Top 5 – Udenlandske anbefalinger på Næstved Metalfest 2026
Næstved Metalfest byder i år på stærke navne fra udlandet. Her er fem, du ikke skal misse!
I sidste uge anbefalede vi fem danske bands, du ikke skal snyde dig selv for på årets Næstved Metalfest. Denne gang er turen komme til fem udenlandske navne.
1. The Gathering
Med Anneke Van Giersbergen tilbage i front, bliver det en helt særlig oplevelse på den gamle kaserne, når The Gathering giver en koncert med fokus på deres ikoniske mesterværk ‘Mandylion’ fra 1995.
Lørdag 20.30, Slagmarken
2. Marduk
De næsten ukontroversielle black metal-legender giver dig det, du behøver. Sidst vi så de ustoppelige svenskere var tilbage i februar i Göteborg, hvor Marduk igen viste, at de er klodens førende black metal-band.
Fredag 20.30, Slagmarken
3. Bloodbath
Åh, disse minder. Det bliver aldrig som på Wacken i 2005, primært fordi, vi nu har Nick Holmes fra Paradise Lost i stedet for Opeths Mikael Åkerfeldt. Men hvis Old Nick har en god dag, kan dette blive en stærk afslutning på årets Næstved Metalfest. De seneste danske besøg på Viborg Metal Festival og Aalborg Metal Festival har været glimrende.
Lørdag 22.40, Slagmarken
4. Cemetery Skyline
Mikael Stanne fra Dark Tranquillity og The Halo Effect står i front for det her svensk-finske ensemble, der spiller medrivende goth-rock. Kvintettens andre medlemmer har en fortid i alt fra Dimmu Borgir over Amorphis til Insomnium. Det er første gang, Cemetery Skyline gæster en dansk festival. Snyd ikke dig selv for den her oplevelse, når supergruppen lukker torsdagen.
Torsdag 22.50, Slagmarken
5. Sakis Tolis
Rotting Christs afslutningsshow i 2022 står stadig som en af de bedste koncerter i Næstved Metalfests historie. I år vender Rotting Christs legendariske frontmand, Saki Tolis, tilbage som solist. Stilen er medrivende og melankolsk metal, der er mere letfordøjelig end Rotting Christs black metal. Sidste års ‘Everything Comes to an End’ var en solid udgivelse, og du kan forvente flere numre herfra, når den 54-årig græker headliner hovedscenen tidlig torsdag aften.
Torsdag 18.30, Slagmarken
