10x10: Cattle Decapitation – The Anthropocene Extinction

Cattle Decapitation var i den grad med til at definere lyden for grindcore og dødsmetal i 10’erne med to fejlfri plader og et budskab om at passe på miljøet.

Da forsanger Travis Ryan kiggede sig selv i spejlet i 2010, havde han growlet sig gennem fire plader. Cattle Decapitation havde i et årti buldret derudad med ubønhørlig grindcore og afgrundsdybe growls. Intet kunne være mere menneskefjendsk. Budskaberne var også til at tage og føle på. Menneskeheden er en pest, og vi misbruger planeten. Selvhad koblet med et budskab serveret så aggressivt, som det er muligt. Men Travis Ryan var ikke længere tilfreds med blot at holde mikrofonen i begge hænder, gemme mikrofonen i grebet og brøle ned i den uden formål. Der måtte flere facetter til. Han lyttede til sine idoler i Carcass og Cannibal Corpse og begyndte at eksperimentere med nogle mere skingre skrig, der senere hen skulle blive beskrevet som ’clean vocals’, hvilket Travis Ryan selv på det skarpeste afviser. Det er ikke skønsang. Det er skrig! Og disse blev indført, da Cattle Decapitation i 2012 udsendte ’Monolith of Inhumanity’. 

’Monolith of Inhumanity’ ramte gaden tirsdag d. 8. maj 2012. Vores anmelder var ovenud begejstret og skrev bl.a. i sin anmeldelse:

Efter fyrre minutter med ’Monolith of Inhumanity’ er man nærmest henlagt til en psykotisk tilstand, hvor et ønske om ragnarok hurtigst muligt virker helt oplagt. Det er et ekstremt velspillet og overlegent album, de fire amerikanere har skabt, og bestemt ikke musik for sarte sjæle.

Cattle Decapitation havde udsendt et monster af en plade, der udover skrigene også indførte et strejf af melodi, særligt på de sidste numre på pladen. De høstede fortjent høje placeringer blandt forskellige lister over plader fra 2012, og Cattle Decapitation fik sat fokus på en genre, der ellers ikke har nydt den store mediemæssige bevågenhed. Koblingen af miljøbevidste tekster, og grafik, ikke mindst, med den kompromisløse lyd var ganske simpelt perfekt. I foråret 2013 kiggede amerikanerne forbi Danmark på Royal Metal Fest i Aarhus, hvor vores anmelder bemærkede den skæve tunge, der hænger spøjst ud ad munden på Travis Ryan når han synger.

Stilen er, som Travis Ryan selv siger, noget, han har tillært sig, da han forsøgte at efterligne førnævnte idoler Bill Steer og Jeff Walker fra Carcass samt Chris Barnes fra Cannibal Corpse. Spol tiden et par år frem, og vi rammer 2015.

I august måned 2015 rammer ’The Anthropocene Extinction’. Den udfordrer yderligere gruppens fans med en smule melodi, og allerede på pladens andet nummer, ’The Prophets of Loss’, skriger forsanger Travis Ryan gloserne ’We fucking die tonight and that’s perfectly alright with me’. En sang, hvor han får hjælp af Phil Anselmo, hvis cv vi næppe behøver gentage. Det break cirka tre minutter inde, hvor bandet for en kort stund bliver en smule melodiøse, kan opleves her i musikvideoen. Travis Ryan udforsker det nye arsenal i sit vokale repertoire, hvor de dybe brøl afløses af høje skrig, der nærmest, tør man sige det, synges.



Musikken er trods de små melodiske strejf stadig lige så kompromisløs, ekstrem og teknisk anlagt, som på de forrige plader. Den kreative kerne, der skriver alle sangene i Cattle Decapitation, er stadig guitarist Josh Elmore, trommeslager Dave McGraw og bassist Derek Engemann, som Josh Elmore forklarer os i et interview i Esbjerg fra 2016, hvor de spillede på Tobakken med Suffocation. Som på den forrige plade kæmper de tre sammen og mod hinanden med deres ideer, hvilket her udmønter sig i en dommedagskedel af grindcore, death- og black metal. Man bliver bombarderet med indtryk fra de forskellige genrer og dette i et tempo, der kan gøre den mest garvede lytter stakåndet. Eneste pusterum er ’The Burden of Seven Million’, der fungerer som en instrumental pause, hvor lytteren lige kan få vejret, før de sidste seks numre på pladen tromler ind over den stakkel, der har sat musikken på anlægget.

