Top 5 – Festivalbekendelser
Festivalsæsonen er skudt i gang. Roadburn er kommet og gået, og snart løber A Colossal Weekend af stabelen. Det er derfor tid til at gå til bekendelse og gå (en anelse mere) uskyldsren ind i sæsonen.
Jeg fik min festivaldebut som 16-årig på Roskilde Festival i 1991. Ja, kære læser, jeg er meget, meget, meget, meget gammel, men altså, jeg tog toget fra Viborg til Roskilde i det satans regnfyldte år 1991, og det blev startskuddet til et væld af dumheder, fodfejl, småkatastrofer og alment skørlevned. Som dengang, jeg købte alt for billige solbriller og fik festivalversionen af svejseøjne. Eller dengang jeg endte med et decideret brandsår på næsen, fordi jeg ikke kunne overskue at smøre solcreme på. Her, kære læser, får du mine dummeste, men også mest generaliserbare festival-fails.
1. Elendig mad
Som de fleste 16-årige svømmede jeg ikke ligefrem i penge og ej heller i praktisk sans og planlægningslyst, så jeg endte med at leve af partypølser (ukogte), discountketchup (teltlunken) og toastbrød (ikke toastet). Det siger sig selv, at man ikke skal leve af den menu i fire dage, men det lykkedes mig alligevel at holde mig på benene og, blandt andet, se Sort Sol, Iron Maiden, Sisters of Mercy og Kreator og vade gennem kilometervis af knæhøjt mudder på en dyrskueplads, der endnu ikke var lagt ordentligt dræn under.
2. Urinstøv/pisstank
Pis er en del af virkeligheden, men pis føles ligesom ekstra præsent på festivaler. Man kan lugte det næsten overalt. Man bruger en god mængde mental energi på at planlægge logistikken med hensyn til pis (og her erkender jeg samtidig mit enorme privilegium som penisbærer), men værst var det, det år jeg snublede og faldt ned i en enorm sø/mudderpøl, der havde samlet sig ud for Arena på Roskilde Festival. Jeg har ikke ord for, hvor meget jeg prøvede på ikke at tænke på, hvilken vand/pis-ratio pølen indeholdt.
3. En fjollet hat
Der er ikke mange ting her i livet, som gør mig irriteret (det er løgn, skribenten har et hav af småting, der får hans blodtryk op i det røde felt, red.), men fjollede hatte på festivaler gør. Jeg taler ikke om folk, der dedikeret klæder sig ud som køer eller Pippi Langstrømpe under en hel festival, men om de der typer, der normalt bærer en lyseblå skjorte, men som da lige skal festivalle den op med en fjollet reklamehat fra Tuborg eller en “sjov” rastahue med falske dreads, som så bare bliver smidt væk få dage senere. Et år brugte jeg og mine venner en eftermiddag på campingområdet på at spritte os helt ned i lunkne Fine Festival og råbe “flot narrehat!” ad forbipasserende festivaltyper. Kære læser. Det var ikke narrehattene, der var problemet. Det var fem fjolser med flade discountøl og en latterlig attitude, der var problemet. Mea culpa.
4. For mange substanser
Engang kunne jeg godt lide at ryge pot, og det passede perfekt til en solbeskinnet festivaldag med en lille joint. Man kunne være mellow og småpåvirket på en rigtig dejlig måde, men bagsiden af den specifkke medalje er, at jeg i 1996 mistede evnen til at bedømme, hvor meget rygeren, man egentlig kan tåle oven på en cocktail af Krone Pils, æbleaperitif og for lidt og for dårlig mad. Resultatet blev, at jeg faldt i søvn kort inde i David Bowies ellers roste koncert. Ulemper: Jeg gik glip af, at han spillede “The Man Who Sold the World”, jeg lignede stensikkert en klovn med savl i mundvigen, og festivaldagen sluttede for tidligt. Fordel: Jeg slap for at høre Reeves Gabrels spille alt for meget på sin guitar.
5. Brugte for mange penge
I dag er jeg en midaldrende mand med voksenjob og privilegeret anmelderadgang til koncerter og festivaler, men som ung var jeg en perma-broke studerende, som et år måtte konstatere, at hele næste måneds SU og løn var brugt, da jeg vendte hjem fra festival. Gigantisk økonomifail, som krævede salg af ejendele, tiggergang hos mor og ekstra vagter på studiejobbet for at rette op på miseren, for der var sgu ikke til huslejen. Løsningen er naturligvis guillotiner til millardærerne og en total omkalfatring af vores økonomiske system til et mere cirkulært og retfærdigt et, men indtil da bør man nok have bare en anelse mere styr på finanserne, end jeg havde.