Metallica: Kurs Mod Opløsning
Populær
Updated
I det andet af fire interview fortæller Lars Ulrich om krisen, da bassist Jason Newsted skred fra bandet og da James Hetfield havde brug for orlov på ubestemt tid – og Metallica havde… kurs mod opløsning. SAN RAFAEL, CALIFORNIEN: - Snakken med Lars Ulrich oppe i hans "kontor" i Metallicas HeadQuarters er kommet godt i gang. Det har været en lang - og trang - periode op til indspilningen af "St. Anger", og Lars fortæller løs (andet ville også have overrasket som hvis nogen opstillede en bod med flæskestegs sandwich på torvet i Medina): Vi taler om Jasons exit, James' indlæggelse (grundet alkohol- og medicin misbrug) og om året 2001, hvor Metallica ikke spillede et eneste show (første koncertfrie kalender år, nogensinde!). Og det er hér, vi starter denne del af interviewet: ved Metallicas in-aktive periode, da James blev behandlet. Tålmodighed og venten er jo ikke just Lars Ulrichs favorit-ismer...
Var det frustrerende for dig, at der var så lang tid til at det skulle handle om musik igen?
”(tænker længe) … Frustrerende? Jeg vil sige, det var svært! På et tidspunkt var jeg ikke en gang sikker på om der var mere musik. På et tidspunkt, i efteråret 2001, i den dybeste mørkeste tidsperiode mens James var væk, vidste vi ikke rigtig hvad fanden der ville ske – dér kan jeg ikke en gang sige at det var irriterende at musikken var så langt væk, for der undrede jeg mig faktisk overhovedet om der var mere? Dengang handlede hverdags spekulationerne mere om der kom mere musik end hvor langt væk den var.”
”Så det er en fed fornemmelse, at sidde her efter at have været den tur igennem det sidste halvandet år - og at have en plade som vi ikke kun er glade for, men stolte over. Og at have en ny bassist og en turné og så videre.”
Jo, han ser sådan ydmygt tilfreds, denne forår 2003 udgave af Lars Ulrich - og fortsætter sin reflektion: ”Så det var ikke et skide let år 2001, men det gør jo alt det der foregår nu endnu federe. Der er ikke nogen af de ting, de sidste to år, jeg deciderede ville ændre – for jeg synes at alle de ting, vi har været igennem spiller en lillebitte rolle i hvordan dén plade lyder og hvordan temperaturen er nu om dage og hvordan landet ligger.”
James Hetfields krise
Så nu forstår du hvordan Robert Johnson og Muddy Waters og alle de andre gamle blues sangere kunne have "the blues"?
”Ja, he he he. Jeg er ikke skidegod til at sidde at vente, det er jo ikke det jeg er bedst til. Og det var en svær ventetid der, for vi var gået i gang med pladen. Projektet hang i luften og det der med "ubestemt tid" er jeg ikke skide god til. For jeg skal jo altid kontrollere hvor det går hen og jeg har været god til alt det med tidsplaner og skemaer."
"Efter at James havde været væk i tre måneder og vi gik og glædede os som børn til at skulle i gang med pladen igen, ringede han så dagen før og sagde, han altså ikke kunne komme! Han skulle bruge mere tid til at falde på plads igen. Han sagde, han ville ringe når han var klar – og så lagde han røret på. Og så der gik der ellers yderligere fem måneder, hæ hæ, det var jo ikke skide let."
”Og så mødtes vi først igen i februar (2002 - red.), hvor denne bygning (alias "HeadQuarters", jf. nedenstående foto - red.) endelig var blevet færdig.”
Så du ham ikke i fem måneder??
”Jeg så ham til vor fan blad redaktør Stefans bryllup, hvor han kom forbi og sagde "hej!" en times tid, og så havde Kirk et surprise birthday party to måneder senere, hvor James kom forbi for at sige tillykke til Kirk. Ellers så jeg ham ikke før februar.”
Men udover det rent album- og bandmæssige; I har jo også et personligt forhold baseret på tyve års venskab??
