W:O:A Metal Battle 2012: Rapid Dominance
PopulærRapid Dominance er et alsidigt band med rødder i både Midtjylland og Baghdad.
Bandet trækker på en variation af groove, thrash og andre bands som Pantera, Lamb of God, Machine Head, Testament, Megadeth, Metallica og sågar Slipknot, og bandmedlemmerne selv kommer fra ret forskellige baggrunde for så at være kulmineret i bandet Rapid Dominance.
Hvorfor er Jeres band blevet tilmeldt WOA Metal Battle?
Vel af samme grund som mange af de andre bands. Det er en super mulighed for at spille med en masse fede bands, og nogle vil måske gå så langt som til at kalde det en ære at spille til Wacken Metal Battle! Noget af det vi i bandet elsker mest er at komme ud og spille nogle shows, fordi det er lige netop dér vi føler vores musik er i sit rette element, og ikke mellem øvelokalets fire vægge.
Hvad håber I at få ud af at være med?
Vi håber selvfølgelig på at gå videre! Men seriøst, vi vil bare gerne vise folk hvem vi er og forhåbentlig fange interessen hos nogle headbangers som ellers ikke kender os. Og så vil vi give et pisse fedt show som man forhåbentlig aldrig glemmer!
Hvad synes I om at blive bedømt af fagfolk og ikke kun af publikum?
Det er jo både godt og skidt. Man kunne skrive side op og side ned om hvad der er vigtigst, fagfolks mening eller publikums. Personligt synes jeg det er fint nok at konkurrencen ikke bare er en dyst om hvem der har flest venner, og at man kan blive bedømt mere objektivt. Derfor kan det selvfølgelig også være så meget mere skuffende hvis dommerne hader bandet! Men egentlig er det jo publikum der er det vigtigste, det er jo dem man spiller for under normale omstændigheder.
Hvor langt tror I bandet kan gå på Wacken hvis I bliver sendt derned?
Nu har jeg selv været på WOA de sidste par år, og jeg har indtryk af at den slags groovy headbang-musik vi spiller ville falde i god jord hos en udemærket del af Wacken-publikummet. Så jeg vil tro vi kan hive et fedt publikum til, og det ville klart være en kæmpe chance for os, eller ethvert band der får muligheden for at spille der.
Hvad mener I om, at nogle synes man sælger ud ved at deltage i en talentkonkurrence?
Jeg forstår ikke helt hvorfor. Jeg synes ikke der er noget som helst i vejen med at spille talentkonkurrencer, det er da en ganske valid måde at få konstruktiv kritik og en mulighed for at spille med andre fede bands. At der bliver stemt om hvem der går videre er vel bare en inkarnation af den kritik man får. Og i alle bands, lige meget hvor pisse seje de er i forvejen, er der altid plads til forbedring.