”Ikke hykleriske pleasere”
Efter Daughters slog benene væk under os på Roadburn i foråret, slog vi til, da chancen for en snak med forsanger Alexis Marshall fornylig bød sig forud for bandets besøg i Aarhus og København om et par uger.
Første gang, jeg hørte om Daughters, var, da jeg så jer på Roadburn. Det var vildt at komme ind søndag eftermiddag, halvmør efter tre dages koncerter, og så se dig smadre mikrofonen ind i panden og levere et af de vildeste shows på hele festivalen. Hvordan husker du den koncert? Er det hvad man kan forvente sig af en Daughters-koncert?
"Det er svært at sige, det var ikke planlagt. Vi laver ikke koreograferede shows, men spiller altid lige på og hårdt, og prøver at presse intensiteten så meget, vi kan, fra start til slut."
Det var bestemt også hvad I gjorde ...
"Ja, nogle gange er stemningen og publikummet mere modtagelige, andre gange ikke. I var godt med os den dag."
... men var det et anderledes gig for jer?
"På det tidspunkt var det det største show, vi havde spillet, men altså. Jeg plejer at sige, at man glemmer at tænke over det, så snart der er over 1.000 mennesker. Så er det egentlig ligemeget, hvor mange der er derudover. Det gør mig ikke utilpas eller noget. Det er interessant at se, når så mange mennesker kommer for én og samme ting, men det primære var, at det på det tidspunkt var vores største show til dato."
Jeres seneste album blev som bekendt udgivet af Ipecac Recordings, som mange nok forbinder med Mike Patton og alle hans projekter samr diverse andre kunstnere i mere udfordrende ender af det musikalske spektrum. Havde I en forbindelse til Mike Patton, eller hvordan kom den deal på plads med Ipecac?
"Vi havde haft Dälek med på tour et par uger i Canada, og en dag sad vi og snakkede med dem om, at vi havde sendt pladen til flere forskellige selskaber uden held. Så nævnte de, at Patton havde spurgt til os, om vi var nogle narrøve eller hvordan, så ja, han havde forhørt sig. Kort tid efter fik vores trommeslager Jon Syverson et job som tourmanager for Dead Cross, og derfra gik det så slag i slag."
En ting, jeg især har lagt mærke til, både på Roadburn og 'You Won't Get What You Want', er brugen af keys. I er blevet mere noisy og industrielle med årene, men så vidt jeg kan læse mig til, har I ikke et fast medlem på keyboard, men bruger en sessionmusiker, når I spiller live.
"Ja, vi er os fire, og ellers har vi et par stykker, der kan supplere på den front, når vi er ude på tour. Det kan godt være, det bliver aktuelt med et ekstra fast medlem, men det er ikke så vigtigt for os. I studiet laver vi det hele selv, så det er ikke noget problem. Det er ikkem fordi vi har ønsket at trække vores lyd i en mere keyboarbaseret retning, det skete ligesom bare. Det kan være, vi hen ad vejen vil have en keyboardist fast i bandet, der så er bedre til den del, end vi selv er, det må tiden vise."
Arbejder I på noget nyt materiale i øjeblikket?
"Ja, vi har en masse liggende, der skal arbejdes videre på. Lige nu har vi bare den her europaturné i oktober, og så en USA-turné til december, og så kan vi ellers begynde at bygge videre på den næste plade derefter, lige nu er vi bare lidt udmattede efter den her tour-cyklus."
Regner I med at fortsætte ud af det mere industrielle spor, eller kommer der andre boller på suppen?
"Vi må se. Der er ikke struktur på det endnu, men vores nyeste materiale plejer altid at bygge videre på noget af det foregående, så I skal nok ikke regne med, det bliver noget radikalt anderledes. Der er altid en udvikling, hvor vi har fundet nogle nye inspirationer, og nu har vi tærsket den seneste plade i 18 måneder, så ørerne bliver trætte af gentagelserne, du ved. Nogle bands har det fint med at lave variationer af den samme plade om og om igen, sådan er vi ikke. Ikke for at sige noget dårligt om dem, der har det sådan."
I lavede en musikvideo til 'Less Sex'. Hvad havde I gjort jer af tanker i forbindelse med den video?
"Der var faktisk ikke større bagtanker. Vi gav vores ven Jeremy Wabiszczewicz frie tøjler. Han var også vores guitarist i gamle dage, men flyttede til L.A. for at producere film, videoer og den slags. Han præsenterede en idé for os, den faldt i god jord, og han slap godt fra det. Jeremy mente, 'Less Sex' egnede sig bedst som single, så det var meget åbent og tilfældigt, ligesom artworket til 'You Won't Get What You Want', der på en eller anden måde rammer stemningen på pladen. Vi er ofte lidt ubeslutsomme, så det kan være godt for os med udefrakommende øjne til at give input til bandet."
En anden sang, jeg vil fremhæve, som var den første der greb mig, var 'The Reason They Hate Me'. Ikke mindst på grund af det her gennemgående rå, pumpende, industrielle lydbillede, men også den linje, der nærmest kører som et mantra igennem hele sangen: ”Maybe the sun waits for you to be shown what to do”. Kan du fortælle os lidt om den sang og de tanker, der ligger bag teksten?
