Roskilde Festival 2013: Pressen
”Pludselig ser man noget polsk harpespil i et hjørne af pladsen i stedet for at høre Airbourne” lyder det fra en af de garvede kulturjournalister, Devilution har udspurgt om deres erfaringer på festivalen.
For musikjournalister er der ingen tvivl: Roskilde Festival er årets højdepunkt når Dyrskuepladsen forvandles til en uges kulturelt mekka med 180 bands i alle genrer, og over 100.000 mennesker finder sammen i fællesskabets ånd.
Devilution har spurgt musikanmelder på Børsen og radiovært på Radio24syv Niels ”Fez” Pedersen (født: 1965) og webredaktør på Gaffa og forfatter Ole Rosenstand Svidt (født: 1974) om deres mangeårige erfaringer på festivalen.
Hvad er det bedste ved festivalen?
Pedersen: - Det bedste er fællesskabet, mangfoldigheden i publikum og at droppe ud af hverdagen og lade musikken og tilfældet styre. For mig handler gode festivaler om såvel genhør som nye opdagelser. Mit favoritprogram består af helt nye navne, kultkunstnere og legender. Alt det i mellem tænder jeg ikke på.
Svidt: - Det er, at man kan høre utrolig meget god musik på kort tid, og ofte få mulighed for at høre spændende musik, man ikke kender i forvejen, og bands og musikere, man ikke har set live tidligere. Med andre ord få udvidet sin musikalske horisont. Og så at være i selskab med gode venner.
Hvad er det værste ved festivalen?
Pedersen: - Vejret kan være slemt, men når man har klaret sit første Roskilde-regnvejr, kan man klare alt. Jeg bryder mig heller ikke om dovne festivalgængere, der vil have alt serveret og ikke er opsøgende. Sponserede barer, velourhatte og oppustelige hammere skal man også holde sig fra. Derfor tager jeg ikke til Skanderborg. Ellers er det værste for tiden helt sikkert campingstole. Unge mennesker! Rejs jer op, stå og gå. I har ben!
Svidt: - At man skal ligge i telt, og at der er dårlige muligheder for bad og almindelig hygiejne. Jeg har aldrig været spejdertypen og har derfor nydt, at jeg i de seneste år i egenskab af journalist har haft mulighed for at sove med tag over hovedet og have adgang til bad.
Hvilket råd vil I give til andre, der skal på festival?
Svidt: - Hold igen med alkoholindtaget og sørg for at høre noget musik. Nogle tager til festival for at drikke sig i hegnet og høre et enkelt band i ny og næ. Men det kan man jo gøre hele året rundt, hvorimod festivalens bands og solister nok ikke kommer igen lige foreløbig.
Pedersen: - Gode sko. Man går meget. Jeg bar skridttæller på Roskilde et år og gik en maraton (42 km). Og så kan du lige så godt indstille dig på, at du går glip af dit favoritband. Man falder i søvn, i snak eller staver. Og pludselig ser man noget polsk harpespil i et hjørne af pladsen i stedet for at høre Airbourne. Sådan er det bare.