Til lyttesession med Orm

Orm samlede en lille skare mennesker til at gøre noget, vi ikke gør nok.

For en måneds tid siden, lavede Orm et instagramopslag om en såkaldt lyttesession i Black Tornado Studio på Refshaleøen, hvor de havde indspillet deres kommende og tredje plade, ‘Intet • Altet’. Som de gode eksilbornholmere og Orm-fans, mine bandkammerater og jeg er, meldte vi os selvfølgelig til, og blev en uges tid efter inviteret med. Men her på redaktionen blev vi enige om, at det også kunne være sjovt med reportage. Så da jeg allerede skulle afsted blev der slået to fluer med et smæk. 

Da vi ankom til Ekho Ekho, øveforeningen på Refshaleøen hvor Black Tornado Studio befinder sig, stod Simon Sonne Andersen og Theis Wilmer Poulsen for foden af trappen og modtog gæsterne. Vi blev ledt op af trapperne og ind i et køkken, der tjente som lounge hvor vi blev mødt af Adam Schønnemann, der rejste sig op fra sofaen og hilste. Her i loungen blev vi budt på Tuborg, papvin og chips, som til en konfirmation, som Simon Sonne jokede. Vi fik også at vide hvor vi skulle lægge tøjet… Alt tøjet. Haha!

Teatralsk
Vi skulle høre hele pladen inde i selve studiet, der var indrettet som et lille teater med forskelligartede siddepladser. Her fik vi lidt sikkerhedsinstrukser, om at holde øllene væk fra alt det angstfremkaldende dyre studiegrej. Her havde Orm indspillet grundsporene til ‘Intet • Altet’ og derfor var det også passende at holde lyttesession her. Både for den symbolske værdi, men også fordi der stod to højtalere, der måtte være blevet sænket ned med en kran.  

Orm befandt sig ude i køkkenet sammen med blandt andre Indisciplinarian-bossen Jacob Krogholt, deres livebassist, Malthe Tiufkær og den kommende turne-support, Offernat, som Simon Sonne Andersen også har produceret debutalbum for. Inde i studiet sad os mere eller mindre tilfældige gæster, som hurtigt opdagede at vi var en del bornholmere til stede, så tiden gik med klassisk bornholmer-banter. 

Tryk på play
Når klokken slog 20:00 kom Simon Sonne Andersen, Theis Wilmer Poulsen og Adam Schønemann ind og sagde tak for fremmødet og leverede en meget kortfattet og uprætentiøs præsentation af deres meget ambitiøse plade. For ja, det var vel egentlig bare at komme i gang. En stille akustisk passage fra første sang, ‘Fra Dyden’, kommer udover de gigantiske studiehøjtalere. Nogle minutter inde bliver vi blæst bagover af Orms hæsblæsende og teatralske black metal, der gik hen og blev en hel fysisk oplevelse. Der var nemlig så meget basrespons i rummet, at gulv og vægge vibrerede som om man var i CinemaxX. 

Vi sad alle musestille og lyttede opmærksomt. Nogle foroverbøjede, andre tilbagelænet og skiftevis havde vi lukkede øjne. Det eneste bevægelse i rummet var folks stille vippen med fødder og indlevende og forbeholdne rysten med hovederne. I de stille og smukke passager, spidsede vi ekstra meget ører og det eneste andet man kunne høre, var en subtil knirken fra en stol og den stille slubren fra øldåserne.    

Efter andet nummer, kom Poulsen ind og satte albummet på pause, for ligesom når man er i teateret, var der halvvejs inde i seancen en lille pause til at strække benene, lade vandet, hente friske forsyninger og hyggesnakke.  

Efter pausen satte vi os ind igen for at høre de resterende to numre på samme interesserede og velopdragne vis. Nu er det her ikke en anmeldelse. Jeg siger bare… De var fandengalemig også fede.

Alt • intet, hvem, hvad, hvor?
92 minutter var gået, og Orm havde på fire meget forskellige kompositioner revet os igennem hele følelsesregisteret, på nær glæden ved danseeufori. Men derfor var man stadig helt forpustet. For det var meget, men også rigtig god kost de havde serveret for os. Orm kom ind med forventningsfulde ansigter til en klapsalve og takkede ydmygt for vores opmærksomhed og tålmodighed. 

Oplevelsen mindede mig på flere måder en del om en ekskursion i 3.G, hvor klassen fik lov til at komme ind til generalprøve med DR’s symfoniorkester i koncertsalen til Richard Strauss’ ‘Also Sprach Zarathustra’. Ikke så meget fordi Orm oven i købet lader sig inspirere af det sublime i romantikken, lyrisk såvel som musikalsk, men særligt fordi man sad helt stille som gruppe, og lyttede til et stykke storladent og alsidigt musik og fuldstændig glemte tid og sted. Har man været vågen hele tiden? Sov man lidt? Jeg ved det ærligt talt ikke. Men jeg ved at det samlet set var 92 meditative minutter, og at jeg var zen (og småsnaldret).

Efter selve lytteseancen, var der mingling ude i loungen, hvor vi fik vi en god snak med Poulsen om deres studie- og sangskrivningsproces. Efter en times tid måtte de dog lukke ned – og inspirerede, stavrede vi i byen.  

Nu skal jeg ikke tale på alles vegne, men en lyttesession som her, er generelt ikke noget vi som musikelskere gør nok. Det at man sidder og lytter i fællesskab uden at ytre så meget som et pip eller et kvæk, og uden koncertens naturlige visuelle aspekt, gør at man koncentrerer sig og skærper sanserne i langt højere grad og mærker musikken på en anden måde. Jeg vil dog også vove at påstå at det kræver noget musik, der forlanger mere af lytteren, som netop Orm gør, for at konceptet giver rigtig mening. Derfor er det også godt set af bandet, at lave sådan et arrangement. Det kræver også en vis selvtillid omkring sit eget materiale at invitere en flok mere eller mindre ukendte mennesker indenfor til at sidde i 92 minutters stilhed og bare lytte. En selvtillid der i den grad er retfærdiggjort.