Thrash er den reneste form for metal
PopulærThrashens historie handler om et fællesskab, der er meget større end The Big Four, mener Adam Dubin og Brian Lew. Vi har talt med de to mænd bag Bay Area-filmen ‘Murder in the Front Row’ om blodig eskapisme, ung uskyldighed, dem, der blev store, og dem, der blev tilbage.
Glem thrashens Big Four, prøv at glemme, at nogle blev endnu større end alle andre. For Adam Dubin handler historien om thrash metal om noget større end enkelte bands:
– Den historie, jeg gerne ville fortælle, er historien om det fællesskab, der var i begyndelsen af thrashen.
Det forklarer instruktøren over en Skype-forbindelse fra det sommerhus nord for New York, hvor han taget op med sin familie, da coronavirussen ramte New York.
Adam Dubin er ærkenewyorker. Han er vokset op omkring Beastie Boys, boede på kollegieværelse med deres første producer og labelboss, plademogulen Rick Rubin, og instruerede videoerne til ‘(You Gotta) Fight for Your Right (to Party!)’ og ‘No Sleep ‘til Brooklyn’. Men mens han gik på filmlinjen på New York University og så hardcore og hiphop blive stort i sin hjemby, kunne han se, at noget lignende skete andre steder i landet.
Derfor indledes hans film om Bay Area-thrashen, ‘Murder in the Front Row’, med en scenesætning, hvor en økonomisk krise og en voldsomt polariserende amerikansk præsident i begyndelsen af 80’erne danner afsæt for en hel række af modkulturelle bevægelser, som thrash var én af blandt mange
. Det minder uvægerligt om den 14 år gamle film ‘American Hardcore’, der begynder på samme måde, og det er ikke helt tilfældigt, ler Adam Dubin.
– Paul Rachman, der lavede den film, er en af min gode venner fra universitetet, og han var med inde over ‘Murder in the Front Row’ med gode råd og som dramaturg. Jeg ville gerne opnå noget af den samme fornemmelse af, hvad det var for en tid. Alle de her scener skete på samme tid: Vi så hardcore vokse sig stort over hele landet, i San Franciscos East Bay var der en stor punkscene, hiphop kom frem her i New York, og thrash var en del af alt dét. Men hvor punk var mere direkte politisk, nærmede thrash sig de emner på en anden måde. En sang som ‘Master of Puppets’ refererer ikke direkte til Thatcher eller Reagan, men den behandler nogle temaer, der er helt centrale for, hvordan man tænker om andre mennesker.
Blodig eskapisme
Som en videreudvikling af NWOBHM tog thrash metal den klassiske heavy metals historiefortælling, dens fantasiunivers og dens besættelse af de voldelige ekstremer med sig. På den måde kom den til at adskille sig markant fra den samtidige hardcore, hiphop og punk, bemærker Adam Dubin.
– Sådan noget som hair metal var jo helt vildt eskapistisk, når man ser på den tid, det kom ud af. Det var overhovedet ikke politisk. Men thrash var lidt på samme måde, kan man godt sige. Specielt Exodus var lidt på den måde. Snarere end hverdagens politiske spørgsmål handlede det om at have det vildt og voldeligt. De var helt derude.
Exodus spiller en markant rolle i ‘Murder in the Front Row’. Som den bog fra 2012, den baserer sig på, tager filmen sin titel fra en linje i Exodus-sangen ‘Bonded by Blood’, der handler om en særligt voldsom aften på stamstedet Ruthie’s Inn, hvor smadrede ølflasker på scenekanten resulterede i blodspor ud over monitorer og scenegulv. Men det handler om mere end bare det: Det handler om den nøglerolle, Exodus kom til at spille i thrash metal.
I dag er de næsten bedst kendt for at have leveret guitarister til de større navne i thrash, der lige stod og manglede – Kirk Hammett til Metallica, Gary Holt til Slayer – og så lige for den klassiske debutplade ‘Bonded by Blood’ fra 1985. Men selvom de står i skyggen af de større navne og på en festival som Copenhell er henvist til at spille tidligt på eftermiddagen, var de Bay Area-scenens helt eget band, fortælles det i filmen. De var en del af det fællesskab, Adam Dubin mener var altafgørende for, at thrash fik det momentum i midten af 80’erne, som den fik.
‘Murder in the Front Row’ deler sit fokus mellem stjernerne Metallica, hvis historie er nok så velkendt for de fleste, men dog umulig at komme uden om i en fortælling om Bay Area-thrash, og hjemmeholdet Exodus, som har levet sit eget, noget mere omskiftelige liv.
– Metallicas og Exodus’ historier hænger uløseligt sammen, selvom det ene af de to bands gik hen og blev det mest berømte band i verden. Jeg har arbejdet med Metallica gennem årene og var så heldig, at jeg derfor kunne få dem til at sætte sig ned med mig og fortælle den her historie, siger Adam Dubin, der i 1992 lavede dokumentarfilmen ‘A Year and a Half in the Life of Metallica’ om tilblivelsen af det sorte album og den efterfølgende verdensturné.
