Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RF '22: Lørdagsreportage: Musikken er sekundær

Updated
-XJD6986-54-1657006585

Vi missede Tessa. Det var det største problem ved lørdagen på Roskilde Festival.

Dato
02-07-2022
Koncertarrangør
Forfatter

Et af tegnene på, at man ikke er helt ung længere, kommer, når man lige pludselig skal til at regne ud, hvor længe det er siden, man gjorde noget sidst. Med en håndsrækning fra en kollega, kunne denne anmelder tælle på fingrene, at det var 15 år siden Roskilde Festival sidst havde dannet ramme om en sommerdag herhjemme.

Det var nu også ganske tydeligt, at jeg var hensat til boomerland, da jeg fuldstændig hjælpeløst nærmest var ude af stand til at finde til festivalpladsen. Jeg forstod nærmest øjeblikkeligt, hvordan det må føles at hive sin ipad frem for at tage feriebilleder.

Ovennævnte venlige kollega her fra bladet kom dog til undsætning, og fik guidet mig gennem både villaveje, stier og endelig mediecheck-in lige ved siden af erhvervsskolen i Roskilde. Tak til hende. Gode venner er guld værd, når morfar skal luftes.

Al tanke om alderdom gik dog hurtigt fløjten inde på festivalpladsen, også selvom vi startede i det relativt stenede medieområde. Så vidt jeg kunne forstå, var det flyttet langt væk i forhold til, hvad de plejer, hvilket kun er en god ting. VIP-områder og den slags er generelt set en vederstyggelighed, hvor folk, der ikke betaler for deres billetter, kan hænge ud og tage selfies med Anders Breinholt. Fokus på en festival må og skal altid være de betalende gæster. Det er dem, man laver den for, og selvom det er rart for os med gyldne armbånd at kunne komme til gratis kaffe og et lidt renere toilet, er det også et skidt signal at sende, hvis man overprioriterer den slags. Hvis det stod til mig, var der bare en journalistvogn, hvor man kunne få skrevet sine anmeldelser og så komme ud og være en del af oplevelsen igen.
Det kan jeg desværre ikke bestemme, men jeg valgte at walk the talk, og brugte det meste af dagen på pladsen.

Og det var en god ide. For Roskilde Festival er et særligt sted. Proppet med mennesker, der har hver deres egne planer, egne tilgange og egne liv, men som alligevel i en eller anden grad er kommet for at nyde den frihed, stedet giver i fællesskab.

Uden for nummer
Og heldgivis for det. Roskilde festival har meget musik på programmet, og man kan kan som regel finde noget at lytte til. Denne anmelder er dog i nogle kredse kendt for at være overordenligt kræsen, hvilket også betød, at der, udover de tre tildelte anmeldelser, der skulle skrives, knapt var noget, der vakte interesse. Musikken fyldte derfor ikke meget denne lørdag. Faktisk så lidt, at de sene optrædener fra Tessa og Surfbort var det eneste der umiddelbart lokkede. Samtidig var jeg også så bevidst om mine egne begrænsninger, at jeg udmærket vidste, at koncerter klokken et og to om natten nok forblev luftkasteller.

Ikke desto mindre kastede jeg mig øjeblikkeligt ud i canadisk/egyptiske Land of Kush på Avalon. Og det skulle vise sig at være ikke så lidt spændende. Sjældent har jeg set shredding på violin før, og selvom det ikke umiddelbart lød som noget, den egentlig var beregnet til. Foran scenen svingede en lettere forvirret udseende mand det afghanske flag fra en lang stang, og selvom det er lidt et andet nabolag, bidrog det da med nogen stemning.

Som anmelder er det væsentligt at huske på forskellene mellem klubshows og festivalshows, og en af de største af disse er, hvor casual det hele er. Publikum går ind og ud og snakker med hinanden, og hvor det normalt ville være ekstremt irriterende, er det en del af pakken her. Adskillige festivalgængere så også ud til at være så fjerde- eller syvendedagsstenede, at man nok knapt kunne bede dem om at leve op til at almindelig kotume. Derfor var Land of Kush også et sjovt indslag for mange, men ikke noget, de blev hængende til.

