I offentlighedens tjeneste

Hvordan opdager man musik? I gamle dage kunne man stole på, at det offentlige hjalp. Men i dag ser det anderledes ud. Radioværterne Benjamin Clemens og Stine Omega fortæller.

Da undertegnede var ung, gik jeg på biblioteket. Der var en afdeling med metal-cd’er, man kunne bladre igennem, og jeg lånte alt, der så sejt ud. Stakke blev slæbt med hjem og gennemlyttet. Nogle var nitter, andre guldkorn, men i det begrænsede udvalg lå kimen til en evig passion.
Nu til dags er udvalget mange, mange gange større. Både fordi der findes langt mere musik end tidligere, men også fordi internettet og streamingteknologien har gjort det hele tilgængeligt og lagt det for vore fingerspidser. For os, der har et udgangspunkt er det godt. Men for andre er det umuligt at finde rundt i. Algoritmerne peger i retning af det mest populære og man kan ikke søge på noget, man ikke kender navnet på. Bibliotekaren er død.

Derfor er musikformidling ekstremt vigtigt. På indeværende magasin gør vi det, men vores formål er først og fremmest kritik. Dog er musikformidlingen i Danmark stort set ikke-eksisterende. Engang var der både MTV1 og 2, Puls og Boogie, og selvom de måske ikke gravede så dybt, så var det dog noget. Hvis man skal have fingre i den tunge musik i dag, kan næsten ingen hjælpe dig på vej.
Vi har dog sat to i stævne, der kan. Benjamin Clemens og Stine Omega er begge radioværter på 24Syv, på ‘Musik på 24Syv’ og på henholdsvis ‘STØJ’ og ‘Omegalisten’. Begge beskæftiger sig med tung musik. Rock, punk, hardcore og metal, og hellere end gerne i undergrunden.

Skrald sælger
På Radio 24Syv har de enkelte værter, i kraft af kanalens relativt tætbarberede besætning, meget stor autonomi. Det betyder, at Clemens og Omega, efter at have fået etableret deres programmer, har frie hænder til at invitere gæster og bestemme spillelister. En del af kanalens sendetilladelse afhænger dog af, at der på hverdage mellem 18 og 21 sendes et musikprogram, der fokuserer på samtale om musik, og primært den danske af slagsen.
Der må højst spilles 50 % musik, så det stiller en del krav til værterne, der hver især er på egen hånd i programmerne.
Både Benjamin Clemens og Stine Omega bruger derfor en del tid på at fortælle om den musik, de vælger ud. Der kan ikke blot klippes til en playliste.
– Formidling er et svært begreb. For på en måde kommer det an på, hvad man vil med det, fortæller Clemens, og fortsætter:
– Skal jeg være eksperten, der forklarer et emne til nogen, der ikke ved noget som helst om det, eller skal jeg præsentere noget nyt for folk, der er inde i stoffet i forvejen? Jeg arbejder på begge fronter i STØJ. Den første time præsenterer jeg undergrundssmadder, jeg har gravet frem i den forgangne uge, og siger ikke så meget andet, end om jeg kan lide det. I den anden del er roden det gennemarbejdede interview. Sådan lidt “Du ved allerede, hvem Møl er, her er folkene bag”.



Den første time fungerer som flowradio, mens den anden del udkommer som podcast. Clemens er ikke i tvivl om, at det er den rigtige måde at tilrettelægge det. Han mener, at dem, der hører podcasten, alligevel er rigeligt orienterede i at finde ny musik.
– Flowradio handler først og fremmest altid om at være godt selskab. Derfor spiller jeg også nogle gange musik, jeg ikke bryder mig synderligt om, men aldrig så meget, at jeg kun kan brokke mig. Der er ikke nogen, der vil høre mig rante i en time, griner han.

Stine Omega er enig og byder også ind:
– Det handler også om at kunne hæve sig over stoffet, mener hun.
– Jeg har relativt ofte musik med, jeg ikke ville sætte på derhjemme, men som jeg mener har en eller anden form for kvalitet. Jeg betragter mig måske som lidt af en connaisseur, så jeg kan godt vurdere, om det er god sangskrivning, selvom det ikke lige er mig. For eksempel har jeg lige haft Jaya May inde, og der er simpelthen noget utappet potentiale. Hendes lyd er så international, at hun burde blive spillet alle steder. Når selv mit støjelskende øre kan høre det, så må der være noget over det.

Og selvom Omega fortæller, at hun nogle gange spiller musik, hun ikke kender, så indebærer et job som kulturformidler alligevel, at man sætter sig ind i stoffet. Programmerne kræver research og forberedelse.
– Det er megafedt at dykke ned i det og sortere alt det fra, der findes derude i forvejen, forklarer hun, og Clemens supplererer:
– Det er et kæmpestort privilegium at have et job, hvor jeg kan sidde og læse Revolver og No Echo og alskens andre musikmagasiner, dykke ned i Spotify, pille alt lortet fra og finde de supersvedige bands, der har måske 2000 månedlige lyttere.