Æresoprejsning for Exodus
Mens Metallica for de fleste er synonymt med det dominerende sangskrivermakkerpar Lars Ulrich og James Hetfield, er fokus i ‘Murder in the Front Row’ på den lidt mere undseelige leadguitarist Kirk Hammett.
– Det er, som om Kirks historie har det med at blive overskygget af fortællingen om Lars og James, og hvordan de startede Metallica. I de fleste historier om bandet er det, som om Kirks historie først begynder den dag, han kom med i Metallica. Men det, der interesserede mig, var, at før han mødte Lars og James, var han selv i gang med at skabe thrash i Bay Area og havde gjort det siden 1979. Kirk så, hvad Metallica var ved at skabe nede i Los Angeles, men de holdt også øje med ham. Da Metallica flyttede til Bay Area i begyndelsen af 1983 og indspillede deres første plade, var 50 % af bandet fra den scene, der var blevet skabt her. Derfor ville jeg gerne fortælle historien om det tidlige fællesskab i Bay Area-scenen. Og jeg vil gerne være med til at give Exodus den respekt, de fortjener for deres del i historien.
Derfor får Exodus også lov til at slutte ‘Murder in the Front Row’ af med én af filmens mest rørende scener. Efter at have besøgt deres gamle sanger Paul Baloffs gravsted går Gary Holt og trommeslageren Tom Hunting rundt i en park lidt uden for San Francisco, hvor de spillede en af deres første koncerter. En opsynsmand kommer forbi, genkender dem som musikertyper og fortæller, at Metallica vist nok spillede én af deres tidligste koncerter i parkens pavillon.
– Nej, det var faktisk vores band, korrigerer Gary Holt ham.
– Men Kirk Hammett var med i vores band dengang.
Opsynsmanden proklamerer sig som stor fan af Exodus, inden han uforvarende sætter dødsstødet ind:
– Hvor er det fedt, at I er gået sammen igen!
Som mere eller mindre resten af verden er opsynsmanden lykkeligt uvidende om, at Exodus er blevet ved med at spille igennem alle årene og har udgivet ni plader efter ‘Bonded by Blood’, som stadig fylder omtrent halvdelen af sætlisten, når de spiller live.
– Med det samme vi havde skudt den scene, skyndte jeg mig hen og fik ham til at underskrive en frigørelsesaftale, så vi måtte bruge den i filmen. Jeg vidste, at vi havde slutningen lige dér! fortæller Adam Dubin begejstret om det tilfældige møde, der på sin egen sørgmuntre måde opsummerer hele historien.
Jeg følte mig som en del af noget
Den diamentrale modsætning til Exodus’ historie er uundgåeligt Metallica. Deres tidlige historie er vævet tæt sammen med thrashens, og det lykkes filmen at tydeliggøre, hvorfor det var det ene band af alle dem, der spillede i San Francisco i de år, der i den grad stak af. Metallica havde simpelthen et helt andet format, både sangskrivnings- og attitudemæssigt, og det stod klart allerede dengang.
Én af dem, der så bandet, da de kom op fra Los Angeles, var teenageren Brian Lew, der i 2012 sammen med Harald Oimoen lavede bogen ‘Murder in the Front Row’ med deres egne og deres venners billeder fra Bay Area-thrashens tidlige dage.
– Jeg voksede op en time væk fra San Francisco og var ret isoleret som barn, indtil jeg kunne begynde at tage ind til San Francisco og gå til koncerter. Jeg vil sige, at thrash gav mig en følelse af at have en identitet. Det fik mig til at føle mig som en del af noget, og det gjorde mig til den person, jeg er i dag, fortæller han fra det interimistiske hjemmekontor i San Francisco.
Efter at have afslået tilbud fra flere andre instruktører, der ville lave en dokumentarfilm med udgangspunkt i deres bog, sagde Brian Lew og Harald Oimoen ja til Adam Dubin og blev til gengæld taget med på råd gennem hele processen. Således var de også med, da Metallica skulle interviewes til filmen.
– Vi fløj ned og filmede Metallica i Mexico City, da de spillede en række koncerter der. Det har altid været en drøm for mig at se dem der, fordi de mexicanske fans har ry for at være sindssyge. Én af aftenerne viste sig at være årsdagen for deres allerførste koncert med Cliff på The Stone i San Francisco. Dén koncert var jeg til i 1983. Så spoler vi hurtigt frem, og så står jeg sammen med 60.000 mennesker i Mexico og ser dem. Det var et følelsesladet øjeblik, indrømmer han over telefonen.
Det må være sært for dig at høre Metallica i dag?
– Det er fantastisk! Men det er stadigvæk mærkeligt for mig at høre dem i radioen, eller når deres sange dukker op i film. De er overalt nu, det er supermærkeligt. De er vores generations Led Zeppelin, og for mig er det vildt interessant, at Metallica er blevet det band for denne generation.
