Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – Fordelene ved ikke at være på Copenhell

Populær
Updated
Untitled_Artwork

Ikke alle gider Copenhell, og ikke alle på redaktionen har vendt snuden mod Refshaleøen. Journalist Dea Lillelund giver her sit bud på de 5 fordele, du får ud af at blive hjemme, når det gibber i kroppen.

Dato
16-06-2023
Koncertarrangør
Forfatter

Copenhell er blevet en lidt dyr fornøjelse, og det kræver derfor et rigtig godt job at deltage på festivalen. Og måske er du en af dem, der ikke kunne få fri eller også har du for første gang valgt festivalen fra af ideologiske, musikalske eller økonomiske årsager. Og vi kender det jo godt. Man er ikke på festival, og så gibber det hele alligevel lidt i en, når man ser de glade billeder af cowboyvestbeklædte heavyfans med tungen i fremstrakt position (tak, Kiss), og djævlehornsfingerformationer. Men du kan få 5 fordele ved ikke at være på Copenhell i år.

1. Du sparer hvad der svarer til en ret fed uge et sted med paraplyer i drinks

De mange mange penge, der går i barernes kasser hvert eneste år - for slet ikke at tale om billetten, der nærmer sig DKK 3000,00 - og de kan jo kun bruges 1 gang. Og hvis kontoen siger havregrød for resten af juni, så kan enhver festivalgænger tage sig selv i at tænke lidt over om det nu var det værd. Det skal selvfølgelig være op til den enkelte, men det et ubestrideligt faktum at den gennemsnitlige omkostning for en festivalgænger med normale spisevaner og det gennemsnitlige niveau af kvartalsalkoholisme ligger lige i omegnen af en god uge et sted med strand og paraplyer i dine drinks.


2. Du slipper for at lugte til andre mennesker i sommerheden

Copenhell er fyldt med mennesker. Over det hele. Og det er nærmest 30 grader varmt. Det medfører uundgåeligt det, som min gode kollega kalder for armgas, og en del andre menneskelige afsondringer. Der er ganske enkelt ikke noget mere ulækkert en at strejfe en svedvåd overkrop på et menneske man ikke kender, når man er på vej op til madboden. Og mennesker bliver våde, klistrede og klamme når de sveder. Og så lugter det virkelig ikke ret godt. Bliv hjemme og undgå alle tegn på naturlig menneskelig kropsfunktion. Det er meget bedre sådan.


3. Du undgår uønskede befamlinger

Nuvel, Mötley Crüe satte nye standarder for hvor dybt man kan synke på en scene anno 2023, hvor vi efterhånden er ved at erkende, at kvinder sådan set har lige så meget ret til kropslig integritet som mænd har.
Desværre har ånden fra Mötley Crües superpinlige og ultraklamme kommentarer levet i bedste velgående i mange år på Copenhell. Festivalen hvor alle elsker hinanden – også uden at spørge først. Så antallet af uønskede befamlinger fra klamme stoddere med en promille på 4 reduceres unægteligt kraftigt når man bare bliver væk.


4. Undgå akavede møder med mennesker, du for længst har glemt

Alle kender det. Man møder et menneske fra sin fortid og det menneske har tilsyneladende ikke helt forstået, at det ikke er tilfældigt at man ikke ringer så ofte (eller nogensinde). Så står man der – klemt inde i mængden foran en koncert med ronkedorerne og så står Lasse fra folkeskolen fandme lige ved siden af én. Og han er fuld og kærlig og synes at I skal være bedste venner (igen). Du er ikke enig, men kan ikke komme væk og din gode opdragelse tvinger dig til at træde i vande i en god halv times tid inden du finder en undskyldning, der i reglen indeholder tissetår, bartur eller en koncert med et band, der ikke spiller endnu.


5. Masser af tid til at rette andres kommafejl

Denne her er godt nok snævert rettet mod os, der ind imellem læser korrektur på anmeldelser. Og fremfor at løbe rundt på en betonmark med hovedet fuld af øl og smil, mens jeg forsøger at nå at skrive den næste straksanmeldelse med nogenlunde tegnsætning i min kæmpebrandert, så har jeg i år valgt at benytte tiden til at sætte en masse kommaer (det grammatiske) på anmeldelser som alle de megaseje devilutionister får produceret i højt tempo og ditto kvalitet.

Desværre er ingen af grundene nok til at jeg ikke mærker, at det gibber og jeg forudser at en tsunami af FOMO er lige på trapperne.