Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Elektronik for metalhoveder

Updated
blisssignal

Efterårets mørkes komme kan sætte en i et lidt tungt humør, hvor Alestorm måske ikke er mest oplagt. Måske er det tid til at afsøge smagens randområder og tænke ud af genreboksen.

Forfatter

Devilution giver dig her fem bud på elektronisk musik, som metalheads kan goutere, og vi springer straks over Author & Punisher, John Cxnnor og Hirakis remixplade, for de bør allerede have fundet vej til dine nysgerrige ører. Ellers er det bare om at komme i gang.

Deru – Torn in Two
Los Angeles-bosatte Deru eksperimenterer med abstrakte kompositioner, der tager udgangspunkt i frustration, fremmedgjorthed og vrede med skurrende klange, mikrotonale skred og emotionelle bølger af lyd. Videoen siger en del med sine billeder af en brændende mand i en af LA’s altid så cinematiske afvandingskanaler.

Ben Frost – Secant
Australsk-islandske Ben Frost inviterede blandt andre Greg Fox (Liturgy, Guardian Alien), Shahzad Ismaily og Thor Harris (Swans) indenfor på albummet ’Aurora’, som er en hjemsøgt, rumlende, men også til tider sært lyst og barberbladsskarpt klingende plade. På ’Secant’ får vi en næsten sludget tyngde at føle.

The Bug/Earth - Snakes vs Rats
Kevin Martin, The Bug, har en lang karriere bag sig, hvor han blandt andet har arbejdet sammen med prominente folk som JK Flesh (Techno Animal, Jesu, Godflesh, Napalm Death),  Moor Mother og Blixa Bargeld (Einstürzende Neubauten), men han har også lavet den ekstremt rørende og følelsesmæssigt udmarvende soloplade ’Sirens’ under sit borgerlige navn Kevin Richard Martin (den er svær at høre, hvis man har børn). Her samarbejder han med Dylan Carlson (Earth) om en fin blanding af Martins dybe dubbas og Carlsons guitardroner.

Sleep Party People – Tide
Der skal jo være en danskervinkel! Det eksperimenterende og til tider elektroniske indieband Sleep Party People er aktuelle med den fremragende single ’Tide’. Bandets claim to metal fame er, at Orm indspillede en coverversion af deres nummer ’Notes to You’ til ’Mit Blod’-EP’en. På ’Tide’ tager nummeret en pludselig og overraskende metallisk drejning …

Bliss Signal – Swarm
Den her er personlig for mig. Bliss Signal fik mig gennem en svær periode med deres excellente blanding af black metal, noise og modulær elektronik. Det utroligt frugtbare møde mellem den brilliante producer Jack Adams (Mumdance) og guitaristen James Kelly (Wife, Altar of Plagues) har desværre ikke kastet mere af sig end en enkelt EP og et album.