"Ja, jeg har nævnt det et par gange før, men 'The Reason They Hate Me' handler om musikkritikere. Især dem, der selv mener deres egen mening er mere toneangivende end andres. Ikke nødvendigvis så meget om kritikken i sig selv, men mere den her med, at de ikke selv kan bidrage til musikverdenen, og det eneste, de kan, er at fortælle andre, hvordan de kan spille bedre. De kan ikke selv spille musik, men alligevel mener de, at deres meninger er mere vigtige end andres."
Det giver da også lidt stof til eftertanke for os som musikmedie. Kan du sige lidt om, hvad der generelt inspirerer dig som tekstforfatter?
"Jeg vil egentlig bare være tilfreds med, hvad jeg laver. Jeg prøver på at undgå slang eller moderne sprogbrug for at undgå , at teksterne senere kan komme til at lyde uddaterede. Der er visse sange, vi stadig spiller, som jeg er lidt træt af, fordi de lyrisk afspejler en anden tid i mit liv, hvor nu jeg føler, jeg er kommet videre.
Dybest set vil jeg egentlig bare gerne give lytteren lidt at tænke over, uden det bare skal være noget ligegyldigt pladder, man kan synge med på. Der behøver ikke nødvendigvis være en dybere mening, det kan også bare være en god historie."
Hvis vi ganske kort skal kaste blikket tilbage i tid, så hørte jeg jeres debut (fra 2003) fornylig. I var også meget aggressive dengang, men på en betydeligt mere kontant måde. Især den måde, du sang på dengang, i det mere skrigende toneleje. Kan du sige lidt om, hvordan du ser jeres udvikling igennem årene, ikke nødvendigvis som en gruppe, men også personligt?
"Jeg synes ikke på nogen måde, jeg er en god sanger, men vi er blevet bedre, og det skulle vi da også gerne. Vi prøver altid at udvikle os fra, hvordan vi lød for fem år siden og fem år før det og så videre ... Jeg skreg rigtig meget dengang, fordi jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg ellers skulle gøre, og efterhånden som musikken udviklede sig, kunne jeg se, at jeg også var nødt til at følge med på vokalen i stedet for al det skrigende nonsens. Jeg kan også godt lide at blande mig i sangskrivningen, men mere for at præge atmosfæren.
På debuten havde jeg svært ved at få ordene til at passe, så det var nemmere bare at skrige og lade, som om jeg kunne synge. Jeg tog nok lidt den nemme vej, uden at jeg tænkte over det. Jeg sang sådan, fra jeg var 15 år, og jeg ville virkelig ikke kunne bære at synge sådan i 20 år."
Ja, man må sige, at du har udviklet dig meget med årene. I spiller heller ikke rigtig noget fra dengang længere?
"Nej, de sange interesserer os bare ikke længere, ærligt talt."
Nu vi dvæler ved fortiden, så var der en del tumult i bandet i en årrække forud for jeres nye plade. Uden at grave dybere ned i det, er det så noget, der på nogen måde inspirerede jer i forbindelse med 'You Won't Get What You Want'?
"Nej, ikke som sådan. Vi er lidt ligesom et ægtepar. Nogle gange skændes vi, nogle gange føles det, som om det hele er slut, men vi kom godt ud af det. Nu spiller det hele igen, og vi har lagt den periode bag os."
Det er jo ingen hemmelighed, at 'You Won't Get What You Want' sidenhen har fået mange pæne ord med på vejen og fuldt fortjent havnede på en del årslister i 2018. Hvordan har det påvirket jer som band?
"Jeg tror faktisk ikke, det har påvirket os på det personlige plan. Det har selvfølgelig påvirket os udadtil, at vi kan spille flere shows, der er flere folk, der vil snakke med os, flere spillesteder, der trækker i os. Mere arbejde. Gode anmeldelser hjælper en hel del, men vi går selvfølgelig ikke kun efter det, vi er jo ikke sådan nogle hykleriske pleasere. Vi værdsætter den positive kritik, vi får, men det ændrer ikke på, hvem vi er. Vi gør det, vi selv brænder fo,r uanset hvad, men det er gået rigtig godt efter den nye plade, faktisk langt bedre end vi havde regnet med.
Det er lidt ligesom de fire årstider. Vinden kommer og går, og det er for nemt at falde, når tidens tand er imod dig. Men vi er da ikke faldet endnu, gudskelov, vi har jo en husleje, der skal betales haha."
Nu skal I jo spille i Danmark meget snart, både i Aarhus og København. Har I egentlig spillet i Danmark før?
"Det kan jeg faktisk ikke huske, haha. Det plejer de andre at have bedre styr på."
Kan du røbe lidt om, hvad vores læsere har i vente, hvis de kommer til koncerterne?
"Det kan jeg ikke sige, det må I selv komme og se. Vi vil bare prøve at få flere folk ind, haha. Det vil forhåbentlig blive både fantastisk og bevidsthedsudvidende, men nu må vi se!"
Daughters spiller som nævnt på Loppen på Christiania d. 23/10 samt på Radar i Aarhus d. 26/10, med Jeromes Dream som opvarmning.
I København er der pt få billetter tilbage.