’The Anthropocene Extinction’ kommer sammen med ‘Monolith of Inhumanity’ til at stå for en udvikling i Cattle Decapitations lyd, hvor der bliver tilføjet flere facetter til musikken uden at ofre brutaliteten udtrykket. Sangene er stadig hurtige, præcise og har også nogle breaks, hvor det melodiske i ny og næ kigger frem. Med Travis Ryan, der er stolt vegetar, som ansvarlig for teksterne er det stadig et frontalangreb på menneskeheden. Og at Catte Decapitation har noget på hjerte som går videre end genrens faste gore-tekster, får dem til at stikke ud og hæve niveauet. Således er Ryan og resten af bandet ikke blege for at lade sig inspirere af Carcass, men kører stilen videre på egne politiske præmisser. For det var netop Carcass, der tilførte heavy metal og melodi til grindcore-genren i slutningen af firserne og starten af halvfemserne, hvilket resulterede i, at Carcass nærmest opfandt genren melodød med pladen 'Heartwork'. Således har Cattle Decapitation også taget grindcore fra sin reneste form og tilføjet de samme virkemidler for at understøtte og udvikle lyden. Der er dog ingen tvivl om, at Travis Ryan mere er til briternes 'Symphonies of Sickness' end 'Heartwork'. 

Cattle Decapitation er dog ikke det eneste band, der var med til at forme grindcore-lyden i 10'erne. De fik i den grad også hjælp af deres amerikanske landsmænd i Nails. Den californiske kvartet udsprang fra bands som Terror og Disgrace, blev dannet i 2009 og har indtil videre udsendt tre plader, hvor den seneste, ’You Will Never Be One of Us’ fra 2016, netop blev udgivet på Nuclear Blast. Dermed har Metal Blade og Nuclear Blast hver sin mastodont inden for grindcore til at bringe genren ind i det nye årti. 

En genre, der med afsæt i hardcore-bandet Sieges eneste udgivelse, 'Drop Dead' fra 1984, blev populariseret af Carcass, Napalm Death og Brutal Truth, ført videre af Pig Destroyer, Agoraphobic Nosebleed, Anaal Nathrakh og Nasum, og som nu har sine nye bannerførere. Med tilføjelsen af flere facetter til genren er Cattle Decapitation det band, der er nået længst ud med genren, og de barsler med en opfølger senere på året. Den hedder ’Death Atlas’ og stiller en nærmest umulig opgave: Hvordan skal en plade kunne leve op til ’Monolith of Inhumanity’ og ’The Anthropocene Extinction’? To plader, vi her på Devilution har givet topkarakterer, og som hver især landede højt på alverdens toplister det år, de blev udgivet. Sidste år blev bassist Derek Engemann så skiftet ud med Olivier Picard fra Cryptopsy. Hvad den ændring kommer til at betyde for ’Death Atlas’, finder vi ud af 29. november, der i øvrigt er Black Friday ovre i USA, når den lander på markedet. Næppe en tilfældig valgt dato og endnu et subtilt spark i mellemgulvet til de overforbrugende mennesker, Cattle Decapitation ser som igler på kloden. Travis Ryan siger selv, at det er deres stærkeste til dato, så bandet forsøger ikke selv at tale forventningerne ned til deres syvende studieplade.

De fans, der gæster Aalborg Metal Festival 2019 i starten af november, vil med overvejende sandsynlighed få et par smagsprøver fra den nye plade, når de giver koncert på Studenterhuset lørdag aften d. 8. november i Aalborg. Indtil da kan man nyde åbningsnummeret fra ’The Anthropocene Extinction’. En plade, der i den grad satte en genre på landkortet i 10'erne.