Den ustoppelige guitarhelt

Joe Satriani har for nylig udgivet sit 14. studiealbum, 'Unstoppable Momentum' og udgiver nu også bogen 'Strange Beautiful Music - A Musical Memoir'. Vi fik en snak med manden bag solbrillerne om album, bog, turnéer, musikere og hans nye retrospektive bokssæt.

Hvad sker der i din karriere for tiden? Evaluerer du modtagelsen af ‘Unstoppable Momentum’, eller forbereder du dig måske til den kommende turné?

Jeg har brugt de seneste næsten to år på at skrive bogen ‘Strange Beautiful Music - A Musical Memoir’. Sideløbende med det har min producer John Cuniberti og jeg remastereret hele mit bagkatalog, som også har krævet enormt meget arbejde. Oveni det har der været en turné, og der har været kompositionen og optagelsen af og første del af turnéen til ‘Unstoppable Momentum’. Lige nu skriver jeg et nyt album med Sammy Hagar til Chickenfoot, mens jeg samtidig gør mig klar til endelig at udgive bogen og bokssættet og så starte på anden halvdel af ‘Unstoppable Momentum’-turnéen. Så der sker en masse ting. Jeg koncentrerer mig dog mest om bokssættet og bogen lige nu.

SATRIANI-FORMET USB-DREV

Kan du fortælle mig lidt om det retrospektive bokssæt og bogen? Som jeg forstår, følger der en USB-drev med, som er formet som dit hoved?

Ja, det, vi gjorde, var at sammensætte et traditionelt bokssæt med alle 14 studiealbum på cd'er med lp-sleeves i miniformat, hvilket er virkelig fedt at have med. Så besluttede vi os for, at lave en high resolution filversion, hvor vi mastererede musikken i 96khz og 24bit. Og for at have en fysisk ting, vi kunne tilbyde fansene, lavede vi et kromhoved, der forestiller mit hoved, til at have det hele i. Hovedet har et par solbriller på selvfølgelig. Hvis du så tager solbrillerne af hovedet, finder du to USB-drev inde i solbrillerne. Og på disse to drev ligger high-res musikfilerne. Det betyder, at du får lov til at lytte til musikken, sådan som vi hører den i studiet, i fuld opløsning. Det betyder meget for mig, at vi kunne gøre det.

Memoirerne og bokssættet virker meget godt sammen, selv om det aldrig var udtænkt på den måde. Idéen til bogen kom fra ghost writeren Jake Brown, som havde skrevet omkring 35 bøger, der koncentrerede sig om studieerfaringer med forskellige kunstnere. Han kom med idéen om, at jeg skulle skrive en bog baseret på alle mine studiealbum. Så det ville ikke være en biografi eller en simpel "tell all"-bog; det ville simpelthen kun handle om pladerne. Vi brugte så over et år på at lave omfattende interviews, ikke bare med mig selv, men alle mine producere, studieteknikere, musikere og alle, som var forbundet med albummene. Når vi mødtes med forlaget, afgjorde de, at de ville lave bogen om til en førstepersonsgengivelse. Så de ville have mig til at omskrive bogen, sådan at det var mig, der fortalte historien. Det tog mange måneder at gentænke bogen. Den begynder med et par kapitler med selvbiografi, men så fokuserer den på hvert album og tingene som skete, mens albummene blev indspillet. Som om det ikke var skørt nok, så er der et afsnit bagest, hvor jeg har lavet en liste over hver guitar, pedal og forstærker, jeg har brugt på hver plade.

Jeg læste mange forskellige biografier og selvbiografier fra andre kunstnere og tænkte, at jeg ville sikre mig, at jeg tog de ting med, som jeg syntes manglede i deres bøger. Og eftersom mit liv har været en del anderledes end deres, ville jeg bare koncentrere mig om, hvad der i virkeligheden skete for mig og på den måde gøre historien mere overbevisende.

Du havde et interessant hold af musikere på det nye album. Jeg ved, at du var lidt i tvivl om, hvordan det ville gå, på grund af deres forskellighed. Hvordan var de at arbejde sammen med?

Det var meget hyggeligt. Du ved aldrig, når du tager ind i studiet, om der vil være god kemi. Du kan have fede musikere, som måske ikke kan lide musikken, du giver dem. Måske elsker de musikken, men kan ikke finde ud af det sammen eller opstår der stridigheder mellem musikerne; ikke på et personligt niveau, men stilmæssigt, følelsesmæssigt, rytmisk eller noget andet. Men jeg tog chancen og håbede på, at Chris Cheney, Vinnie Colaiuta og Mike Keneally ville finde ud af det sammen. Det virkede meget godt. De var meget forskellige fra hinanden, de havde egentlig ikke arbejdet sammen før som band til en plade, men det var en sjov oplevelse for alle.

Det er dog ikke det band, jeg tager med mig på turné. Vinnie har en masse jobs med Sting, og Chris Cheney er medlem af Jane's Addiction. Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle på turné med dem. I virkeligheden havde jeg dem kun en uge i studiet. Dem, jeg tager med på turné, er Mike Keneally på keyboards, Marco Minneman på trommer og Bryan Beller på bas. De var med os på den første del af turnéen, og de tager også med i juni til anden halvdel. Den eneste af dem, jeg har arbejdet sammen med før, er Mike Keneally. Marco og Bryan, som er med i The Aristocrats, har jeg faktisk ikke arbejdet med før. Men der er også meget god kemi imellem os.

AT TAGE EL-GUITAREN TIL NÆSTE NIVEAU

Mange moderne guitarister, også i metal, er inspirerede af dig og din evne til at beherske og udvikle forskellige teknikker. Hvad synes du om guitarvirtuoserne af 2014 og måden, guitarlyden har udviklet sig?

