Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

W:O:A Metal Battle 2012: Pariah Syndicate

Populær
Updated
W:O:A Metal Battle 2012: Pariah Syndicate

Pariah Syndicate er tilbage i version 2.0 – det betyder hurtigere, vildere og mere teknisk smadder fra de århusianske death-thrashere. Læs her hvorfor de er med i W:O:A Metal Battle.

Bandet har brugt længere tid i øvelokalet på at definere deres lyd, og er nu klar til at præsentere produktet af deres anstrengelser, som senere på året skal munde ud i en debut plade. Men først vil bandet prøve det af på det kræsne metal publikum, og indtil nu har der ikke har der bestemt ikke været skuffede miner! Inspireret af bands som bl.a. Hatesphere, Urkraft, The Black Dahlia Murder, Necrophagist, giver bandet hæsblæsende koncerter i tempo "hidsig" med plads til groove, teknik og storladede stykker.

Hvorfor er jeres band blevet tilmeldt WOA Metal Battle?


Vi tilmeldte os da vi synes, at det er en god mulighed for eksponering af bandet, plus at vi elsker at spille live! Vi har en debut plade i støbeskeen, så det bliver fee at komme ud og prøve det af! Og skulle vi vinde pisset, ville det da også være en lille bonus at spille på WACKEN!!!

Hvad håber I at få ud af at være med?

Vi håber at få en (meget gerne flere!) fed koncert oplevelser ud af det, og give den fuld skrald, så folk går hjem efter koncerten og tænker, at de der tumper fra Pariah Syndicate virkelig giver den gas, og at det ikke er sidste gang at de har købt en bajer til en Pariah koncert!

Hvad synes I om at blive bedømt af fagfolk og ikke kun af publikum?

Vi synes, det er fee nok, at det ikke handler om at slæbe flest venner med nede fra bodegaen eller hvor man nu studerer henne. Men det ville da være fedest, hvis metal scenen var stor nok til publikum kunne bestemme uden forudbestemte holdninger.

Hvor langt tror I, bandet kan gå på Wacken, hvis I bliver sendt derned?

Vi har for vane at imponere folk live, så vi kan tage den hele vejen – men konkurrencen er hård! Der findes mange "dorm room heroes", der har sat tusind år og nørdet deres instrument på deres værelser, som nu har lavet bands, hvor niveauet er utrolig højt.

Hvad mener I om, at nogle synes man sælger ud ved at deltage i en talentkonkurrence?

Vi tror ikke disse mennesker har et begreb om, hvor svært det er at trække folk til koncerter (hvis man kan skaffe et gig!) som et ukendt navn, så når et arrangement som dette samler disse bands under velorganiseret forhold med et fee hovednavn, som kan lokke folk ud af stuerne, så siger vi ikke nej til at give den gas! En koncert er vel en koncert – vi optræder squ ikke anderledes om det hedder WOA Metal Battle eller Royal Metal Fest – der er altid fuldt smadder på os! Små koncerter, store koncerter, festivaler og konkurrencer.