Morgendagens stjerner: Throwe
PopulærUd af den københavnske undergrund træder et nyt, fjendtligt dyr frem. Mød kvintetten Throwe, hvis blackened hardcore taler til misantropen i os alle.
Kræfterne er rutinerede, men bandet er nyt: Ud af det nu hedengangne Justinhate kommer Throwe – en kvintet, der er klar på at gøre den danske hardcorescene mørkere og mere usikker.
Formen, konstellationen og navnet har ændret sig, men udtrykket har de til fælles: Det er pessimistisk hardcore, der maler verden sort og ikke levner meget håb tilbage hos lytteren. De leverede et stærkt sæt til deres første koncert på Underwerket i oktober og har to ud af tre bebudede singler ude med tilhørende videoer, hvor filmklip optræder ved siden af billeder af atomprøvesprængninger, sociale optøjer og åbne operationer (et venligt forslag: Lad være med at se videoen til ’Menneskedyr’, mens du spiser).
Vi spår Throwe en gunstig fremtid. Læs frontmand Kims svar på vores spørgsmål nedenfor.
Hvem er bandet?
Vi er intet mindre end en international sammensmeltning af en brite, en hollænder, en argentiner, en jyde og en Valby-dreng. Mike på trommer, Marijn på bass, Agu på guitar og vokal, Mads på guitar og Kim på vokal, for at være mere præcis.
Hvordan startede bandet?
Nogle af os har spillet sammen i anden bandkonstellation igennem otte år. Vores daværende bassist valgte at prioritere andre ting i livet, og da vi var så heldige at få Marijn med på holdet, valgte vi at skifte navn og få sparket nyt energi ind i denne bandkonstellation.
Hvor var jeres første øver?
I vores øver i Sydhavnen. Øvelokalernes svar på Narnia.
Hvor var jeres første koncert?
Victor fra EYES og Telos booker fede shows igennem Thrashboy Shows, og han spurgte, om vi ville supporte Frontierer. Kender man dem ikke, så bør man tjekke dem ud med det samme, for så forstår man, at det siger man ikke nej til. Superfedt show for os.
Hvem har fået øje på jer?
Vi er jo et ret nye på scenen under det her navn, så det er vel begrænset, hvor mange der har fået øje på os. Vi har p.t. kun to numre ude, som er en del af en trilogi om menneskedyret i os alle. Det er tre numre, som har og får hver deres video og gerne skulle skabe en platform for os, så skrevne medier som jer får øje på os og kan være med til at bane vej til, at bookere gider at have os på plakaten.
Hvad har været jeres største koncert?
Jamen, det er jo altid stort at spille, men det største har vi stadig til gode. Bookere, vi sidder klar ved mailen!
Hvad er det sværeste ved at være ny i gamet?
Det sværeste synes jeg er, at bevise sin berettigelse på scenen. Vi er mange om budet med en bundlinje, der er benhård, for der er satme mange seje bands derude. Der ligger meget arbejde i at etablere et band, og ydermere når vi gør alting selv. Så det føles som et privilegie, når folk gider at bruge tid på os og køber vores merch til et show.
Hvordan har det været at indspille jeres debutplade?
Som nævnt tidligere har vi kun indspillet tre numre, som vel egentlig kan betegnes som singler med en fælles historie. Vi indspillede hos Toby og Søren i Angry Music, som bare er nogle cool makkere og en sand fornøjelse at arbejde sammen med. De gav god sparring, og jeg synes, Toby har fået en en rigtig god lyd ud af os. Vi er meget tilfredse med udfaldet. Vi har planer om at indspille en gang i 2020, men hvordan og hvorledes kan jeg ikke komme nærmere ind på, som det er nu.
Hvad er jeres inspirationer?
Vi er vidt forskellige mennesker med en fælles passion, og derfor vil inspirationerne også ligge derefter. Nogle finder inspiration i Greta og paven, og andre i Anne Frank og Obama.
Hvad er jeres drømme?
Det er vel egentlig at få udgivet en masse fed smadder og ellers bare at komme ud og smadre løs og spille noget hård heavyrock i ind - og udland. Det har altid været drivkraften og motivationen og skal være det, der skal bærer bandet.
Hvordan vil I nå dem?
Vi har ikke en businessplan for hvordan, men vi er fokuseret på det, vi laver og er hele tiden opsøgende på at få skabt muligheder for os selv. Vi synes, vi har fundet vores lyd og udtryk, og den skal vi have udviklet meget mere. Det håber vi selvfølgelig vil blive modtaget godt.
Hvordan vil I virkelig ikke ende?
Uden passion, nerve og intensitet.
Hvor meget opbakning har I fra baglandet?
Vi kender alle præmisserne for at spille i det her band, og det gør vores bagland også, og ellers synes jeg generelt, at DIY/hardcore scenen er gode til at støtte hinanden.