Efter et kvart århundredes dvale er Detest omsider tilbage med en opfølger til 'Dorval', der trods de bedste intentioner ikke rammer samme niveau.
For andet år i træk giver Baest koncert i Aalborg mens coronaen lurer i horisonten, og igen lykkedes det, trods siddende publikum, at levere festen.
Temple of Scorn er dødsmetal, der både hylder fortidens helte og lyder friskt. De fem musikere er alle kendte i miljøet. En vaskeægte supergruppe!
Hypocrisy er tilbage efter otte års stilhed, og hvis man er til svensk dødsmetal med et melodisk strejf, så er Tägtgren stadig leveringsdygtig.
Baest er stadig et godt og stilsikkert liveband, også selvom vi har ventet halvandet års tid på koncerten. Det kan hverken corona eller anmelderens generelle uoplagthed og irriterende selvmedlidenhed ændre på.
Crocell har ændret sin arbejdsmetode og udfordrer både EP- og albumformatet med sine nye udgivelser, hvor bandet i samarbejde med to producere har skabt to selvstændige EP'er under ét banner.
Trioen fra Glamsbjerg er tilbage med en ny plade, der byder på dødsmetal fra undergrunden, hvor sangene varer op til 23 minutter!
Carcass er tilbage med en plade, der minder om forgængeren og alligevel introducerer nye elementer til en lyd, der ikke fås andre steder.
Umiddelbart spiller Baest og Katla to ret forskellige typer metal. Men stilistisk har de tre ting til fælles. Bajer, uhøjtidelighed og frasortering.
Septage debuterer med en EP så rådden, at selv bands som Autopsy og Carcass må nikke anerkendende med et afskåret hoved.
Italienske Fulci spiller brutal dødsmetal, hylder horror-filmen 'Voices From Beyond' og foretager eksperimenter på musikken. Og det er ikke for sarte sjæle.
Med hits og en historisk sætliste, der bød på hele klassikeren 'Submit' fra 1995, satte Illdisposed hårdt punktum for Metal Magic og beviste, de stadig er hårdslående efter tre årtier med dødsmetal.
De kom, de så, de sejrede. Baest cementerede sig atter som værende øverst i fødekæden, da de lukkede og slukkede søndagens Roskilde Festival.
Xenoblight havde glædet sig, og det havde vi også. Festen fortsatte søndag aften på Dyrskuepladsen.
Polars Collide er hvad der sker, når man ser fuldstændigt bort for kunstnerisk integritet og tyvstjæler alt, der definerer ens band. Og det uden på nogen måde at leve op til bandet, man stjæler fra.
Dødsmetal med energi og lækre detaljer uden at det går ud over den smadrende brutalitet: Pestilence er i den grad tilbage.
Mystisk, mytologisk og okkult ekstremmetal er ikke som sådan et nyt koncept, for at sige det mildt. Men Esoctrilihum gør det bedre end så mange andre.
Det bedste, der er at sige om 'Fortitude', er, at den får forløberne til at tage sig bedre ud. Økometallerne prædiker for koret og lever op til alle fordommene om at være overvurderede.
Portugisiske Animalesco, o Método debuterer med crust, død og sikkert blandede trusler og ukvemsord, som nordboerne ikke forstår. Det kunne være meget værre.
'Violence Unimagined' er en velproduceret sag, men spørgsmålet er, om den bedre lyd koster på charmekontoen i sidste ende.