HateSphere Tourdagbog Del 4

Turens tredje og sidste uge viste sig at blive turens hyggeligste med sightseeing, byvandring, gaveindkøb, Uno og naturligvis druk. Men selvfølgelig rendte heldet ud på den allersidste strækning fra Berlin til København.

Selvom det er skønt at være hjemme i NV og sidde her foran tasterne træt og med ”køretømmermænd” og huske tilbage på de sidste uges strabadser og på turen som helhed, så savner jeg bussen og ikke mindst min bunk. Jeg savner allerede at være på vej mod en ny by, mod nye eventyr, men alt må naturligvis have en ende. Og det har End of Disclosure Tour Part II også... og sikken én.

Når man bogstaveligt talt går så tæt op af hinanden i tre uger, som tilfældet normalt er i en turbus, så kan man ikke undgå helt automatisk at blive knyttet tættere og tættere sammen og til sidst blive en lille familie. I den sidste uge af turen var alle barrierer efterhånden brudt ned, og ingen var bange for at tale og grine sammen. Vi var med andre ord begyndt at lære hinanden at kende.

Undervejs fandt jeg også ud af, at vi udover Peter Tägtgren og Horgh, som de fleste kender som tøndebasker for Immortal, har delt bus med nogle lidt prominente folk. Lydmanden Kimmo er eksempelvis Nightwishs faste lydmand, og guitartechen Lutz er fast tech for Rammstein, mens chaufføren Matias havde kørt med Leningrad Cowboys (STORT!).
 
Drukken trådte den sidste uge lidt (men kun lidt) i baggrunden for hyggen, og folk kom som sagt hinanden mere ved. Efter et decideret punkshow og turens absolut mindste koncert på en bar i Toulouse havde vi en off/travel day, som hovedsageligt blev brugt på at rejse, men om aftenen var der bestilt bord til hele crewet. Så vi gik hånd i hånd på mexicansk restaurant, fik god mad, hyggede og drak Coronaer og shots.

Jeg bliver også nødt til at nævne HateSpheres interne kaffeklub, som på store dele af turen bestod af Pepe, Mike og Nikolaj, men som jeg i bund og grund var med til at starte allerede i Vilnius, hvorefter jeg hårdt og brutalt blev udskiftet med Mike. De tre gik nærmest dagligt ud i den respektive bys gader og fik sig en kaffe og lidt godt til ganen. I princippet en god måde at se en by på. Omvendt bar deres valg af kaffested somme tider præg af utålmodighed og måske ugidelighed, så der blev af og til bandet og svovlet over restaurationens formåen.
 
En anden glimrende måde at se en by på er at løbe en tur, og selvom løb ikke er min foretrukne motionsform, så fik jeg set både Beograd og Bilbao på denne måde. Det burde måske have været flere byer, men tømmermændene skulle også plejes.

Turen afsluttedes i den lille by Zlin i det sydøstlige Tjekkiet, og det var en glimrende afslutning. Traditionen tro skulle der ske noget specielt denne aften, så vi inviterede Elof på scenen for at spille ’Reaper of Life’. Derudover blev jeg, efter et halvmislykket forsøg på at vikle vores instrumenter ind i vita wrap, under ’Sickness Within’ overfaldet og af Bruno, Junior og Hede (hhv. tour manager, trommetech, og lysmand) og blev fuldstændig indviklet. En fantastisk sjov måde for vores vedkommende at slutte turen.

Næsten... for vi skulle jo helt hjem. Bussen kørte til Berlin, hvor vi havde hyret mine brødre til at køre ned med en HateSphere-nightliner (9-personers bus). Turen fra Zlin til Berlin over Prag, hvor de fleste blev sat af, gik fuldstændig smertefrit, men da turbussen var parkeret, og vi igen var på egen hånd, så regnede det vanlige uheld ned over os. Mine brødre, som vi i øvrigt skylder en gigantisk tak, var sat til at ankomme 15:30, og indtil 160 km før Berlin gik det fint, men så ramlede korthuset, og den ene kø efter den anden opstod – og det samme tilbage til København. Vi blev med andre ord 4-5 timer forsinkede. Derfor mine ”køretømmermænd”.

Hvorom alting er, så er vi hjemme efter en fantastisk tur. Jeg vil takke alle, der deltog, og alle, der har læst min dagbog. Tak!