Thrash er den bedste menu

Thrashfest 2010 var et højdepunkt i december og dengang fik vi ikke kun et interview med Exodus - det blev nemlig også til en snak med Death Angel.

Interviewet med den lattermilde forsanger Mark Osegueda er i gang før, jeg overhovedet har fået stillet et spørgsmål. Han er fascineret af optagefunktionen på iPhonen – noget han åbenbart selv benytter sig af tit.

– Det er en fed "app", som jeg har brugt, når jeg lige går rundt og får en idé…badaba-daba-badaba, sådan lige har en melodi, som jeg ikke vil glemme, så optager jeg det lige i farten.

I er i gang med Death Angels anden æra, som nu har varet længere tid end den første. Hvor tror du, I ville have været, hvis det ikke var for det biluheld i 1990, som jo nær kostede jeres (tidligere) trommeslager Andy Galeon livet?

– Det er måske lidt sært at sige, men jeg tror, at vi er mere sultne nu på grund af alt det, vi har måttet overvinde og er kommet igennem. Ærligt talt, så tror jeg ikke, at vi ville have haft én sammenhængende bandhistorie, hvis uheldet ikke var sket. Jeg tror, at så havde vi sikkert højst fortsat to år mere. Der skete så meget med/mod os via musikindustrien, og det åd ligesom nerven i bandet. Så det var ikke kun uheldet – det var også vores afsky mod musikindustrien på det tidspunkt.

Hvordan var det så at finde sammen igen i 2001?

– Det var interessant! Altså, jeg havde jo droppet musikken helt, og så ellers startet ret langsomt op igen, mens de andre havde et band, som hed The Organization. Flere år efter dét band stoppede havde Andy, Rob (Cavestany, guitar) og jeg et band, som hed Swarm, og som supportede Jerry Cantrell på en USA-tour. Halvvejs igennem den tour blev vi spurgt angående en velgørenhedskoncert for Chuck Billy, som på det tidspunkt havde cancer.

– Vi er blevet kontaktet mange gange i "pausen", om vi ville lade os gendanne for et enkelt show eller en festival i Europa, men vi takkede altid nej. Vi tænkte så: "hvis vi nogensinde skal gøre det, så er det her den rigtige årsag. Ikke for pengene, det er for Chuck og for cancer-forskning". Vi var jo på tour med Swarm, men hvis vi lige havde en lydprøve, så tog vi lige et par Death Angel-sange.

– Dennis (Pepa, bas) var i San Francisco og øvede lidt der. Vi vidste "damn well", at Gus (Pepa, guitar) ikke ville være med, men vi behøvede dog ikke holde auditions for vi kendte Ted (Aguilar, guitar), og vidste at han kunne sangene bedre end os, haha. Så de lærte sangene på egen hånd, og da vi andre kom hjem fra tour så øvede vi TO GANGE, før vi gik på scenen.

– Og det som skulle have været en engangsforestilling… Vi var det band, som havde været længst i hi, men det var tydeligt på publikum, at de var ellevilde med at se os. Og 3 minutter inde i første sang, var det meget klart for os, at vi alle var meget glade for at spille sammen som Death Angel igen. Og så rullede det ellers derfra, endda helt til Europa.

Og I vidste endnu ikke, at I ville lave flere albums?

– Nej, og vi følte reaktionerne var gode i USA, og så spillede vi i Holland, og der var det bare helt vildt. Det blev bare ved og ved. Vi blev tilbudt en tour. Ja, flere tours uden et nyt album ude, men folk gik amok. Det var så dér, at Nuclear Blast kontaktede os. Der var andre, men det var dem, som virkelig skubbede det frem. Vi satte os så sammen – en ting er at genlære de gamle sange, men at skrive nye sange som et band i navnet Death Angel så mange år efter - det er noget andet.

THRASHEN TRÆKKER MEST NU

Var det så svært at beslutte sig for, hvordan musikken så skulle lyde?

– Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at det var rigtigt let. 'Art of Dying', comeback-albummet, har fede sange, men det er måske ikke den bedst sammenhængende plade, vi har skrevet. Det skyldtes nok, at vi i fraværet fra bandet alle havde vokset som musikere, og da vi fandt sammen igen, havde vi så hver især forskellige idéer om, hvad vi ønskede på pladen. Og af respekt til hinandens sangskriverevner, så blev det sådan…

– Med hvert album har vi fået bedre fodfæste, og sammenhængen er blevet lidt bedre. 'Killing Season' hænger måske bedst sammen, men det er måske ikke vores mest thrashede. Og nu har vi ramt den linje, vi vil følge.

Er det så mindre stressende for jer nu, hvor I måske kan træffe nogle flere valg selv og ikke er så presset af "industrien"?

– Jaah, altså det kan man godt sige til en vis grad. Men reaktionerne fra fansene og hvilke sange de reagerede vildest på, har så inspireret os til at ville skrive lidt i den og den retning. Det er lidt "giv og tag". Og sådan vil det være, vi er stolte af det vi gør, men vi elsker også reaktionen fra fans. Vi er et live-band, det har vi altid været, mere end et studie-band. Alene denne tour, tror jeg, vil påvirke os til at skrive mere thrashede sange til det næste album.

Nu er I jo på tour med Kreator, hvordan havde I det med dem, før I stoppede bandet i sin tid?

– Åh, tilbage i 80'erne? Gosh, vi havde det det fedt med dem! Vi spillede med dem et par…næ, kun én gang på en festival, men de kom til vores shows, når vi spillede i Tyskland. Jeg talte med Mille i sidste uge, og han nævnte at han set os flere gange i USA også. Vores veje har krydset hinanden mange gange. Så det er fantastisk at være på tour med dem nu. Og med Exodus, selvfølgelig. Vi er fra den samme by og har kendt dem siden 1984. Denne tour har været rimelig fænomenal.

Det er jo velkendte bands fra 80'erne på denne tour, men hvad så med Suicidal Angels – har de det, som skal til?

– Hahaha. De er ved at være der. Når jeg ser dem på scenen, tænker jeg, at de har gang i noget rigtigt. De elsker det, de gør, så de gør det jo også af de rigtige årsager, og så er de nogle flinke fyre. De giver den gas. Jeg er positiv over for den nyere tids thrash metal. Flammen skal holdes i live, og det er en så vidunderlig kraftudladning for både fans og bands. Det er det samme som trak mig til genren, da jeg var 14 år gammel, så når jeg ser yngre folk spille det: "ja, de har fuldstændig forstået det". Og jeg kan forstå hvorfor.

AT FINDE SIN VEJ I LIVET

Siden du nu er så dedikeret til det hele, hvordan kunne du så forlade det i sin tid?

– Jeg tog mig lidt tid væk fra musikken, ja. Jeg flyttede til New York en stund, kom tilbage... ja, sandt at sige... så skulle jeg ud at finde mig selv. Det lyder så "cheesy", men jeg var altså kun 14-15 år, da jeg kom med i Death Angel, og havde nærmest aldrig prøvet andet. Så da jeg sluttede, var der bare så meget andet, jeg ville gøre med mit liv.

– Jeg kom langsomt i gang med musikken, men tiden skulle bare være rigtig for mig til at lave et egentligt band. Men da sulten så kom igen, du ved... så vidste jeg at tiden var inde, haha.

Vores fotograf har set jer en del gange og en milliard andre bands, men han undrede sig over, at du lige så en tand mere frisk ud end nogle af genrens andre "gamle rotter" – har der været lidt mindre alkohol og den slags for jer?

– Hahahaha! Øh, jeg tror at vi er meget heldige med vores gener, haha. Jeg vil nu ikke gå så vidt, at vi ikke har festet, jeg kan godt lide flasken, men jeg drikker ikke, som jeg har gjort. Men jeg har bestemt mine nætter. På denne tour… os og Exodus… vi finder altid et eller andet at fejre, haha.

– Og så peger det måske også til fordel for os, at vi var SÅ unge, da vi begyndte tilbage i 80'erne. Vi var yngre end de andre bands, som ellers også var unge dengang. Så nu er vi tilbage, og er... hmm, stadig relativt unge, haha. Og – måske – sagde nogle af dem "ja" et par gange mere end os, haha.

Death Angel tog mange med storm under Thrashfest 2010 – læs anmeldelsen fra København her og anmeldelsen fra Århus her.