Så laver vi bare vores egen fest
Roskilde Festival er ikke en metalfestival. Det er ikke engang en rockfestival. Og har for så vidt aldrig været det. Det har altid været en festival, der har haft til formål at spille det musik, publikum gerne vil høre og en hel masse, de ikke vidste, de ville høre.
Derfor er Orange scene heller ikke der, du finder det mest nyskabende eller interessante musik. Alligevel var vellyden og stemningen tydelig, da jeg vandrede forbi den store plads under St. Vincent-koncerten. En koncert, der ifølge Politiken skulle have været uovertruffen – inklusive helteguitar.
Well, boblerne kaldte i stedet, og det eneste, jeg fik, var det, jeg kunne høre, da jeg gik forbi.
Programmet var alligevel ikke helt lagt op til de tungere ører lørdag. Der var kun to-tre bands på plakaten, som vi under normale omstændigheder ville have beskæftiget os med, og det ene af dem – Idles, som vores anmelder var helt på røven over, ville kun have været med på en måske’er.

Og det var egentlig tydeligt at mærke til de to tunge koncerter jeg oplevede.
Først og fremmest var der Old Man Gloom, hvor jeg bevægede mig hen efter det alt for korte besøg i champagnebaren, hvilket var noget af en kedelig byttehandel. Om Old Man Gloom lød, som de gjorde på plade, skal jeg ikke kunne svare på, da jeg ikke kan huske et sekund af nogensinde at have hørt disse. Jeg ved jeg har gjort det, men det sidder ikke fast. Hvilket stemmer ret fint overens med oplevelsen på Avalon. Det mest interessante her var, hvordan det tunge publikum insisterede på at holde metalfest, også selvom grundlaget ikke rigtig var der. De lavede så at sige deres egen fest og sørgede for at nyde det, der var. Det er jo en skøn indstilling og en, der fulgte med, da det blev tid til koryfæerne i Converge og Chelsea Wolfe.
På det tidspunkt havde jeg fået overbevist mine kumpaner fra Champagnebaren om at følge med, hvilket skulle vise sig at være noget nær det sjoveste, der skete til den koncert.

Omtalte kumpaner var nemlig meget lidt bekendte med tung musik, hvilket betød, at den ene i fulde alvor græd af forskrækkelse, da Bannon med flere slog an. De to uerferne hørte et par numre i teltet, men trak derefter ud til en bænk og fik oplevelsen med sig på lidt mere sikker afstand. Inde i teltet var stemningen lidt flad, men udmærket. Et par stykker havde medbragt elektroniske treforke, der blinkede rødt og disse blev trofast hævet op og ned fuldstændig ude af takt med musikken. Det fortsatte dog hele koncerten igennem, så enten mente treforksbæreren selv, det var ekstremt morsomt, eller også var de kognitive funktioner så påvirkede af en hel festival, at det blev baseret fuldstændigt på muskelhukommelse.

Lave forventninger, lavere resultat
Min ene dag på Roskilde stod altså ikke i musikkens tegn. Mit lille hold trak hen mod Orange, da Strokes gik på, fordi vi alle er midt i trediverne og stadig husker dengang verden faldt i svime over det aldeles uoriginale og ditto interessante band The Strokes, der af en eller anden grund var fundet værdig til at lukke den store scene, her omtrent 15 år efter, at deres hype udløb.
Det var der absolut ingen grund til, da musikken var mindst lige så kedelig, som den altid har været og Julian Casablancas var intet mindre end pinlig på scenen. Da han udbrød “Goooooood morning, Vietnam!”, røg tankerne med det samme i retning af Michael Scott fra The Office, bare uden den mindste smule bedårende charme. Sikke et shit-show, som vores anmelder også beskriver den krukkede dødssejler i sin anmeldelse.

Men Roskilde er Roskilde og som den gamle saying let omskrevet går, så er Roskilde Festival lige som pizza. Selv når det er dårligt, er det stadig ret godt. Og man må immervæk sige, at selv når en sur anmelder, som er mildt uimponeret over den musik, der spiller, kan have en god dag på festivalen, så må der være andet og mere end det naturlige omdrejningspunkt at komme efter.

Og essensen af Roskilde er naturligvis det umiddelbare. Det frie. Følelsen af at være som man gerne vil være, blandt andre mennesker, der også har deres helt eget velbefindende som førsteprioritet. Og som en kollega nævnte, efter at have været på Copenhell, der ramte mindst lige så meget ved siden af på musikprogrammet, var det stadig følelsen af at være kommet hjem, der dominerede.
Festivaler, om det er Roskilde eller Copenhell, giver os det pusterum, vi har brug for. Det giver os lov til at have det rart uden at skulle tænke på arbejde eller boliglån. Det giver os mulighed for at spise aftensmad klokken 22 uden at skulle døje med praktiske forestillinger om sengetider og vækkeure. Og det giver os følelsen af, at kunne bestemme over os selv og vores eget liv. Om ikke andet, så for en dag. Og det er noget, man ikke kan sætte et prisskilt på.