Metaldiktator: Pretty Maids - Red, Hot and Heavy
Populær
Østjyderne i Pretty Maids er ganske uretfærdigt blevet hånet en del, men det må ikke glemmes, at deres første skiver er af høj klasse. Derfor kaster Metaldiktatoren sig over debuten 'Red, Hot and Heavy'.
Back To Back
Red, Hot And Heavy
Waitin' For A Time
Cold Killer
Battle Of Pride
Night Danger
A Place In The Night
Queen Of Dreams
Little Darling
Vi skal først forbi den obligatoriske latterliggørelse af Horsens-drengene – ja, de havde og bruger stadig kunstnernavne, og det var de nødt til, fordi pladeselskabet tvang dem til det. Men derfor kan man godt lave smuk Heavy Metal, og Ozzy hedder i øvrigt John til fornavn.
De tvang også sig selv ned i stramme spandex-bukser, som de endda selv havde klippet til, men sådan var metalmoden i startfirserne, på samme måde som de flotte alias-navne var det, da Ken Hammer (Kenneth Hansen) og Ronnie Atkins (Paul Christensen) sammen med 4 andre ungersvende fra Horsensområdet dannede et af landets første store metalnavne: Pretty Maids.
Da ingen danske selskaber dengang havde nosser nok til at udgive metal, startede jyderne, der i begyndelsen var et coverband kaldet Pretty Pretty Panick, med at udgive en selvfinansieret demo, der skaffede dem en deal med engelsk selskab, og det førte til en selvopkaldt ep i 1983.
Året efter underskrev de så med CBS records, der først genudgav ep'en og derefter gjorde klar til den rigtige debut – det skræmmende potente HEAVY METAL-album: 'Red, Hot and Heavy'.
Pompøs introduktion
Man fornemmer maskuliniteten fra første strøg – 'Fortuna Imperatrix Mundi' fra Carl Orffs midttrediver-komposition 'Carmina Burana', starter løjerne med et strøg af noget storladent, der indvarsler en af dansk metals første og vigtigste slagsange: 'Back to Back', selvfølgelig omhandlende noget riddergøgl med sværd og det hele, er så ren power, at de svenske true-metal-revival-bærere Hammerfall følte sig nødsaget til at levere en, dog knap så intens, udgave af den på deres anden skive. Sjældent er en dansk skive startet så medrivende, og endda emmende af raseri, trods det, at man efter to sekunders koncert med skønjomfruerne straks kan afgøre, at de ikke kører på vrede og surhed som brændstof til sangskrivning. 'Back to Back' er endda uden et egentlig omkvæd, men kun en gentagelse af samme linje, og det er nok - med den rigtige sang.
Ronnie Atkins, eller Paul om man vil, har en vokal skabt til firsernes heavy metal. Det vil sige lys og med evne til at nå rimeligt høje toner, men også tilpas hæs og rå, så man ikke kunne beskylde ham for at være fisefornem og fesen, end ikke da balladerne gik højest. Men også solodelen er smækker i indledningsnummeret. Hurtig, melodisk og pompøs, som Blackmore laver det på sine bedste dage. Man fornøjes.
Helt anderledes tungt er titelnummeret, som følger op – et særegent voldsomt firsermetalriff, der virkeligt lever op til ønsket om at være heavy, og så grotesk simpelt. Det virker, ligesom omkvædet, der i den grad bærer signatursangen, og gør det til en perfekt hyldesthymne for bandet selv, for den hårde rock og til et smukt opgør med forældres manglende forståelse for oprøret i pigtrådsinficeret musik.
Allerede på det tredje nummer kommer så chokket. En ballade, eller i hvert fald en slags. 'Waitin' for the Time' er så fantastisk uskyldigt, melodiøst og naivt, men udtrykker også Atkins og Hammers fremragende øre for at skrive fængende strofer. Man kunne mistænke dem for også at kunne gøre sig i mere letbenet musik med de evner, men heldigvis faldt de tidligt for langt hår og nitter.
