WOA'22: Fredagens freakshow

Fredagen på Wacken Open Air tilhørte amerikanske Slipknot, mens der også var udmærkede præstationer fra svenskerne, samt Nergal to gange.

Efter en glohed torsdag var vejret mere almindeligt fredag. Det regnede sågar en smule om formiddagen, hvilket egentlig var meget belejligt, for det slog det værste støv ned. Første band, vi så fredag eftermiddag var Me and That Man, der jo nok er mest kendte for at have Nergal fra Behemoth på guitar og vokal. Det er sådan en gang cowboy-rock, der virkede vældig hyggeligt for de fremmødte, men musikalsk blev vi aldrig fænget af det.

Det blev vi til gengæld i den grad da Cattle Decapitaton efterfølgende gik på scenen og brølede sig gennem deres seneste plade ’Death Atlas’ så intenst, at vi var lige ved at glemme, at det var sjovt at være tilbage på Wacken Open Air.

Efter sådan en omgang blev vi dog gladelig overrasket over at se, at Lamentari vandt tredjepladsen i Wacken Metal Battle. Annonceringen af vinderne betød, at vi gik glip af halvdelen af At the Gates’ koncert, hvor de bare valgte at spille ’Slaughter of the Soul’ fra start til slut. Ingen andre numre. Bare en fremførelse af en af de vigtigste skiver indenfor melodisk dødsmetal. Lækkerbisken midt om eftermiddagen.

Deres landsmænd i Hypocrisy gjorde blot at svenskerfesten fortsatte ud på aftenen. Hypocrisy udgav for snart 25 år siden ’Hypocrisy Destroys Wacken’-livepladen efter deres show på festivalen i 1998. Vi så dem spille samme sted i 2004 da vi gæstede Wacken Open Air første gang, og siden har de ikke været på festivalen. Her 18 år senere var de så endelig tilbage. Peter Tägtgren er blevet meget gråhåret siden da, men energien, musikken og vokalen er stadig lige intens. Med dybe stik i bagkataloget som ’Fractured Millenium’ og særligt ’Until the End’ fra deres selvbetitlede og stærkt oversete plade ’Hypocrisy’ fra 2000, var det kræs for en, indrømmet, gammel fan af bandet og genren. Favoritter som ’Eraser’ og den afsluttende ’Roswell 47’ var selvfølgelig prikken over i’et. Det ville være en skam, hvis der skal gå 18 år før vi ser dem på Wacken igen.

Som aftenen skred frem, var det efter Hypocrisy tid til at få lidt foder indenbords. Madboderne er heldigvis stadig placeret så strategisk smart, at man kan høre musikken selvom man står i kø. Så efter de første par numre med Behemoth sneg vi os ud af pitten oppe foran scenen og ned mod madboderne, hvor vi kunne se og høre Nergal og Co. tryllebinde publikum. Indholdsmæssigt er der ikke sket det store i forhold til de to tidligere gange, vi har set Behemoth på Wacken i 2014 og 2018. De leverer deres black metal med overskud, og Nergal er en god frontmand. 

Behemoth kom godt rundt i deres materiale, og det var godt at se en sang som ’Christians to the Lions’ tilbage i setlisten. For selvfølgelig spillede de også nye numre fra den kommende ’Opvs Contra Natvram’-plade, der udkommer 16. september i år. Singlerne ’Ov My Herculean Exile’ og ’Off to War!” blev luftet på Wacken for første gang.

Senere på aftenen blev vi så trakteret med Slipknot, der gæstede Wacken Open Air for første gang nogensinde. Et brag af en fest, hvor festivalpladsen var fyldt til bristepunktet af folk, der gerne ville nyde det øjeblik. Corey Taylor og resten af Slipknot gav præcis den fest og koncert, man kunne have håbet på, og så kunne natteravnene ellers defilere ud på de små scener og få det sidste med, eller feste videre i lejrene. Fredagen på Wacken foregik ved, at vi gik fra scene til scene og nød de små, mellemstore og helt store navne give koncert. Præcis som vi har gjort i 17 år. Det var godt at være tilbage!

Læs vores anmeldelse af Cattle Decapitation her.
Læs vores anmeldelse af Slipknot her.