Rock & Rul 2026: Fredag – lokal hardcore og bizar britisk afslutning
Fredagen bød på hardcore fra Eyes og Barcode, et fandenivoldsk show fra Midnight og lukkede med et syret show fra Henge.
Okay, okay, okay. Vi lander lidt sent på dette års udgave af Rock & Rul, men vi er her da! Og festen er heldigvis godt i gang, da vi ankommer. Cryptic Shift er i fuld gang og deler deres sci-fi-lussinger ud til folket. Denne skribent når desværre kun ind på pladsen, netop som de er gået af, men man kan fornemme, at det er et band, der har delt vandene lidt. Personligt har jeg ikke noget forhold til bandet, men det virkede til at have været en interessant omgang – i mangel af bedre ord.

Hvis man ikke er bekendt med Rock & Rul, er det måske her en god idé at præsentere festivalen.
Andreas Truelsen (ex-Plaguemace) er primus motor bag denne festival, der foregår i Volume Village i Aarhus. En lille udendørs-venue beregnet til de lidt skæve koncerter. Denne er placeret under Ringgadebroen, så den lokale aarhusianer vil straks tænke aaaah!! Bas under Broen! Præcis!
Festivalen har i fokus at være tilgængelig for folk med funktionsnedsættelse, og dette lykkedes virkelig godt. Kørestolsramper og personale, der tager sig af folk med handicap, var der rigeligt af. Samt afspærring foran scenen, så de kunne få front row-oplevelse uden at få en moshpit i nakken. Så et generelt safespace for alle.
Læs også vores interview med Andreas for at høre mere

Trold

Men første band for mig var Trold. Og de behøver næppe nogen form for introduktion, men hvad enten man kan lide dem eller ej, må man give dem, at de kan deres kram. De har et fængende format, der er blevet finpudset over årene, og har velfortjent lige spillet på Wacken Open Air.

Og kort tid efter står de og sender den samme energi ud over scenen, ironisk nok, under en bro. Denne gang er det troldene, der banker under broen. De er mestre i at trylle (trolde) binde deres publikum. Både med deres folk-lydende sange, men også gennem deres herligt inkluderende optræden.

Spisepause
Som det også er set ved andre arrangementer, er der tænkt over, at nogle mennesker gerne vil se alle bands, men stadig har behov for mad. Så efter Trold var der afsat en halv time til, at man kunne få stillet sulten. Der var tre madboder at vælge mellem, så der var lidt for enhver smag. Priserne var der delte meninger om.

Nogle mente priserne var lidt høje (nogen hævdede endda højere end på Copenhell) hvor andre mente, man også fik en god mængde mad for pengene. Uanset hvad er jeg stor tilhænger af de her indførte pauser mellem musikken. Det giver også folk en mulighed for at socialisere på en anden måde end kun under koncerterne. Så mere af det!
Eyes

Så kom turen til et af Danmarks bedste livebands. Eyes, der havde Viktor Kaas tilbage på mikrofonen. For to uger siden havde Eyes Selma Bahner fra Feral Nature med som stand-in for Kaas til Support Our Scene – og med stor succes skal det lige siges. I dag var de tilbage til den oprindelige besætning.

Og der under broen, viste de endnu engang, hvorfor flere her på redaktionen elsker Eyes. Det er et band, der i den grad formår at komme ud over scenekanten. Både musikalsk, men også fysisk! Victor Kaas var mere end en gang ude blandt publikum og til sidst sluttede af med at crowdsurfe rundt.

Hvis du endnu ikke har fået set Eyes, så er det altså med at få det gjort næste gang, du får muligheden!

Grave

Fra den moderne hardcore til den gamle dødsmetal. Svenske Grave var det næste band, der stod klar. Det var en stærk kontrast til Eyes, der minutter inden havde leveret en flyvende koncert.

Grave er af den gamle skole, så der var ikke så meget bevægelse, men det betød bestemt ikke, at det var en kedelig koncert på nogen måde! Showet var skarpt og præcist leveret med præcision og med mange års erfaring, uden at det føltes som en rutinemæssig endnu en dag på kontoret.

Barcode
It’s an older code, sir, but it checks out!

Koden er tilbage og selvom årene er gået, så står de stadig stærke, selv i korte shorts og knæhøje strømper. Barcode er endnu et band, der er kommet ud af retræte, og det skal de bestemt ikke høre noget for!

De rammer hele publikum helt korrekt, og viser hvordan Aarhus-hardcore lød omkring årtusindskiftet. Det var deres tredje koncert efter genopstandelsen, men det var ikke til at mærke på dem.

De leverede et show, som om de ikke havde lavet andet i de sidste mange år. Der var fællessang fra en god del af publikum, både ældre som unge. Det cementerede bare, at selv efter mere end 20 år, at Koden styrer!

Midnight

Sidste navn på hovedscenen var amerikanske Midnight, og et band, som en stor del af publikum havde set frem til, og de skuffede bestemt ikke! Deres blanding af punk og black sad lige som det skulle. Deres perfomance var skarp og præcis. Det var intenst og kom godt ud over scenekanten.

Faktisk kom de helt op til de nysgerrige tilskuere, der havde samlet sig på Ringgadebroen, da forsangeren siger på det obligatoriske danske Tak!!… even to the cheap fuck up there (på broen), who didn’t pay for a ticket! My kind of people!

Henge

En gammel kinesisk filosof sagde engang: Hvis man har stoffer, er det vigtigt man deler! Og det var bestemt en af de oplevelser, hvor det gjorde sig gældende! Forsangeren havde en plasmakugle på hovedet, bassisten var et rumvæsen, trommeslageren en Cthulhu-lignende øgle, mens keyboardspilleren var et helt almindeligt menneske.

Mest af alt lignede det som et afsnit af Mandrilaftalen, der har været stærkt sponsoreret af LSD og svampe. Meget passende at nogle af festivalens frivillige havde udstyret mig med en enhjørning-notesblok tidligere på aften. For så følte jeg mig da en smule inkluderet i bandet. Men så stopper fjollerierne også her. Deres dance/electronica/reggea er virkelig velspillet og gennemført. Hver karakter havde deres historie og oprindelse, og en historie/rejse, der blev fortalt gennem hele deres koncert. Det skal ikke udelukkes, jeg stikker hovedet forbi dem, næste gang jeg får muligheden.

For dem der kunne lide det, var der i hvert fald en kæmpe fest at slutte af med. Og dem, der ikke var de store fans af det, havde muligheden for at kunne tage hjem og være klar til en ny dag.

Alt i alt var førstedagen en god blanding af dygtige musikere, hvor der var noget til enhver. Ærligt, så nåede vi kun den anden halvdel af dagen, men hvis første del var af samme støbning, var det en solid fredag for alle der var med.
