Top 5 – Den glemte power metal

Power metal-flagskibet Blind Guardian har netop udgivet nyt album. Vi benytter lejligheden til at dykke ned i den forkætrede genre og kikset teenageliv i ugens top 5.

Det kan være svært at forstå i dag, og når jeg læser det, er det lige før, jeg ikke tror på det selv. Men: I slut-90'erne og start-00'erne var power metal et frisk pust på metalscenen. Virkelig. Det passer. For efter et årti med tiltagende musikalsk ekstremitet i form af grindcore, death og black metal og med stadig mere postuleret machoautenticitet i groovethrashen og rapmetallen, var power metal ren eskapistisk fornøjelse, skamløst melodisk, catchy og underholdende, jagtede ikke det ekstreme, men det opløftende og storladne. Selvom genren også dengang var formularisk, var der en anden friskhed og glød i den dengang.

Når man ser tilbage på det, er det svært at forestille sig noget mere taberagtigt end at høre power metal der omkring årtusindskiftet. Det var kikset, fantasyagtigt, kvinder kunne ikke lide det, og andre metalfans kunne heller ikke. Man drømte om en forståelse af genren som i Tyskland og lærte ellers at skjule sin sande lidenskab undtagen over for folk, der selv led af og under den. Men det var det menneske, man var. En teenager med en pervers hang til opspeedet tempo, høj, lys vokal, ultramelodiske guitarforløb, altdominerende keyboards og svulstige ballader.

I dag er det, som om genren har overlevet sig selv, er stivnet fuldstændig, men dengang, før rigor mortis satte ind, var der virkelig tale om gyldne år. Denne uges top 5 kigger nærmere på skribentens pinlige fortid fem oversete klassikere, der burde have fået et større publikum.

1. Scanner: 'Ball of the Damned'
Tyske Scanner slog mig altid som skammeligt oversete. Måske fordi de var dannet helt tilbage i 1986 og dermed var et gammelt band uden den store succes, da power metal-bølgen begyndte at rulle. The kids ville have de unge løver, ikke de gamle elefanter. Et eksempel: Da nogle klassekammerater og jeg var til Hammerfall-koncert i Lille Vega i 2001 eller deromkring, diggede klassekammeraterne det første opvarmingsband, unge, tyske Freedom Call, langt mere end det andet opvarmningsband, US power-titanerne Virgin Steele. Allerede som 16-årig forstod jeg ikke nutidens unge. Men altså, de ville have frisk blod, ikke gamle mænd, så selvom Scanner udkom på tidstypiske Massacre Records, havde Ralf Scheepers som gæstevokalist, leverede høj kvalitet og ramte coveret lige i genrerøven, blev det ikke til noget særligt for dem. De findes selvfølgelig stadig og udgiver af og til plader, men toget var kørt uden dem. Højst ufortjent, for 'Ball of the Damned' burde være sådan noget, der gav en en evig karriere på tyske festivaler.



2. Lost Horizon: 'A Flame to the Ground Beneath'
Svenske Lost Horizon udgav to album, begge voldsomt fede. Men de havde et kikset image med ansigtsmaling, de havde slet ikke styr på deres cover-game, som ikke fik sendt de rette signaler, de debuterede for sent (i 2001), og de udkom på Music For Nations, som jo – øvrige kvaliteter ufortalte – slet, slet ikke er et power metal-label. Hvis ikke selskabet var tysk, kunne det være lige meget. Tænk, hvis svenskerne var kommet på Century Media, Nuclear Blast, Massacre eller – hvis de var debuteret tidligere – GUN eller Noise. Nyd dette studie i storladen epik. Det var ikke ligefrem noget, jeg havde travt med at reklamere med, at jeg kunne lide.



3. Labÿrinth: 'Return to Heaved Denied'
Hvor Lost Horizon var for sent ude, var Labÿrinths debut for tidligt ude. Den kom i 1996, og dengang var tiden altså ikke moden til, at italienere kunne spille metal. Det blev tiden først, da Rhapsodys debutalbum udkom året efter. Med sangeren fra Labÿrinth. Men Labÿrinth begik flere fejl: De udkom på Metal Blade, som man ikke just forbandt med power metal. Deres debutalbum 'No Limits' havde fået ry for at flirte med techno. Og så turde den 14-årige skribent altså ikke at lægge 119 kr. (tjent på at feje gulv og flytte havetraktorer på den lokale tankstation) for 'Return to Heaven Denied' nede i Metalized, da den udkom i 1998. I dag ser jeg ned på mit 14-årige jeg for den beslutning. Jo jo, man havde da sikkert fået endnu sværere ved at lande damer (det var svært nok i forvejen), men hvad gør det, når man får speedet powermetallisk perfektion i stedet? Det har en 14-årig alligevel mere brug for.



4. Virgin Steele: 'Invictus'
Det er som sagt svært at forestille sig noget mere kikset end at høre power metal der omkring årtusindskiftet. Men man kan altid gøre sig selv endnu mere kikset, og det hjælper Virgin Steeles 'Invictus' med. Cirka 75 minutter lang. Et konceptalbum. Der er helt sikkert brugt trommemaskine, og den buldrer derudad. Det er episk uden blusel. Alt det der. Og den virkelig dygtige, men også lidt flødebolleagtige David DeFeis' vokal er ikke for alle. Men jeg elskede det og hørte det igen og igen uden tanke for, hvad andre mon tænkte om mig.



5. Dark Moor: 'The Hall of Olden Dreams'
Dark Moor havde godt luret, at hvis man ville noget i power metal, var det en god ide at få Andreas Marschall, Running Wild og Blind Guardians faste coverdesigner, til at tegne et middelalder-/fantasy-agtigt cover. Men de havde ikke luret, at det ikke var så smart at komme fra Spanien og at udkomme på et spansk label, hvis man skulle blive til noget i det forjættede Tyskland. Så på trods af en rent ud utrolig cheese-faktor, ikke så meget som en skygge af noget råt, førnævnte Marschall-covers og både mande- og kvindevokal blev det aldrig til gennembruddet, og et eller andet sted render de sikkert rundt og indspiller et meget generisk album, der ikke er lige så godt som det gamle. Men minderne har man da lov at have!