Men som nævnt er der langt mellem snapsene, når det kommer til musikprogrammer, der går i dybden med undergrunden. Udover Clemens og Omega, er de eneste prominente i Danmark måske DR’s Jonas Visti og Ida Rud. Undergrunden har trange kår i det offentlige, og svaret på hvorfor er enkelt, hvis man spørger de to værter.
– Det er et produkt, svarer Clemens hurtigt.



Stine Omega uddyber:
– Det er en stor kliche, men siden Beatles har det handlet om, hvad der kan sælges. Dem, der lige får de rigtige plays, er dem, der bliver pushed. Og det rammer rigtig mange, men der sidder også bare nogle unge mennesker og nogle 40+-årige, der ikke bliver ramt. Dem, der kører i deres bil eller står og maler hele dagen, hører bare Tobias Rahim tusind gange. De bliver ikke udfordret. Kulturen står næsten altid forrest, når der skal spares.

I dette nu går radioen i gang med at spille netop hittet ‘Stor Mand’, og vi griner svedent til hinanden, inden Benjamin Clemens fortsætter.
– Man må selvfølgelig også anerkende, at der bare ikke er lige så mange lyttere i det, vi laver. Der er ikke mange, der lige rocker ud til Escuela Grind på vej hjem fra arbejde. Og når man bruger alles penge, skal det helst være målbart. Så er det nemmere at poste penge i det hul, der er P3, hvor der er trofaste lyttere, der hører stationen hele dagen.

Stine Omega påpeger, at det står anderledes til i England. Det større arbejde, det kræver at være DJ og radiovært påskønnes mere på den anden side.
– Selv deres Classic Rock-station er interessant. Jeg ved ikke hvor mange, der sagde “jeg hører aldrig radio”, da jeg startede på 24Syv, og det er nogle af dem, jeg gerne vil ramme. Dem, der har valgt det fra, fordi tilbuddet til dem ikke er der. Der er nogle, der gerne vil udfordres og lære nyt.



Undertegnedes rejse ind i metallen var i høj grad faciliteret af det offentlige. Biblioteket, som nævnt, men også programmer som PULS og særligt Boogielisten, hvor der nærmest var kamp om, hvilke subkulturer, der kunne få stemt deres favoritter ind, og hvor Linkin Parks ‘In the End’ kunne høres side om side med Shakiras ‘Whenever, Wherever’. Den slags findes ikke længere, og det handler ikke kun om befolkningens forbrugsvaner.
– Hvis man er bare det mindste interesseret i et sundt kulturliv, må man poste bare et minimum af energi i nicherne. Der bliver nødt til at være de bands, der ikke får lavet en dokumentarfilm om sig, men som inspirerer dem, der gør. De underlige undergrundsbands, der sender inspiration videre. Jeg ved da godt, at Gullo Gullo aldrig bliver stort, men det kan være dem, der lytter til dem, gør. Og som person på landsdækkende taleradio har jeg en pligt til, at sørge for at der bliver tilført kunsten noget nyt. Ellers stagnerer den, slår Benjamin Clemens fast, med en overraskende autoritet.

Stine Omega nikker og erklærer sig enig. Hun supplerer næsten vrængende:
– Det er det, som undergrunden kan. Mange af de her bands har ikke nogen interesse i at blive store. Jeg har lige set dokumentaren om Earths Dylan Carlson, og den viser helt tydeligt, at hvis han ikke havde været der, havde der ikke været noget Nirvana. Og alligevel taler ingen om Earth. Bandsene behøver ikke blive store, men de skal være der – Hvor skulle man ellers få det fra?



Som nævnt, er fokus ikke på kritik. Til det mener de to værter ikke, at de har det rette medium.
– Er det overhovedet vores job at være kritiske? spørger Stine Omega.
– Nej, det mener jeg ikke det er. Jeg har den store magt, at jeg bare kan vælge bands fra, hvis jeg ikke kan lide dem. Mit program har fokus på den personlige samtale, hvor folk åbner sig og taler om, hvad de kan lide og hvad de kan, eller andre, væsentlige emner, som for eksempel den særudgave, jeg lavede 8. marts, siger hun, og besvarer sit eget spørgsmål.
Her lyder hun også som et ekko af den erkendelse undertegnede gjorde sig sidste år.

– Jeg har stået i den situation. Så har jeg tænkt, “Er det virkelig det, jeg skal bruge mit program på?”, siger Benjamin Clemens.

Det offentlige
Det sidste program, der fokuserede på de tungere aspekter af musikken, Sort Søndag, forsvandt fra radioen for et par år siden og har efterladt et hul. Og Sort Søndag spiller også en rolle i tilblivelsen af både STØJ og Omegalisten.
– Da jeg startede på Loud, som det hed dengang, blev jeg faktisk bedt om at lave et hiphopprogram, fortæller Benjamin Clemens.

– Jeg researchede emnet, og det gik op for mig, at jeg ikke kunne lave noget, som Uden Filter ikke kunne gøre. Jeg snakkede med en kammerat om det, og han spurgte, om der var noget, der mindede om Sort Søndag, og det var der ikke. I hvert fald ikke på den måde, jeg laver det.

