(1000)fryd og gammen og masser af Omsorg

Først var der seks, så syv, så otte bands. Omsorgs release party på 1000fryd var en opvisning i dedikation og fællesskab. Og i en fest, der toppede sig selv gang på gang.

Omsorg, omsorg, omsorg. Vi taler meget om dem her i butikken, men det er altså også med særdeles god grund. Ikke alene præsterer de konsekvent hamrende højt, det være sig på plade eller live, men det handler i den grad også om at være knudepunkt for en scene, der er lige så forskelligartet som den er spændende. Og det demonstrerede den unge trio lørdag på det legendariske spillested 1000fryd i hjertet af Nordens Paris, som nogle ynder at kalde den. Jeres udsendte tog den lange togtur nordpå for at opleve ikke mindre end otte fremragende bands, der var samlet fra hele landet, for at fejre deres venner og deres udgivelse.

På en måde kan man sige, at Smertegrænsens Toldere har en finger med i spillet denne aften også, for det er helt tydeligt, at deres Toldermania-koncept har haft en god indflydelse på liveshows her i landet. Mange bands, kort tid, fokus på energi og fest. Tolderne har gjort det nogle gange efterhånden, silkeborgensiske Døgnkiosk gjorde det på hjemmebane til Haremis i efteråret, og Omsorg har nu sørget for at holde et udsolgt 1000fryd kørende i hvad der svarer til en hel arbejdsdag. Og konceptet holdt.


Foto: Morten Holmsgaard

Otte bands, koncertstart klokken 17 og nogle kasser gratis øl. Hvis man ikke var overbevist allerede her, så varede det ikke længere end til allerførste band at blive det.
De vidt berømmede Stöj Snak åbnede ballet, og selvom jeg havde overvejet at komme lidt for sent, fordi jeg generelt ikke er tilhænger af pjat, skulle det vise sig at være en tvingende nødvendighed at se dem og halsløs gerning at springe over. For hold nu op. Jeg havde fået et indtryk af, at det bare var en mand med en guitar og lidt fjolleri, men det skulle vise sig, at jeg tog gruelig fejl. Stöj Snak er nemlig intet mindre end verdens bedste opvarmningsband og var mesterlige i både publikumsinddragelse, underholdning og heldigvis også reel sangskrivning. Selv kalder de sig “screamer-songwriter”, og det er ikke helt ved siden af. Man kunne også benævne det en slags folk punk, da musikken er centreret om Niels Højgaard Sørensens stemme, der sine steder minder gevaldigt om Menzingers eller Frank Turner, og hans akustiske guitar, akkompagneret af Rasmus Glassau Clausen på en lilletromme spillet med piskeris og en pedal monteret på en trækasse og, ej at forglemme, Jesper Olsen på vaskebræt, mundharmonika, ukulele, kazoo, melodica og, grundet afbud fra bassisten, afsungne baslinjer!
Sjældent har jeg oplevet et band, der i så høj grad formåede at skabe en fest og få publikum med. Der var fællesnynnen, fællessang, fællesdans og sågar en uddeling af guiroer, tambouriner og maracas så der også kunne være fællesspil. Med en uovertruffen energi og en kæmpestor portion humor fyrede Stöj Snak op under salen, der kogte af god stemning allerede før klokken var blevet halv seks. En stor præstation. Man kunne skrive en længere anmeldelse blot af dette show, men vi må haste videre. Mange bands venter.

