Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RB ´23: Guide til fredagen

Updated
Ashenspire

Ashenspire kradser ørerne til, Brutus bløder dem op, Backxwash rapper om Helvede og Bell Witch har nyt i ærmet – en andendag med masser af stærke kort på hånden.

Spillested
Dato
21-04-2023
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Forfatter

”Godformiddag, det blev da vist sent i går….” lyder det muligvis allerede første gang fredag.
Der er sjældent tid til at sove i timen på disse kanter, og derfor er Ad Nauseam også passende sat til at sparke dagen i gang med syvtommersøm på Engine Room kl. 13 med deres Stravinsky-inspirerede ekstremmetal. ’Imperative Imperceptible Impulse’ (2021) fra start til slut. Tak for kaffe, eller hvad man nu ellers indtager heromkring.



Efter sådan en omgang akademisk funderede øretæver kan man tage ind på naboscenen og se medlemmer fra Coilguns stå i spidsen for en commision af det schweiziske label Hummus Records under det fælles banner Trounce. Hvad de har skrevet til lejligheden må tiden vise, men i kraft af selv at udnævne sig home of the weird skal der nu nok komme noget ganske….anderledes ud af denne seance.

Hvis nogen af jer også var til Ashenspires dissonante frontalangreb i København fornylig, så kan I nok regne ud, hvor I kan finde os, og hvor I selv burde befinde jer, senere på eftermiddagen.



Vil man favne lidt bredere end de velkendte, metalliske afkroge, så kan du enten blive på Engine Room, hvor Teeth of the Seas Blade Runner-inspirerede sci-fi dystopier er næste punkt på dagsordenen, mens Maud the Moth (ja, hende fra healthyliving) går den mere virtuost artrockede vej solo på Next Stage. 
Bliver det for flamboyant, så har Washington-kollektivet Wolves in the Throne Room til deres fjerde Roadburn-visit forberedt en cinematisk black-forestilling på hovedscenen i samme bygning, tituleret Shadow Moon Kingdom. Om det bliver velkendt eller nyt materiale må vi blot fantasere os til på forhånd, men vi kommer i hvert fald ikke til at gå ned på stammelyde og visuals fra de vilde omgivelser i det nordvestlige USA, hvis programmet taler sandt.

Hvis benene efterhånden trænger til lidt hvile for at kunne holde aftenen ude, så kan vi da også på det kraftigste anbefale Brutus på samme hovedscene lige efter ulvene. Et belgisk post-hardcore-foretagende, som overraskede positivt med både melankoli, feeling og magi i luften for en måned siden på VEGA, hvis du missede dem i farten – og derudover er de også en lettere melodisk afveksling fra hvad Roadburn ellers mestendels gør sig i.



Er du stadig klar til at udfordre øregangene senere på aftenen, så er den brutale fusion af rap og metal fra Backxwash bestemt også værd at skrive sig bag øret. Hun lover os sange fra Helvede, og med den hårde attitude i betragtning på sidste års ’His Happiness Shall Come First Even Though We Are Suffering’ er det ikke svært at forestille sig hende påkalde sig de mørke kræfter på The Terminal.
Alternativt kan du omtrent samtidig også se hvad der sker, når man fusionerer japansk folk og fransk prog, på jazzklubben Paradox med det noget excentriske match-up under kunstnernavnet PoiL Ueda.

I tirsdags kom det i øvrigt også ud, at vi fredag overraskende nok også vil kunne høre Bell Witch spille deres kommende opus fra start til slut på hovedscenen, 013. Med en titel som ’Future’s Shadow Part 1: The Clandestine Gate’ er det svært at forestille sig, at der ikke vil være noget stort i vente som opfølger på den forrygende mastodont af en forgænger, ’Mirror Reaper’, når klokken den kommer til at slå 15:30 i Tilburg, så der er naturligvis mødepligt!