Møls nye album ledsages af promobilleder i pastelfarver og venligt smilende musikanter, og man kunne næsten fristes til at tro, vi slet ikke havde med metal at gøre. Kan det mon passe?
Lørdag bød på de samme logistiske udfordringer som fredag – men leverede til gengæld på ekstasefronten. Overordnet set var andendagen en større succes, men det kan tilskrives både personlige præferencer og temperament
Fjerde album fra Kristin Hayder, bedre kendt som Lingua Ignota, tager avantgardeprojektet til nye højder, men ender i processen med at ofre genkendeligheden.
Tobias Bendixen er 32 år gammel, men har udgivet plader, siden han var 20. Bag sig har han adskillige bands, og det nyeste udgiver netop nu på kultlabelet Me Saco Un Ojo. Baggrunden er i punk, men han har set lyset i metal.
De kom, de så, de sejrede. Baest cementerede sig atter som værende øverst i fødekæden, da de lukkede og slukkede søndagens Roskilde Festival.
Fire bands på én aften og særdeles blandede bolcher. Between Oceans leverer aftenens mågelort, imens Unseen Faith leverer et hold-kæft-bolsche til alle, der ikke kan lide deathcore. Daze of June leverer en juni-varm, men lidt fugtig omgang.
Et band, der aldrig står stille, kan have svært ved at finde fodfæste. Det er konklusionen, når det handler om britiske Code, der på den ene side altid kan finde på nye elementer, men desværre lige så ofte glemmer nogle.
Den nye danske black metal-duo Angstskrig overrasker og charmerer sig gennem bandets debutplade, 'Skyggespil', der skiller sig noget ud fra, hvad scenen normalt har at byde på. Vi satte parret stævne til en snak om lyrik, tyveri og hvad, der mon er i sækkene.
Det knap så nye shit, død, præstationsheavy et Vola: Ugen byder på en håndfuld koncerter, gammel metal opstanden fra graven og ny dansk black med ny-dansk-black-navn.
Dansksproget thrash-black med solide accessories, et imponerende gæstegalleri, syng-med-potentiale, rigeligt med solide riffs, og hvad der mest af alt minder om Peter Sommer i corpse paint.
Når bandet spiller hyper-thrash og synger om uendelig acceleration, er det svært at affinde sig med et samfund, der er gået i stå.
Spørgsmålet, som du nok aldrig har stillet dig selv, bliver stillet i denne uges top 5: "Hvor metal er beton egentlig?"
Sylvatica er klar med første album siden 2014. Den lange ventetid har stort set været ventetiden værd.
Død, død, død, ikke det mindste kritte, mere død, døde musikeres efterladenskaber... og hash. Uge 16 har ikke lidt for enhver men en del for dig, der er træt af livsglæde.
Attraktiv for bandet, dyr for pladeselskabet: EP’en vinder frem i metal, men det er ikke en god forretning for dem, der udgiver musik i fysisk format. Dog stadig bedre end en rød motorcykel.
En passende bitter drink er skænket, vilkårlig kaosmusik spiller på anlægget i sommerhuset. Jacob Dinesen ser tilbage på året som det blev udtrykt via redaktionens årslister. Læs her de fem kækkeste bemærkninger.
Der er vel ingen, der rigtig gider at mindes 2020. Et håbløst år for kulturen, hvor tæppet blev revet væk under hele branchen. Vi ser tilbage på et år, hvor de store visioner blev erstattet af lappeløsninger, og hvor gamle dage aldrig har syntes mere tillokkende.
2020 var året hvor koncert numero 5.000 skulle have været fotograferet. Istedet blev det for Devilutions åndelige fyrtårn til en ny terrasse ved sommerhuset, en rød Volvo, et par Facebook-karantæner og en forstærket foragt for alles syge moster.
Når man sådan blev tvunget på bænken, så burde man måske have gjort mere ud af musiklytningen: Men så er det jo nemmere at begrænse sig på årets 5 bedste dit og dat, beretter Villumsen, der udover Ulcerate også fremhæver ting som et skur og vandreture – og i øvrigt sammenligner 2020's forløb med titlerne på Obituarys første fire skiver.
Post-punk og depressiv black metal søbet ind i blod og kropslige rædsler.