Tilbage ved den seriøse side af sagen kommer Pretty Maids dog på flere måder efterfølgende i 'Cold Killer'. Atkins lægger frygten i sin stemme bort og river teksten rundt om et dansende riff og vrisser sig gennem omkvædet, indtil et smukt, næsten for smukt c-stykke sætter soloen i gang. Hvad den egentlig handler om er svært at sige, men teksterne er heller ikke jydernes største force, det er den melodi som bærer dem, og den fejler absolut intet.
Stolthed og Frygt
Samme frygt, og denne gang mere relevant, præger på effektiv vis 'Battle of Pride' med en tekst kredsende om den daværende stærkt ophedede kolde krig. Det er råt, voldsomt og hastigt, og skrækken for atomkrig er ikke gemt langt væk i stemningen.
Knap så højtidelige, men stadig seriøse er de tre afsluttende numre fra Pretty Maids' egen hånd. 'Night Danger' har måske ikke samme stærke melodier til Atkins, men bandet lever stadig på energien, på brugen af det umiddelbare, og på Hammers evne til at få det maksimale ud af riffs, der tydeligvis ikke er skåret af verdens mest tekniske guitarist – men han spiller det absolut nødvendige helt uden at lire, og meget få riffs fra herrens hånd lægger ikke op til at lade lytteren vride i de luftbårne strenge.
'A Place in The Night' hører til typen af sange, der sætter sig første gang, omkvædet nås – det er såre simpelt og en perfekt udnyttelse af Aktins' hæse stemme, der slider de fængende linjer frem. Men også de effektfulde leads og den stemningsopbyggende akustiske guitar er med til at hæve nummeret op blandt de bedste – trods det knap så heavy udtryk.
Samme svage tilsnit af noget poppet holder 'Queen of Dreams' kørende. Knap så insisterende på at sætte sig fast måske, og dog får det sit eget liv, når der skal sættes punktum for denne velfungerende debut. Der sættes bare ikke punktum – ikke sådan rigtigt i hvert fald. For som man senere for alvor skulle opdage, holder Horsens-bandet meget af irske Thin Lizzy, og det resulterede otte år senere i et covernummer skrevet til en John Sykes-single af Sykes og Phil Lynott, som muligvis var velfungerende, men også for de decideret metalglade lidt af en plage, når fællessangen til koncerter satte ind under ”oooooohhh daaaarjlieeeeng, please dont leave meeeeee ...”.
I 1983 sluttede Pretty Maids dog deres debut af med at spille 'Little Darling', i øvrigt i selskab med producer Billy Cross, der også har leget guitar med Bob Dylan. En aldeles udmærket version, der viser, hvor Atkins og Hammer har fundet meget af deres inspiration, men også en anelse malplaceret på et album, hvor heavy fylder mere end rock.
På vej mod storhed - eller fald
Ødelægge, at 'Red, Hot and Heavy' er en fremragende udgivelse og en imponerende debut, kunne et enkelt covernummer dog ikke, og verden så dengang ud til at ville lægge sig frivilligt for fødderne af en flok jyder. Sådan gik det da også et stykke tid endnu – 'Future World' fra 1987 var en af danmarkshistoriens dyreste udgivelser, og den tjente sig selv fint hjem takket være en rimelig succes i både Europe og USA. Men da efterfølgeren 'Jump the Gun' var klar i 1990, var der ikke samme glæde ved højt og bobbet hår, og bandet var tæt på at gå i opløsning.
Jyden er dog stærk og sej, siger man, og trods adskillige udskiftninger på bas, trommer og keyboard, har Atkins og Hammer formået at holde sammen på sig selv lige siden, og 2010-skiven 'Pandemonium' viste da også et par herrer i absolut topform – men det startede allerede med at være rødt, hedt og tungt i 1984 ...