”Ja, selvfølgelig, det var også det der var meget svært. Halvdelen af mig sad og sagde: "nu skal vi krafteddeme i gang med at lave denne her skide plade!". Mens den anden halvdel sagde; at nu vil jeg tager over til ham – for jeg vidste godt hvor han var - og give ham en krammer og spørge om jeg kan hjælpe ham med noget. Men det var ligesom, jeg var blevet bedt om... ikke at blive væk, men han havde bedt om at få sin space og sin tid til at gå de der ting igennem. Og da han kom hjem (fra fvæningsklinikken - red.) var det emst væsentlige for ham: hans nærmeste familie, kone og børn. Og det var jo klart vigtigere end noget af vort bandlort.”
Coaching og kramme-ritual
Ingen egentlig grund til det ellers oplagte opfølgende spørgsmål, for Lars Ulrich trækker selv tidslinien frem til bandets kreative come back.
”Da bygningen så var færdig mødtes vi i februar, og så gik der ellers tre måneder, hvor vi sad rundt om det der spisebord nede i køkkenet (symbolsk beliggende midt mellem bandets studie og øvelokale - red.) før vi begyndte at spille musik."
"Så det var en meget lang proces, men da vi endelig gik i gang med at spille musik i maj 2002, havde vi så også fået sat det hele på plads og snakket alle de ting igennem som vi skulle: al det lort med Jason, med mig og James og alt det lort med... det hele! Karrieren, og hvem vi var og hvad fanden det nu drejede sig om."
"Det var en lidt underlig tid, men der var ikke noget af den, som ikke var virkelig værdifuld og lærerig. Men det var lidt af et mindfuck og sidde der og vente i seks måneder. Det var vi ikke rigtig vant til, og det var ikke den måde, Metallica havde kørt på, Metallica havde altid kørt meget med tidsskemaer og tingene var altid meget professionelle og hvor alt sammen faldt i hak.”
Så der var en proces - udover hvem skal erstatte Jason og hvad gør vi med musikken: Stemningen og kemien skulle justeres, simpelthen?
”Jamen, det startede jo da Jason kom ind og sagde "farvel og tak". Hvad fanden, han kan da ikke bare skride, det har han da ikke lov til! Sådan noget sker ikke for os! Det er vi alt for proffesionelle til, og det her band har jo ikke noget med at følelser at gøre eller hvordan folk har det!!”
”Men var han blevet mobbet ud af bandet? Det holder jo ikke, så
vi måtte lige finde ud af hvad dét drejede sig om. På engelsk – i "rehab talk" – har man sådan noget, hvor man hiver strimlerne af løget og så åbenbares der en hele bunke orme. Så der skulle vi en hel masse ting igennem, og så skulle vi ind i alle de personlige forhold og lære hinanden at kende igen og tilbage igen til day one. Og det tager jo et stykke tid.”
Det lyder som professionel hjælp?
”Jamen, det havde vi også! Ham Phil Tuwle har været med i to år, han kalder sig selv ”performance coach”, og han blev anbefalet af Tom Morello fra Rage Against The Machine (nu Audioslave -
red.), som også lige havde været sådan en ordentlig tur igennem. Phils speciale er sportshold, han havde bl.a. arbejdet med St. Louis Rams, og han kan få folk på det samme hold til at holde hinanden ud, he he," smiler Lars Ulrich skævt.
Så det er manden der har været bag Jeres berømte kramme-ritual - som indledning til hver studiedag?
”Aaah, det er lidt sort/hvidt, det med det kramme ritual der, altså…"
Hvad er det så? Ud med sproget!
”Det er jo i den lidt dybere afdeling, men det drejer sig mest om … altså... de fleste energier i Metallica har været negative. De ting, vi altid havde til fælles var, at vi kunne dele en hel masse negative energier om hvor gode vi var og hvor dårlige andre var. Vi var skidegode til altid at rakke ned på alle rundt omkring os, men vi kunne aldrig sidde ned og fortælle hinanden hvor godt, vi havde det med hinanden eller hvor meget, vi kunne lide at arbejde sammen. Så al vores tid – specielt mellem James og jeg - blev altid brugt på at skændes om hvem der skulle vinde de der kæmpe skænderier om hvad fanden der skulle ske stilmæssigt, sangsmæssigt og det hele, ik'.”
