Sweden Rock Festival 2018 - Guide
PopulærEndnu engang går turen til Sölvesborg med et oldschool lineup med både store sværvægtere, rockikoner fra fortiden, lidt fra den sorte skole og andre blandede godter. Vi giver dig her en hurtig indføring i de vigtigste af årets bookinger fra stort til småt.
Hvis der er en festival, der mere end nogen andre formår at booke de største klassiske rockdyder på stribe år efter år, så er det unægteligt Sweden Rock. Festivalen præsenterer igen i år nogle af rock- og metal-verdenens mest legendariske navne, når den svenske fest går i gang allerede nu på onsdag.
Sværvægterne
For at starte med det tunge skyts er det også lykkedes Sweden Rock at få fingre i Ozzy på hans afslutningsturné. En god mulighed for, blot en uge inde i Europa-turneen, at få en lille forsmag på, hvad vi har i vente på årets Copenhell. Det samme gælder Helloweens stort opslåede Pumpkins United-tour, der med alle bandets sangere gennem årene samlet til en all star-kavalkade afkræver ubetinget mødepligt!
I forlængelse af deres turneer, der begge kommer forbi Royal Arena i den kommende uge, vil Iron Maiden og Judas Priest ligeledes bidrage til de store fællesskrålere foran hovedscenen, hvor vi især ser frem til at høre, hvordan Rob Halfords vokal vil kunne bære Judas Priest igennem de seneste schlagere fra 'Firepower'. Kreator har til gengæld intet nyt på tapetet siden ’Gods of Violence’ fra januar sidste år, men kender vi dem ret, kan de sikkert stadig overbevise os hungrende kaoshorder om, at ham der Satan er ægte.
Fortidens ikoner
Sweden Rock har altid lagt vægt på den stolte rocktradition, sådan som vores fædre husker den, og således byder årets lineup igen på et spændende potpourri af bands, der mere end noget andet lever højt på deres storhedstid for mere end 30-40 år siden. Uriah Heep har ganske vist kun guitarist Mick Box tilbage fra det oprindelige lineup, men plejer at være garant for en fest og er ikke blege for at tage enkelte album eller perioder op under deres koncerter. I samme boldgade har vi Nazareth og Glenn Hughes, der ligeledes lever højt på deres respektive storhedstider i starten af 1970erne. For progheadsene tager vi også, inden koncerten på Vega, forskud på glæderne i Sölvesborg med Jon Anderson og Rick Wakemans udgave af Yes om lørdagen, mens ThijsVan Leer og hans yngre slæng må vise, om de kan leve op til Focus' mere eksperimentielle kompositioner fra de tdligere 1970ere – med eller uden jodlen. Lemmys gamle venner fra Girlschool kan forhåbentlig fortsat levere hard rock efter bogen med tilpas meget grrrrl-attitude, og i den mere metalliske ende er der også et solidt teutoner-brag i vente, når de tyske thrash-pionerer fra Destruction lørdag aften forhåbentlig atter engang serverer de obligatoriske klassikere fra den gamle preusserskole.
Den sorte skole
Som vi bevidnede på Pumpehuset tidligere i år, er Suffocation i den aktuelle opstilling med Ricky Myers som stand-in for tidligere frontbrøler Frank Mullen i sublim topform, så hvis man tager onsdagen med, er der ingen diskussion om, hvor man bør indfinde sig kl. 22:30.
På andendagen har bookerne til gengæld sjusket med programlægningen, og her må man således gøre op med sig selv, om man vil ty til de græske førstegenerations-black-veteraner fra Rotting Christ eller det spændende nye svenske band Nekrokraft, der med albummet 'Servants' har blandet en potent cocktail af black, death og thrash.
Uagtet at Dark Funeral formodentlig ender med fredag kl. 16 at spille i bagende solskin på den åbne scene, satser vi på, at deres sorte kunst fortsat vil blive forløst, mens Pestilence blot få timer senere serverer grum, teknisk død af den gamle skole. Hvis dét ikke var teknisk nok, kan man også se frem til midnat, hvor de svenske djent-legender fra Meshuggah lukker fredagens program.
Om lørdagen er det dog især Primordial, der vil lune de sorte sjæle med den keltisk-inspirerede black/doom, de har raffineret plade efter plade, senest med den nyligt udgivne ’Exile Amongst the Ruins’.
Blandede godter
Når festivalen for alvor går i gang om torsdagen, er det med de lokale Göteborg-legender Dark Tranquillity som åbningsband på Sweden Rocks næststørste scene, Rock Stage. Kan du lide din metal mere core-inspireret, står Killswitch Engage på menuen sidst på eftermiddagen, inden Ice-T og resten af Body Count leverer deres potente rapmetal-hybrid med alt, hvad det inkluderer af strippere og måtherfåkker-attitude.
Fredag byder også på falset og hair metal i selskab med den altid flamboyante Justin Hawkins og resten af The Darkness, inden der står denim-homopunk-hygge på menuen med evigt festlige og politisk ukorrekte Turbonegro. Baroness skuffede givetvis sidste år på Copenhell, men deres placering på en mere intim scene i aftentimerne kan forhåbentlig hjælpe deres melodiske sludge bedre på vej, gerne med stærkere vægtning af de røde og blå album, som kickstartede deres karriere.
Sidstedagen står igen i svenskens tegn med Peter Tägtgrens industrielle sideprojekt Pain, som med den lettere dansable karakter træder klarere i karakter live og derfor har fået en god placering på Rock-scenen midt på eftermiddagen. Stratovarius følger efter som firstmovers inden for den klassiske power metal-lyd, og med 16 album på samvittigheden holder de sig stadig fuldt aktive, om end der unægtelig vil være mange, der vil hungre efter klassikerne fra deres primetime i 1990erne. Ligesomom der blev åbnet i svensk favør, lukker Backyard Babies ballet efter Judas Priest lørdag midnat med 80er-sleazy punkrock af den festlige skole, så aftenbranderten er sikret.