køre for stærkt.

5. Carpenter Brut: 'Leather Terror' – Carpenter Brut viser igen, at heavy metal ikke handler om instrumenter men om en følelse. Man kan spille heavy metal på alle instrumenter, og franskmændene gør det primært på tangenter. Sejt. (Man kan faktisk ikke spille heavy metal på fløjte, men det er heller ikke et rigtigt instrument).

Men også Devin Townsend, Venator, Haunt, Eliminator, Metalian, Judicator, The Hellacopters gjorde mig glad. Ghost og Blind Guardian skuffede mig ikke, men overpræsterede heller ikke ligefrem – det var bare bedre en forventet.

Årets danske hit:
Exalerate: '1000 bajere' – Hammerfalls 'Hearts on Fire' har endelig fået den tekst, som den fortjener.

Men da jeg ikke kan finde en kvalitets-optagelse af den nogen steder, peger jeg på årets flotteste dansker:

Årets internationale hit:
Luzifer: 'Goldene Reiter' – Luzifers album kulminerer med dette mystiske nummer, og jeg ønsker mig et helt album med en lyd som denne:

Årets genfundne klassiker:
In Flames: 'Reroute to Remain' – den dukker altid op engang eller to på året og minder mig om, at god popmusik sagtens kan pakkes ind, så man tror, det er melodisk dødsmetal. Det er dødens 'Look Sharp!'



Årets koncerter:
1. Riot City: Stengade 30, Nørrebro, 04-05-2022 – Totalmetal kaldte vores Mads det i sin anmeldelse, og det var total perfektion i metal. Først og fremmest var det en følelse af at se et band være med højhastighed på vej ind i storhed, men det var også som at opleve 80ernes heavy metal blive genoplivet med en aggressivitet, som man savner til genrens dinosaurbands.

2. Steel Inferno, Lygtens Kro, Nørrebro, 05-11-2022 – Heavy metal er altså bedst på de små scener, og faktisk bedst når der slet ikke er en scene, men den spilles på gulvet. Faktisk bør reglen være, at hvis du ikke kan nå guitaristens Flying V med din knyttede næve, har du ikke været til koncert, men en event, og så bør du gå hjem. Det her var intenst og vildt.

3. Seven Sisters: Stengade 30, Nørrebro, 04-05-2022 – Det var opvarmning til nummer 1, men så godt at det fortjener sin egen plads på listen. På plade har Seven Sisters en irriterende nasal klang, særligt på vokalen, men til denne koncert fik lyden en anden frembrusende fylde og blev meget vedkommende.

4. Mercyful Fate: Copenhell, 18-06-2022 – Jeg glemte helt, at jeg skulle være sur over, at Denner manglede på scenen. En svensker fyldte godt ud, og King Sejmond lyder som en meget ung satanist, der tror på hvert et ord om ham dernede.

5. Electric Hellride: Et øvelokale i Næstved – Den sidste dans, muligvis min sidste koncert nogensinde, da mit eget band takkede af til en polterabend-begivenhed for 10-15 mennesker. Det var en episk afslutning og en ægte koncert! (se punkt 2).

KISS på Copenhell er en nødvendig bobler her, fordi jeg fik krydset dem af på listen. Og KISS var som forventet alt for meget, hvilket det var det, jeg ville have denne aften.

Årets danske navn:
Steel Inferno – fordi de laver landets sejeste heavy metal, og med deres nye sanger udløste de endelig potentialet. Det er fandeme sejt, altså virkelig old school-sejt. Danske bands, der ikke er Steel Inferno (eller Mercyful Fate), bør overveje at stoppe nu.

Årets internationale navn:
Riot City – Det her band, er det band, som både jeg og genren af New Wave of British Heavy Metal (aka ægte og sand heavy metal) har haft brug for i flere årtier. Fang dem på Heavy Agger i 2023!

Årets nye danske navn:
Exelerate – En aften på Lygtens Kro overbeviste mig om, at jeg glæder mig til deres debutalbum i 2023. Der spilles powermetal med både power og med metal, hvilket sært nok er et særsyn inden for denne genre.



Årets nye internationale navn:
Luzifer – Det er fascinerende orgel-heavy og langt fra alt andet metal. Det bliver aldrig stort, de fleste vil hade det, og jeg gider nærmest ikke forklare folket, hvad det kan. Men det er fandeme vildt.

Årets comeback:
Atlanterhavspagten.

Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:
Anders Molin: 'Den Metalliske Sjæl' – Det virker som spild af tid, at jeg nåede en tredjedel ind i liv, før jeg skrev min egen bog om heavy metal, for den lå lige for fødderne af mig. Men da jeg gjorde det, fandt jeg min egen metalliske sjæl, og jeg forstod mit forfatterskab og faderskab bedre.

Det overså jeg i 2021:
Towers andet album 'Shock to the System' er nok den udgivelse, jeg lyttede mest til i foråret. Selv min Frost-elskende datter sang med på Prince of Darkness



Årets optur:
At Vesten ikke kollapsede, men valgte at stå sammen mod idiotiske diktatorer. Det har været al inflationen værd at se demokratierne holde på, at demokrati stadig er den bedste løsning.

Årets største skuffelse:
At jeg opgav min egen drøm om at slå igennem som rockstjerne, da jeg var med til at opløse bandet Electric Hellride, som har været mit hjertebarn i 14 år.

At min tilbagetrækning som aktiv i musikbranchen ikke inspirerede dinosaurbands til at gå i opløsning. 

Det var rart, at Copenhell vendte tilbage i år, fordi jeg havde savnet at møde dem, som jeg kender, fordi de også dyrker genren. Men der er for mange turister på metal-safari, som kommer for at nasse på stemningen og spotte/bespotte dem i battle-vest. Bedst udtrykt ved mit møde med en førstegangsbesøgende, der begejstret fortalte, hvordan han aldrig før på en festival havde oplevet så lidt skubberi på sin vej for at købe en øl – hvorefter han drak lidt af samme øl og kastede resten udover folkemængden. Den gode stemning falder i takt med udvidelserne og de udefrakommende lyttere på gennemrejse.

Største ønske for 2023:
At heavy metal-turisterne bliver væk fra Copenhell, så behovet for at booke pensions-modne bands mindskes i fremtiden.

At jeg finder hul i kalenderen til at se mere musik på små steder.



Det glæder jeg mig mest til i 2023:
At udgive flere bøger, at få set Helloween (endelig) på hjemmebane i Hamburg, høre sej heavy og at blive gift med min Gry.