Men Phil Tuwle fik bandet til at bearbejde de negative energier og fik holdet til at arbejde sammen igen. Med producer Bob Rock som bassist stand-in gik Metallica i gang med indspilningen af "St. Anger". Men hvad skete der med Jason Newsted? Og hvordan fandt bandet ud af at den nye bassist skulle være Rob Trujillo? Lars Ulrich ser tilbage på Jason Newsteds exit og Rob Trujillos entré i næste nummer af Heavyjam.dk, næste mandag.
Var det frustrerende for dig, at der var så lang tid til at det skulle handle om musik igen?
”(tænker længe) … Frustrerende? Jeg vil sige, det var svært! På et tidspunkt var jeg ikke en gang sikker på om der var mere musik. På et tidspunkt, i efteråret 2001, i den dybeste mørkeste tidsperiode mens James var væk, vidste vi ikke rigtig hvad fanden der ville ske – dér kan jeg ikke en gang sige at det var irriterende at musikken var så langt væk, for der undrede jeg mig faktisk overhovedet om der var mere? Dengang handlede hverdags spekulationerne mere om der kom mere musik end hvor langt væk den var.”
”Så det er en fed fornemmelse, at sidde her efter at have været den tur igennem det sidste halvandet år - og at have en plade som vi ikke kun er glade for, men stolte over. Og at have en ny bassist og en turné og så videre.”
Jo, han ser sådan ydmygt tilfreds, denne forår 2003 udgave af Lars Ulrich - og fortsætter sin reflektion: ”Så det var ikke et skide let år 2001, men det gør jo alt det der foregår nu endnu federe. Der er ikke nogen af de ting, de sidste to år, jeg deciderede ville ændre – for jeg synes at alle de ting, vi har været igennem spiller en lillebitte rolle i hvordan dén plade lyder og hvordan temperaturen er nu om dage og hvordan landet ligger.”
James Hetfields krise
Så nu forstår du hvordan Robert Johnson og Muddy Waters og alle de andre gamle blues sangere kunne have "the blues"?
”Ja, he he he. Jeg er ikke skidegod til at sidde at vente, det er jo ikke det jeg er bedst til. Og det var en svær ventetid der, for vi var gået i gang med pladen. Projektet hang i luften og det der med "ubestemt tid" er jeg ikke skide god til. For jeg skal jo altid kontrollere hvor det går hen og jeg har været god til alt det med tidsplaner og skemaer."
"Efter at James havde været væk i tre måneder og vi gik og glædede os som børn til at skulle i gang med pladen igen, ringede han så dagen før og sagde, han altså ikke kunne komme! Han skulle bruge mere tid til at falde på plads igen. Han sagde, han ville ringe når han var klar – og så lagde han røret på. Og så der gik der ellers yderligere fem måneder, hæ hæ, det var jo ikke skide let."
”Og så mødtes vi først igen i februar (2002 - red.), hvor denne bygning (alias "HeadQuarters", jf. nedenstående foto - red.) endelig var blevet færdig.”
Så du ham ikke i fem måneder??
”Jeg så ham til vor fan blad redaktør Stefans bryllup, hvor han kom forbi og sagde "hej!" en times tid, og så havde Kirk et surprise birthday party to måneder senere, hvor James kom forbi for at sige tillykke til Kirk. Ellers så jeg ham ikke før februar.”
Men udover det rent album- og bandmæssige; I har jo også et personligt forhold baseret på tyve års venskab??
”Ja, selvfølgelig, det var også det der var meget svært. Halvdelen af mig sad og sagde: "nu skal vi krafteddeme i gang med at lave denne her skide plade!". Mens den anden halvdel sagde; at nu vil jeg tager over til ham – for jeg vidste godt hvor han var - og give ham en krammer og spørge om jeg kan hjælpe ham med noget. Men det var ligesom, jeg var blevet bedt om... ikke at blive væk, men han havde bedt om at få sin space og sin tid til at gå de der ting igennem. Og da han kom hjem (fra fvæningsklinikken - red.) var det emst væsentlige for ham: hans nærmeste familie, kone og børn. Og det var jo klart vigtigere end noget af vort bandlort.”