Foto: Morten Holmsgaard

I en noget mindre festlig, men ikke mindre fantastisk ende, var aarhusianske Puke Wolf næste band på plakaten. Undertegnede har længe været enormt begejstret for bandet og i særdeleshed deres seneste udgivelse, den smukke og betagende ‘Interstice’, og fik nu langt om længe mulighed for at opleve dem live. Bandet var lidt bekymrede for at skulle spille så tidligt på dagen, men det skulle det hurtigt vise sig, at der ikke var den mindste grund til. For selvom kontrasten mellem Stöj Snaks syng-med-venlige visepunk og Puke Wolfs emotive og dramatiske mørke screamo var stor, var publikum veloplagt og positive og klar til at høre godt efter.
Da vi talte med Puke Wolf sidste år, var noget af det de bekymrede sig for og havde blandede oplevelser med, fremførelsen af deres samples i en livesetting. Men bandet havde is i maven og allerede fra begyndelsen, hvor NBC’s Rachel Maddows stemme knækkede over, da hun hørte om immigrantbørn i fængsler, var publikum tryllebundne. Det holdt ved hele vejen igennem, om det så var åbneren ‘Hubris’, Troels Højgaards gæsteoptræden som oplæser af digtet i ‘A Trembling of Finches’ eller da Andrew Thomas Davidson overlod trommesættet til Omsorgs Mads Skannerup for selv at indtage gulvet med sin rå og nøgne vokal under den storslåede ‘Endless Nights’, var publikum med bandet og det var tydelige at mærke, at alle lod sig selv glide med i fællesskabet. Jublen var også stor, da Omsorgs Jan Fenger Christensen lånte sin vokal ud til ‘Full of Heart’ og dermed supplerede både Lasse Højgaard og Emil Vegeberg, der begge havde en fantastisk tilstedeværelse, og for førstnævntes vedkommende, fremragende kontrol med samples og effekter.
Puke Wolf er et band, der har lært at være til stede på scenen på deres egen måde og hviler mere i sig selv end nogensinde før.



Næste indslag var Vægtløs, 1000fryd-bestyreren Troels Højgaards eget band. Flankeret af makkere i Tobias Aske Heltborg Nielsen, der havde delt chips ud under Stöj Snak-koncerten, men indtog en plads bag trommesættet, Frederik Højlund på guitar og en vikar på bas – Lasse Olsen, fra hedengange Mighty Midgets.
Her kunne publikum dog ikke helt håndtere samples længere, omend det skulle blive værre lidt senere. Måske var det de gratis øl, der begyndte at tage virkning, eller også var det fordi det er nemmere at holde fest end at snakke om døden, men den rolige indledning kunne ikke få lov at stå alene. Da Højaard og Højlund slog tonen an, var det dog slut med snak. I dagens anledning spillede Vægtløs mere core’et end de gjorde sidst hvilket var fremragende. Måske var denne optræden lidt mindre gribende end den forrige, men den var til gengæld fremragende i tråd med aftenens tema. Både Højgaard og Nielsen hoppede i takt til musikken, hvilket for sidstnævntes vedkommende var ganske imponerende, da det jo var hans opgave at holde den.
Da Troels Højgaard efter første sang bekendtgjorde, at de kun havde en mere, var der protestråb, som dog forstummede, da han gjorde opmærksom på, at de alle sammen mindst tager ti minutter. Under anden sang indtog Højgaard også gulvet, hvilket førte ham tættere på publikum og gjorde at tilstedeværelsen var det større. Højgaard stod også for at rose både gæster og bands og i særdeleshed aftenens hovedpersoner: Omsorg. Det var meget ægte.