Jeg elsker det. Jeg er en stor guitarfan, og jeg leder hele tiden efter nogen, som har besluttet sig for at tage elektrisk guitar til det næste niveau. Det elsker jeg. Jeg synes bare, at det er så sejt, at instrumentet i sig selv beviser, at det kan blive genopfundet om og om igen. Der skal bare en anden 12-årig knægt til at blive vred nok til at ville spille, som ingen andre gør. Det synes jeg bare er en af de fedeste ting ved det. Jeg mener, der så meget derude lige nu, som jeg hører, hvor jeg indser: “Hold da op, det kan jeg ikke spille, det der! Dette er noget helt nyt, som tilhører den nye generation.” Og giver mig en god fornemmelse.

Tosin Abasi og Jeff Loomis er to af de nye guitarvirtuoser, jeg virkelig godt kan lide. De har begge to utrolig god kontrol over deres instrument, og de har en meget usædvanlig måde at skrive sange og lægge deres guitarer på. Første gang jeg hørte Animals As Leaders, tænkte jeg: “Wow, de her drenge går efter en helt anden effekt, end hvad jeg leder efter.” Og det giver mig et smil på læben. Jeg kan bare godt lide det, når jeg er fuldstændig overrasket og indser, at der kan jeg slet ikke gå. Det er meget spændende. Det får mig til at tænke, at hvis du tager en almindelig 6-, 7-, 8- eller endda 10-strenget guitar - ligesom Charlie Hunter - og giver den i hænderne på en ny guitarist, så skaber han noget, ingen nogensinde har hørt før, hvis han er inspireret. Som musikfan synes jeg, det er fedt.

Som guitarist synes jeg selv, at det er svært at udvikle eller forbedre mit spil, medmindre jeg får nok kritik. (Heldigvis er jeg meget selv-kritisk.) Du, som det guitarikon du er, kan jeg forestille mig, stræber efter at være så god, som du kan være, og måske endda udvikle dig endnu mere. Får du stadig fif og konstruktiv kritik som du kan bruge?

De fyre, som jeg turnerer med, de fyre, som jeg laver plader med - vi er meget ligefremme og ærlige over for hinanden. Faktisk så er oplevelsen i studiet for det meste, at min co-producer eller studietekniker kigger på mig og siger: “Ej, det var forfærdeligt. Gør det igen.” Når man tænker over det, når du er i studiet, så stopper du generelt set, når du er nået frem til det, du vil have; men det kan tage en evighed at opnå det der “rigtige”, flygtige produkt, du tror, du vil have. Det meste af tiden er du virkelig afhængig af medspillere, dine venner, og jeres samlede integritet; af at I presser hinanden til at forbedre jer selv. Jeg synes også, at liveoptrædener er på samme måde. Vi laver alle sammen fejl hver aften på scenen. Vi lærer at grine ad det, men vi tager det også seriøst. Vi vil ikke lave fejlene, men vi ved, at det er en del af at være menneske. En aften efter et show kom Marco over til mig og sagde, meget flinkt, noget i retning af: “Er det med vilje, at du trækker den der éne bar i den sang?” Og jeg sagde: “Wow, nej, det vidste jeg slet ikke, at jeg gjorde. Det må du undskylde.” Jeg synes, at den slags dialog er meget vigtig.

AT FÅ GUITAREN TIL AT SYNGE

En ting, som jeg - og sandsynligvis utallige andre - altid har beundret ved dit spil, er måden, du får din guitar til at synge på; den inderlige måde, som du udtrykker dig med på netop dette instrument. Gennem andre interviews med dig har jeg lært, at din musiklærer, Lennie Tristano, fik dig til at synge alt, du ville spille. Altså ikke bare vokaldelene, men også at “scat”-synge riffs og soli. Er der en forbindelse mellem dit talent for at “synge” med guitaren og din tid med Lennie?

Jeg er ikke sikker på, om der er en forbindelse mellem de lektioner og den del af mig. Den del af Lennies lektioner var designede til at få musikken til at komme indefra og ikke fra spilleren. Sådan at den ikke bare starter i fingrene. Hans tilgang var: “Lær musikken med din krop og lad dine fingre arbejde af sig selv.” Jeg har altid følt, at de mest inspirerende instrumentale numre virkede, som om de havde det perfekte antal noder. Ikke for mange, ikke for få. Måden, jeg så laver mine melodier på, er, at jeg ikke nøjes med bare at forestille mig melodien bliver sunget, men at den kan blive sunget. Ikke nødvændigvis node for node, men i samme feel. For eksempel ‘Flying In A Blue Dream’ eller ‘A Door To Summer’, sådan nogle numre, dem kan man godt synge. Hvis du så tilføjer en masse noder til en af de melodier, så kan du ikke rigtig synge dem. Jeg tror, det er en måde at redigere sig selv eller at lade være med at fylde frirummene med unødvendige toner. Jeg tror, at det er nøglen til at “synge” med sit instrument; at lære, hvordan du redigerer dit udvalg af noder, sådan at meningen med dem bliver, at de sætter sig i kroppen som en sunget melodi.

Vi glæder os til at se jer spille her til sommer. Hvornår var du egentlig i Danmark senest?

Jeg tror, det er to år siden. Vi nåede ikke rigtig at komme sidste år. Vi brugte meget tid i Storbritannien og Østeuropa, men vi nåede ikke rigtig at komme til Vesteuropa og Skandinavien. Denne gang koncentrerer vi os om Vesteuropa og Sydeuropa. Jeg glæder mig til at komme tilbage, og at det ikke fryser. Det virker, som om jeg altid spiller der om vinteren, men denne bliver det om sommeren, så det glæder jeg mig til.