Det rigtige tidspunkt
‘Murder in the Front Row’ udkommer på DVD og som streaming efter at have turneret rundt i biografer og på festivaler verden over i et års tid. Den bredere udgivelse af filmen sker på et tidspunkt, hvor muligheden for på egen krop at opleve den slags koncerter, som filmen handler om – bare nogen former for koncerter overhovedet – får stadigt længere udsigter for alle. Så længe der ikke er nogen vaccine mod coronavirussen, ser det ikke ud til, at der bliver åbnet for koncerter, og så må man i stedet drømme sig tilbage til den uskyldige tid, hvor det hele når som helst kunne eksplodere i vilkårlig og venskabelig vold til thrash-koncerter.
På den triste baggrund er timingen for ‘Murder in the Front Row’ altså noget nær perfekt. Det var den også, da optagelserne gik i gang, fortæller Adam Dubin:
– Jeg ramte den rigtige film på det rigtige tidspunkt. Jeg har kendt Metallica i lang tid, og var jeg kommet til dem omkring ‘Death Magnetic’, er jeg ikke sikker på, at de ville have medvirket. De var et helt andet sted på det tidspunkt, men nu er de klar til at tale om det.
Det samme gælder eks-guitaristen Dave Mustaine, der virker en del mere afklaret om sin rolle i dag, end han gjorde i Metallica-filmen ‘Some Kind of Monster’. Og de var langtfra de eneste, der villigt satte sig foran mikrofonen.
– Alle var klar til at fortælle deres historie nu. Selv sådan en som Larry LaLonde, der aldrig har talt særlig meget om den her del af sit liv, bemærker Adam Dubin om den sky guitarist, der som 17-årig pladedebuterede med proto-dødsmetalbandet Possessed og senere blev modvillig rockstjerne i funkmetalbandet Primus.
– Alle, der var en del af scenen dengang, er i 50’erne nu, så de er klar til at fortælle historien. De føler, at nu kan de reflektere over det på en mere moden måde.
Det kan Brian Lew i hvert fald nikke genkendende til:
– Jeg er 55 år gammel nu, og det, der slår mig, når jeg tænker tilbage på den tid, er, hvor uskyldigt livet plejede at være. Det virkede så ukompliceret. Og selv når det var hårdt, var der musikken: Den her musik betød alt for mig. Heavy metal åbnede en verden for mig, som indtil da havde været meget lille i det samfund, jeg levede i.
De unge vender tilbage
På Bay Area-scenen fandt Brian Lew og hans ligesindede et fællesskab, der varer ved små 40 år senere.
– Jeg går ikke længere rundt i band-T-shirts, men jeg er stadig venner med mange af dem fra dengang. Der er stadig mange af dem, der var med i scenen dengang, der holder til i Bay Area, så jeg støder jævnligt ind i dem og har genoptaget kontakten med flere af dem. Der er den der følelse af fællesskab – for det var ikke bare et band, det var et fællesskab – og musikken er der stadig. Man skulle tro, at den ville lyde bedaget 30 år senere, men jeg kunne høre Exodus hver eneste dag, hvis det skulle være. Det er noget af det, der har slået mig, når vi har rejst rundt med filmen: Om det så er i Europa eller Mexico, reagerer alle på den samme måde. Med taknemmelighed. Det her betyder noget for dem.
På samme måde, som der er det i Exodus’ musik, er der en gennemgående følelse af løssluppenhed i filmen ‘Murder in the Front Row’ med dens animerede sekvenser og komikeren Brian Posehns speak. Det kunne dårligt være anderledes, erklærer Adam Dubin:
– Det er min måde at lave film på. Selvfølgelig sker der alvorlige ting for én i livet, og vi var nødt til at behandle Paul Baloffs og Cliff Burtons dødsfald med respekt. Men det er en opmuntrende film, fordi den behandler et muntert emne. Mange af dem, der medvirker i filmen, gik igennem svære perioder af deres liv i 80’erne. For mange af dem var det en kamp. Men det, der fik dem gennem det hele, var musikken. Den gjorde de hårde tider lidt lettere at have med at gøre.
Sådan kan man sige om de fleste subkulturer. Men på ét punkt skiller thrash sig ud, ikke fra punk, hardcore og hiphop, men fra resten af metal, observerer Brian Lew.
– Hvis du går til en metalkoncert i dag, er det næsten som at gå ud og høre classic rock, når man ser på publikum. Men tager man til en thrashkoncert, er der masser af unge. Og de er klædt på samme måde, som vi var dengang: De samme cowboyveste med stofmærker, de samme hvide basketstøvler. Det kan godt være, det er en Bay Area-ting, fordi så mange her er vokset op med den scene, og mange af mine jævnaldrende har børn, der er i 20’erne, som tager til de her koncerter. Men det er interessant for mig at se, at thrash er den ene metalgenre, der tiltrækker unge.
Han har sit eget bud på, hvorfor det er sådan:
– Thrash virker som den reneste form for metal. Tag sådan noget som black metal, som jeg da også dyrkede en overgang: Det er en pose. Det, jeg stadig elsker ved thrash, er, at det har et groove, og det er fyldt med energi. Det er afbalanceret: Det er ikke bare jammer og klage, selvom de synger om meget af det samme som resten af metal gør. Der er en uskyldighed over det.