Meejah var den seneste tilføjelse til programmet, og oprindeligt havde der været bekymring for aflysning fra et andet band, og københavnerne var derfor blevet spurgt om, de eventuelt kunne dække ind. Det ville Meejah hellere end gerne, og to minutter efter var togbilletterne købt. Der endte ikke med at være nogen aflysninger, men det betød blot at Mai Soon Young Øvlisen og Andreas Isbrandt Løvenskjold blev sat på plakaten på lige vilkår med alle andre. Og der var vi heldige.
Meejahs musik bygger i høj grad på Øvlisens baggrund som adopteret koreaner og tager udgangspunkt i koreansk taoisme og dennes fokus på elementerne. Det er eksperimenterende og omskifteligt og kræver en vis koncentration. Som nævnt under Vægtløs, var det efterhånden ved at være så som så med denne evne blandt folkene på gulvet, men med Demersals Emil Lake som gæst på trommer, lykkedes det alligevel at spille et dragende og indtagende set. Løvenskjold på den syvstrengede guitar spiller progressivt uden at blive kedelig, og Øvlisen håndterede både samples og backtracks, syngeskål og en stor gong.
Øvlisen brugte også anledningen til at fortælle om sin egen baggrund, om hvordan det er, at opleve, at folk stirrer efter en, fordi man har en anden etnicitet end majoriteten, hvilket førte os ind i ‘Jing (Thunder)’, der var dedikeret til det søgsmål koreanske adopterede over hele verden har indledt mod den koreanske regering. Øvlisen satte pris på den store asiatiske repræsentation denne aften, og sendte en særlig hilsen til Omsorgs Trong Le, der er af vietnamesisk afstamning.
I midten af settet nåede vi nærmest Lucy Love’sk vokallevering og elektroniske beats, der fungerede fremragende. Emil Lake, der oftest spiller ganske hårdt i Telos og Demersal, viste nye talenter og slog fast, hvor dygtig han er på sine instrumenter. Under ‘Queen Min, Rise (Fire)’ og ‘Kwan Yin (Water) trådte Øvlisen i karakter som rockstjerne og lod ikke en defekt guitarstrop stoppe sig, men slog blot knæet op på bordet og spillede videre. Det skrig hun præsterede i ‘Queen Min, Rise (Fire)’ var intet mindre end øresønderrivende og lagde godt op til, at koncerten kulminerede i ‘Lysgænger’, der bygger på både færøsk og koreansk kultur.



Aftenens hårdeste indspark, var uden tvivl Demersal. Det energiske emoviolence-band, havde skruet op for volden på dette set, der sine steder var nærmest så kaotisk som Telos, hvori både Viktor Ravn og Emil Lake også slår deres folder. Iklædt en My Chemical Romance-shirt, var bassist Jonas Maigaard i centrum og understregede med sin brutale flåen i strengene og ditto fremtoning i herlig kontrast til emo-giganterne, at Demersal har ben i flere lejre. Sebastian Greis på venstre flanke og Viktor Ravn på højre fuldendte opstillingen foran Lake og gav den alle tre som brølere og skrigere.
Pitten opstod spontant og organisk, og der blev moshet igennem foran dem, ligesom vi fik aftenens første menneskelige pyramide på gulvet – et fænomen, der skulle følge os resten af festen igennem.
Og festligt var det. En slåskampsfest, vel at mærke. Emil Lakes trommer blev behandlet så hårdhændet, at det var et under, de kunne holde til det, og kombineret med Maigaards bas, var der en mere end solid bund i lyden. Demersal havde taget de allermest voldsomme sange med sig, måske for at skabe lidt kontrast til de øvrige, lidt mere følsomme bands. Med blasts som riffelskud var der ikke mulighed for at tænke, kun for at slås. Men ligesom med de øvrige bands denne aften, var det på hyggeplan med store smil på ansigterne.



Norske Lâche, var det eneste internationale islæt til Omsorgs releasefest, og det led fremmødet desværre også under. Ligeså venlig og imødekommende aalborgenserne var hele aftenen, ligeså tydeligt var det, at man havde lyst til at fejre sig selv, og det var det tyndest besatte dansegulv, vi skulle opleve.
Lâche spillede ellers udmærket, og vekslede mellem lyttevenlige poppunkede tracks og mere brutale hardcoreskæringer. Sangene var korte, sjældent over to minutter og den store vekslen i lyd og fokus gjorde, at det var svært at komme ind i det. Man følte, at sangene var slut, nærmest før de kom i gang.