Coaching og kramme-ritual
Ingen egentlig grund til det ellers oplagte opfølgende spørgsmål, for Lars Ulrich trækker selv tidslinien frem til bandets kreative come back.
”Da bygningen så var færdig mødtes vi i februar, og så gik der ellers tre måneder, hvor vi sad rundt om det der spisebord nede i køkkenet (symbolsk beliggende midt mellem bandets studie og øvelokale - red.) før vi begyndte at spille musik."
"Så det var en meget lang proces, men da vi endelig gik i gang med at spille musik i maj 2002, havde vi så også fået sat det hele på plads og snakket alle de ting igennem som vi skulle: al det lort med Jason, med mig og James og alt det lort med... det hele! Karrieren, og hvem vi var og hvad fanden det nu drejede sig om."
"Det var en lidt underlig tid, men der var ikke noget af den, som ikke var virkelig værdifuld og lærerig. Men det var lidt af et mindfuck og sidde der og vente i seks måneder. Det var vi ikke rigtig vant til, og det var ikke den måde, Metallica havde kørt på, Metallica havde altid kørt meget med tidsskemaer og tingene var altid meget professionelle og hvor alt sammen faldt i hak.”
Så der var en proces - udover hvem skal erstatte Jason og hvad gør vi med musikken: Stemningen og kemien skulle justeres, simpelthen?
”Jamen, det startede jo da Jason kom ind og sagde "farvel og tak". Hvad fanden, han kan da ikke bare skride, det har han da ikke lov til! Sådan noget sker ikke for os! Det er vi alt for proffesionelle til, og det her band har jo ikke noget med at følelser at gøre eller hvordan folk har det!!”
”Men var han blevet mobbet ud af bandet? Det holder jo ikke, så
vi måtte lige finde ud af hvad dét drejede sig om. På engelsk – i "rehab talk" – har man sådan noget, hvor man hiver strimlerne af løget og så åbenbares der en hele bunke orme. Så der skulle vi en hel masse ting igennem, og så skulle vi ind i alle de personlige forhold og lære hinanden at kende igen og tilbage igen til day one. Og det tager jo et stykke tid.”
Det lyder som professionel hjælp?
”Jamen, det havde vi også! Ham Phil Tuwle har været med i to år, han kalder sig selv ”performance coach”, og han blev anbefalet af Tom Morello fra Rage Against The Machine (nu Audioslave -
red.), som også lige havde været sådan en ordentlig tur igennem. Phils speciale er sportshold, han havde bl.a. arbejdet med St. Louis Rams, og han kan få folk på det samme hold til at holde hinanden ud, he he," smiler Lars Ulrich skævt.
Så det er manden der har været bag Jeres berømte kramme-ritual - som indledning til hver studiedag?
”Aaah, det er lidt sort/hvidt, det med det kramme ritual der, altså…"
Hvad er det så? Ud med sproget!
”Det er jo i den lidt dybere afdeling, men det drejer sig mest om … altså... de fleste energier i Metallica har været negative. De ting, vi altid havde til fælles var, at vi kunne dele en hel masse negative energier om hvor gode vi var og hvor dårlige andre var. Vi var skidegode til altid at rakke ned på alle rundt omkring os, men vi kunne aldrig sidde ned og fortælle hinanden hvor godt, vi havde det med hinanden eller hvor meget, vi kunne lide at arbejde sammen. Så al vores tid – specielt mellem James og jeg - blev altid brugt på at skændes om hvem der skulle vinde de der kæmpe skænderier om hvad fanden der skulle ske stilmæssigt, sangsmæssigt og det hele, ik'.”
Men Phil Tuwle fik bandet til at bearbejde de negative energier og fik holdet til at arbejde sammen igen. Med producer Bob Rock som bassist stand-in gik Metallica i gang med indspilningen af "St. Anger". Men hvad skete der med Jason Newsted? Og hvordan fandt bandet ud af at den nye bassist skulle være Rob Trujillo? Lars Ulrich ser tilbage på Jason Newsteds exit og Rob Trujillos entré i næste nummer af Heavyjam.dk, næste mandag.