Stine Omega bryder ind:
– Sort Søndag er jo vigtige at have. Der er koldt på toppen, og der skal jo være nogen, man kan hate på, griner hun, men understreger, at hun synes det er et vigtigt program.

– Ja, hvis man målte på et undergrundsparameter, og hvor meget de udvider lytternes horisont, ville de fejle totalt, men det er heller ikke det, de skal. De holder fast i en kultur og holder det, man lidt nedsættende kunne kalde “fritidsmetallerne” i gang. Til det er de perfekte. Min mission er at være der, hvor de ikke er. Der skal være nogen, der er glade for Copenhellprogrammet, så jeg kan være sur over det. Hvis der ikke er nogen majoritetskultur, kan der ikke være nogen modkultur. Uden Sort Søndag, ingen STØJ.



Lukningen af nicherne hos DR har været pågående i lang tid. Nærmest hvert år trues P6 Beat med lukning og der er demonstrationer og manifestationer imod. Alligevel blev Sort Søndag nødt til at dreje nøglen om, og eksisterer nu kun som podcast. Det er vores værter helt uforstående overfor.
– Det var helt vanvittigt at lukke det program. Det var det eneste, der var, det var et fast indslag, de havde trofaste lyttere og et solidt brand. Det var præcis hvad DR skulle bruge, mener Stine Omega.

Forpligtelsen til at levere formidling af nichemusik, er indbygget i public service-begrebet, og det mener de to kan bruges som springbræt for det, de ønsker at lave.

– Ja, ud fra et lytterperspektiv, kan jeg ikke retfærdiggøre at have STØJ, forklarer Clemens.
– Men jeg kan ud fra et public service-perspektiv. Jeg er ligeglad med Metallica, jeg er ligeglad med Iron Maiden, jeg vil snakke om punk og black metal og alt muligt. Og så ser det pænt ud på redegørelsen til Slots- og Kulturstyrelsen.

Det samme gør sig gældende for Stine Omega. Hun fortæller, at hendes program til at begynde med, var opbygget om tematikker. Påskeplaylister, Lev-med-det-playlister, programmer om, at Will Smith havde slået nogen og så videre.
– Jeg fandt dog hurtigt ud af, at både jeg selv og mange lyttere havde en større interesse i bandsene. Alt det fjollede var ligegyldigt. Jeg har været en del af miljøet længe og kender rigtig mange indiekunstnere, der kan så meget og aldrig bliver nævnt. Så jeg besluttede mig for at lave radio, jeg selv havde lyst til at lytte til. Det giver mig en stor tilfredsstillelse at kunne tage et band ind, man ikke kan høre andre steder.

– Ja, sådan har jeg det også. Det er jo lidt et ego-projekt. Mit band (Syl, red.) startede under coronalockdown, og da var rigtig mange bands i øveren og ville gerne frem og have opmærksomhed. Det var meget svært, så jeg startede et program, hvor jeg så ikke kunne få mit eget band med, men hvor jeg kunne være det for nogen, jeg ville ønske nogen havde været for mig, siger Benjamin Clemens, og griner med det samme:
– Haha, hvor lyder det dog selvhøjtideligt!



Clemens beskriver jagten på opmærksomhed som nyt band som hård, udmattende og frem for alt skuffende.
– Jeg kan huske, at jeg skrev til Metalized og de vendte tilbage og var helt sådan “Ja, det lyder smaddergodt, vi vil gerne anmelde og interviewe. Jeg sender lige en prisliste, vi anbefaler I køber en halv side til kr. 2400,-”. Jeg var helt på røven over det.  Jeg mener, hvilke penge tror de, vi har?

– Alt handler jo om penge, og det ved vi godt. Bands betaler for at komme med på tour, og der tages cuts af merch. Hele væktslaget bliver malket konstant. Der er ikke mange, der tænker, at man skal tjene penge på det, men det kunne da været fedt bare at gå i nul. Nogen må tage noget ansvar for at fremelske nye bands, supplerer Omega.

Og det ansvar findes kun i meget lille grad i de tunge genrer. Og slet ikke i det offentlige. Der er STØJ og der er Omegalisten og der er Wacken Metal Battle. Man ser hvert år tunge bands, der melder sig til P3’s Karrierekanonen, der har et helt andet fokus. De har bare ikke mange andre muligheder.
– Er det virkelig public service at poste penge i det, der i forvejen sælger? spørger Omega, og henviser til ensretningen af musikken og playlisterne på de offentlige radiokanaler.

– Netop. Marvelfilm avler Marvelfilm og Tobias Rahim avler Tobias Rahim. Udviklingen kræver ildsjæle, der poster penge i nicherne nu til dags, sukker Benjamin Clemens.

Til næste år lukker Radio 24Syv. Der udløber deres sendetilladelse og mange politikere har allerede nu sagt, at der ikke er håb om forlængelse. Med det forsvinder nok også Omegalisten og STØJ.
– Der dør ansvaret. Selvom vi ser godt ud i public service, tjener vi ikke penge.