RF 24: Torsdag – Stemning, der ikke kan duplikeres
Generelt var torsdagen en dag med musikalske ups and downs, sol på våd jord og orange følelse.
Vi taler om det hver år. Fra man sætter fødderne på Dyrskuepladsen, til vi vender næsen hjemad i en folkeudvandring. Den ene gang om året opstår der en forunderlig magi. Delvist båret af, at Dyrskuepladsen i løbet af en weekend bliver den fjerdestørste forsamling af mennesker i Danmark, kun overgået af hovedstaden, Aarhus og Odense. Det summer, som var der elektricitet begravet i mudderet – og mudder var der nok af i år.
Torsdag får vi heldigvis mere sol end regn. Det, selvom det står ned i stænger, kort før undertegnede sætter fødderne på pladsen. Første band på programmet er While She Sleeps, og her får vi solen. Varmen, der tvinger regnfrakken af og solbrillerne på. Vi får også endnu en omgang rigid ordensreglement fra festivalen. Ingen crowdsurf til metalcore-koncerter. Hvem kunne da også finde på det? Man forstår naturligvis hvorfor reglerne er der, men vi er måske 200 mennesker foran Eos, og det er vel at mærke et publikum, der er pænt spredt. Pitten i sig selv tæller næppe mere end 75. 
Hovedrystende, som det er, overgås det af at have misset Lovebites, der spillede få timer før det engelske metalcore-band. På samme scene og efter sigende en rigtig god koncert. Power metal på Roskilde Festival – det er alligevel lang tid siden vi sidst har oplevet det.
Som snakken går, og de mange indtryk bliver suget ind, fortsætter vi ind i mørket. Ind i skyggen på Gloria, hvor vi efterhånden har haft så mange gode, musikalske oplevelser. Vejen dertil går forbi Orange, hvor Ice Spice varmer op til at spille den dårligste koncert på festivalen i år. På det tidspunkt. Om fredagen lurer Sexy Red, og så kan de to amerikanske kunstnere ellers diskutere løs, hvem af dem, der besudlede den ikoniske Orange Scene mest. 
Tilbage til Gloria og Gel. Efter fem minutter står det klart, at bandet er kommet for at levere. På tiende minut gynger alt, og vi har det fedt. Omkring femten indtager monotonien, og da vi rammer tyve minutter, og koncerten vel kun er tæt på halvvejs, står det klart, at Gel er røvkedelige i mere end femten minutter. 
På Arena har Khruangbin samtidig succes med at spille Texas-rock i aftensolen. Det var helt ok, indtil det også blev kedeligt, beretter en bekendt, mens vi sluger en gang ris med marineret kød fra food court. Ris er nøglen til at holde det hele kørende, når koncerterne bliver kedelige, og øl smager godt. No Name er vist egentlig ret godt, men det pisser ned, og vi ender med at stå meget tæt med en flok smølfer i en bar til højre for Avalon. Det er en mindre god position at opleve bandet fra, men det må stå for vejrets regning. 
To energiske perler i streg
Til gengæld kan jeg kun klandre mig selv for ikke at se The Beaches. Det skulle have været helt igennem godt. Det bliver jeg i hvert fald fortalt 3-400 gange de efterfølgende dage. Sådan går det jo nogen gange. I forlængelse heraf ville jeg egentlig gerne have set The Last Dinner Party på Eos senere på aftenen, men på magisk vis indtræffer et af de der helt specielle Roskilde Moments, da vi rammer Violent Magic Orchestra på Gloria.
Tilbage foran Glorias intime scene får vi en oplevelse af de store. En forrygende koncert – indbegrebet af, hvorfor Roskilde Festival er så fed. Orange feeling, i en lade med plads til 1200 gæster. Det kan godt være, at der ikke var mange koncert-oplevelser af samme kaliber om torsdagen, men vi får alligevel to, lige i streg. Som vi finder tilbage på Avalon, er Smag på dig selv startet. Indledningsvis føles det som et sensorisk overload. Det er hårdt at gå fra vildt til mere vildt, men på kort tid lykkes det den danske trio at spille alle ind i en manisk oplevelse af truthorn og EDM, der stikker fuldstændigt af i løbet af koncerten. 
Herfra er det slut med energien. Turen går hen over Orange, hvor Skrillex er i gang med et eller andet. Eller hvem det nu var, på scenen. Måske var det Skrillex, måske var det en anden, der havde trykket play på knappen. Det lød røvkedeligt og uinteressant ovenpå de dansk/japanske power-oplevelser, der stadig står mentalt indprentet på nethinden. 
Toget hjem er en vag fortrydelse af, at jeg ikke kunne holde den kørende til Brutalismus 3000 – eller for den sags skyld Angel Du$t. Begge havde været interessante. Jeg hører dagen efter, at den førstnævnte, tyske duo har været helt fænomenal. Æv, men sådan er det nu engang med festivaler. Man vinder nogen gange, og andre gange misser man en stor oplevelse, fordi man ikke har spist nok ris.
I toget hjem taler jeg med en fyr – førstegangsdeltager på Roskilde. Hvilket ikke overrasker, idet fyren sidder i regnslag, shorts og noget, der engang har været hvide Adidas-sko. Han skal hjem, i bad og sove og så tilbage til lejren, til smatten og til hele den verden, dagen efter. Vi har slet ikke set de samme bands, ingen overlap, men han har alligevel haft en ligeså god dag som jeg. Der er bare noget i luften, siger han. Noget jeg ikke kan beskrive, fortsætter han, før vi snakker videre om hans liv i campingområdet. Han har ret. Der er bare noget specielt, noget jeg, med mine mange års erfaring med festivaler over hele Europa, endnu ikke har oplevet andre steder.