Omsorg indtog scenen som næstsidste navn og begejstringen var stor. Endnu engang var Mads Skannerup rygraden i bandet og det var han på bedste vis. Skannerups beherskelse af subtile temposkift og fænomenale fills er ikke mindre imponerende live end på plade og Omsorg har et trumfkort i ham.
Ikke dermed sagt, at de to andre musikere ikke er dygtige. For det er de helt bestemt. Jan Fenger Christensens vokalpræstation var i top denne aften, og særligt på ‘Final Goodbye’ er hans skrig hamrende solidt. De renere passager led under lidt mudder i lyden, men de rå trådte godt igennem. Som aftenens hovedpersoner, spiste publikum af deres hænder og når både Trong Le og Christensen gav den på vokal, blæste det over 1000fryds lille sal som vestenvinden, der forvrider træer og fjerner hele strandstrækninger heroppe i Nordjylland.
Det var helt tydeligt at mærke, at de var på hjemmebane. Fra koncerten i Pumpehuset, til præstationen i Vega, var der sket meget, men her, i hjembyen, var der ikke spor at finde af hverken nervøsitet eller ængstelighed. Det var så tæt, som nordjyder kommer på at virke selvsikre og tilfredse.
Trong Les performance følger samme skabelon. For hver gang vi oplever dem, er han mere tilstedeværende og dygtigere på både bas og vokal, og med den udviklingskurve er det svært ikke at skrue forventningerne op.
Væk var bekymringer om at spille tight, og i stedet blot et fokus på at være til stede. At det så lykkedes trioen at holde det helt skarpt alligevel, er blot en forstærkelse af den effekt et fokus på at have en fest kan have. For det var der. Menneskelige pyramider, svedige krammere og masser af hop på stedet var disciplinerne på gulvet og publikum og band havde den samme fest.


Foto: Morten Holmsgaard

Til at lukke ballet var de københavnske skatepunkere i Forever Unclean. Et fremragende valg, fra et band, der fik vores elskeligt elitære noiseanmelder til at omfavne bouncy poppunkriffs og festlig råben på deres seneste udgivelse ‘Best’.
Og hvis Stöj Snak var verdens bedste åbnere, så er Forever Unclean verdens bedste lukkere. Trods en fortsat mudder i lyden, der til tider gjorde Lasse Mikkelsens lyse vokal næsten uhørlig, var københavnerne så fulde af godt humør og god energi, at alle de olympiske koncertdiscipliner blev gennemgået næsten fuldstændig uden bandets indblanding. Trong Le blev båret uden for døren under et crowdsurf, historiens kærligste wall of death fandt sted, menneskelige pyramider blev bygget op og styrtede sammen næsten lige så hurtigt som Twitter-aktier mister værdi og der blevet skreget igennem til sange de færreste kendte teksterne til, og særligt ‘Kold’ var en crowd pleaser. Leo Wallins trommer og periodiske gæstevokal er samlende og dundrende og Troels Pedersens bas kører som et godstog uden stop mod fest i byen.
Lydtjekket i sig selv var nærmest en forestilling og det blev kun bedre herfra. Noget af det fede ved 1000fryd er den kæmpemæssige diversitet i publikum, og alle, fra gennempiercede punkere til fuldskægsbærende metallere dansere, hoppede og grinede til Forever Uncleans gennemført positive og sympatiske skatepunk. Genren kan noget særligt, og 1000fryd kan helt klart mere end mange andre spillesteder.



Det var netop det, der trak en rød tråd gennem hele aftenens maratonprogram. Der var på intet tidspunkt antræk til den mindste smule dårlige stemning, musikere løb til og fra scenen for at hjælpe hinanden eller give en gæsteoptræden og hoppede derefter ud på gulvet for at feste med os andre. Der var ingen, der gemte sig backstage, men alle var kommet for at fejre Omsorg og have en forrygende aften sammen. Samhørighed var nøgleordet og det er svært at overvurdere hvor godt det kan blive, hvis den er på plads