Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Metallica: "Alle vil spille sammen med os!"

Populær
Updated
Metallica: "Alle vil spille sammen med os!"
Den fjerde og sidste del af Heavyjam.dk's store interview med Lars Ulrich handler bl.a. om... Roskilde! SAN RAFAEL, CALIFORNIEN: Der er et par uger til at Metallica bliver endelig færdige med de sidste indspilninger til "St. Anger", alligevel vover Heavyjam.dk pelsen og tuner Lars Ulrich ind på sommerens store stadion turné i Staterne, "Summer Sanatarium", hvor Metallica headliner over den nye skoles største navne som Limp Bizkit, Linkin Park og The Deftones.

”Det der er fedest ved alle de der bands, er, at de alle sammen vil spille med os," udbryder Lars begejstret. "Det er helt utroligt! Der er ikke nogen af dem der vil spille med hinanden, men de vil alle sammen spille med os! Vi ringer og spørger den ene og den anden, og hver af dem ville gerne komme og åbne for os, men da vi så skulle lave den der "Summer Sanatarium" turné var der ikke nogen der ville åbne for de andre...”


Egoer udenfor døren

Det blev så siden blevet aftalt at Linkin Park skulle spille før Limp Bizkit. Men det krævede lidt opstramning fra ikke mindst initiativtager Lars Ulrichs side. En mand med en stor giga stadion tour erfaring - han lavede jo også den historiske co-headliner tour med Axl Rose og Guns N' Roses i 1992 (gode gamle Axl, ja, så han må vist være en af branchens mest hærdede forhandlere!).

"Ja, al det er kommet okay på plads nu," understreger Lars Ulrich og fortsætter sin fortælling om "Summer Sanatarium" turneen, som desværre kun er er ren amerikansk affære.
”Vi sad og sagde: 'prøv lige at hør,fyre! For fanden, der er jo nogen der skal 3’er og nogen der skal spille 2’er, så kan vi ikke lige parkere egoerne udenfor?' Altså, i de dage da vi spillede alle de der stadion turneer med Van Halen og Dokken, var det sådan who gives a shit, mand! Vi åbner for dem allesammen, for vi kan gå ud og blæse dem alle sammen af scenen! Men der ligger sådan nogle andre attituder i dag."

"Men det er i hvert fald meget skægt, at de alle sammen vil spille med os. Det er sgu' fedt! Det er også lidt mere personligt nu om dage, hvor jeg selv ringer til alle de bands og alle sammen siger: 'ja, klart!'"


Gode Roskilde-minder

Inden "Summer Sanatarium" touren ruler afted fra den 4. juli til starten af august, runder Metallica som bekendt Europa - og Dyrskuepladsen i Roskilde torsdag den 26. juni, bandets i alt tredje besøg på festivalen (hver gang med ny bassist i øvrigt).

Husker du Jeres første Roskilde Festival-optræden i 1986?
”Ja-ja, med Phil Collins, Eric Clapton og Elvis Costello og alle mulige… øøhm, jeg kan huske at scenen var meget stor! Og jeg kan huske, at jeg gik op og sagde 'vi ses inde i Saga den 27. september', og det var jo the faitful day der (bassist Cliff Burton omkom ved en busulykke på vej til koncerten - red.). Og så kan jeg huske, jeg sad og drak bajere ude bagved scenen. Og det var jo fedt.”

”Og der har altid været en fed vibe på Roskilde. Stemningen rundt om de dage, vi spiller i København har også altid været gode, og der er altid mægtigt gang i den. Efter showet i '99 var klokken 3 om natten da jeg mødte Robbie Williams et eller andet sted på gaden i København. Vi endte oppe på mit værelse sammen og sad og drak bajere og røg cigaretter til klokken fem om morgenen eller sådan noget."

”Og det har jo også altid været fedt med nogle af de der shows på Gentofte Stadion. Det har jo altid været specielt i Danmark, og det behøver du ikke at smøre på mere – det har nemlig altid været fedt.”

Og med dette her nye materiale, der er benhårdt men også meget komplekst og med en ny mand i truppen – det bliver jo rigtig sjovt, forhåbentligt?
”Det gør det! Det bliver jo fedt at skulle ud at spille med Rob og ud at spille igen. Og endnu en gang, altså: når jeg tænker på, at for et år siden sad vi og var skide bange for den dag, James Hetfield gik ind i studiet... om han stadigvæk kunne spille guitar?? Så er det jo meget fedt, et år senere, at kunne tage rundt og spille de der gigs.”

I al sin enkelhed kan vi tilføje: JA!

Kunstner
Genre